Bülows Hjørne: Landsbyknejt i 1950’erne 3.del: Når naturen kalder

Af Louis Bülow

Del 3: Når naturen kalder….

Solidt forankret i Hejnsvigs bondemuld blev jeg i dé år forlént med kærlighed og samhørighed med naturens sjæl og med min hjemstavns bondekultur. Hér blev jeg dus med himlens fugle, hér hilste jeg på en kronhjort, og hér lærte jeg at komme andre mennesker i møde som min næste.

Med ægte vestjysk passion og indlevelse indviede prægtige ildsjæle fra sognet mig i lynghedens og skovbrynenes hemmeligheder. Jeg lærte dé steder at kende, hvor harekillingen havde sit leje, lærken sit kuld og viben sin rede. De viste mig, hvor ræven luskede omkring, hvor småfugle støvbadede og udpegede dè lyngtoppe, hvor hugormene dovent lod sig bage igennem.

Med bønder ved hånden blev jeg dus med himlens kor af lærker, der med deres kåde trillen brød markernes fredfyldte stilhed. Jeg blev betaget af solens magiske skønhed, der med gyldne stråler klædte marker, enge og skovbryn i brunt og violet fløjl. Sanser og næsebor pirredes af hedens liflige palet af dufte, og jeg blev fortrolig med dé træer og buske, der fik bøjet ryggen af den stride vestenvind.

Jeg blev ført ind i digteren Jeppe Aakjærs forunderlige univers med spurven, der sad stum bag kvist, med havren, der havde bjælder på, og med Ole, der sad på en knold og sang. Jeg sad med ved mors rok, jeg følte med hyrden, der med smil bar sin byrde, og jeg græd for Jens Vejmand, der blev båret over heden en kold vinternat.

Jeppe Aakjær – 1908. Kilde Wikipedia (Royal Danish Library, Jacob Saxtorph Mikkelsen.

Jeg fik fortalt, at Jeppe Aakjærs sang om Jens Vejmand, der blev en folkekær landeplade ved sin udgivelse, i gennem årtier havde været bandlyst hér i det vestjyske for ordet såmænd, der dengang blev betragtet som et bandeord:

 

Hvem sidder der bag skærmen med klude om sin hånd,

med læderlap for øjet og om sin sko et bånd,

det er såmænd Jens Vejmand, der af sin sure nød

med hamren må forvandle de hårde sten til brød.

Allerede tidligt lærte fordums dages Hejnsvigdrenge at tage deres slidsomme tørn som hyrdedrenge på heden. Før en vis herre fik sko på, begav de sig afsted, og barbenede med kasket, slidte træsko og bukser med lapper både for og bag var de ude med deres flok tidligt og silde og i al slags vejr.

Det skete en sjælden gang, at ensomheden blev brudt af en tungt lastet kærre med knirkende vognhjul og stude, der møjsommeligt slæbte sig afsted over heden. Et tiltrængt afbræk i hyrdelivets pligter – og hver gang sprang bette hyrdedrenge op for at nyde synet.

 

Jeg lader Jeppe Aakjær runde af. Med digtet Paa Hedens Høje udtrykte han et smukt og poetisk forsvar for den jyske hede – og erkendte, at slaget var tabt:

 

Snart er du slettet ud, mit Barndomsland,

hvor Rylen pylred om sin simple Rede,

hvor Porsen stod i Krans om stille Vand,

mens Maanen svæved over Moser brede.

Vemodigt gaar mit Blik blandt tavse Minder

som før, naar Duggen døbte Barnets Kinder …

Hyrdedreng – Kilde: Nationalmuseets Samlinger Online

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.