Vild med Dans stjerner kommer til danseevent i MAGION

Morten Kjeldgaard og Michael Olesen er klar til at svede, danse og grine i MAGION den 26. september. DGI Arkivfoto

Danserne Morten Kjeldgaard og Michael Olesen kendt fra Vild med Dans går på scenen og skaber en kæmpe dansefest, når de inviterer alle danseglade sydvestjyder til danseevent i MAGION søndag den 26. september

Mere end 100 deltagere har allerede tilmeldt sig, og der er plads til mange flere, når det går løs i MAGION. Dansefesten bliver til kendte toner fra 1990’erne, så der bliver rig mulighed for at synge med, mens der sættes gang i danserytmerne fra de to kendte dansere.

”Efter en meget lang nedlukning pga. Corona er vi fyldt med god energi og glæder os til at danse med en masse danseglade mennesker igen! Det bliver den største fest.” Udtaler Morten Kjeldgaard, der virkelig glæder sig til at give den gas på dansegulvet i MAGION.

Alle kan være med, når der skal danses, svedes og grines til kendte toner sammen med Morten Kjeldgaard og Michael Olesen. De to professionelle dansere møder op i deres bedste outfits fra 90’erne og du er velkommen til at gøre det samme.

DGI Sydvest arrangerer danseeventet i samarbejde med Grindsted GGIF og MAGION skriver DGI i en pressemeddelelse.

Gymnastikkonsulent Steffen Bruun glæder sig til at byde velkommen til danseeventet: ”Vi ved, at Morten og Michael leverer en brag af en fest, når de går på, så vi glæder os til at det går løs i MAGION – det bliver fedt igen i fællesskab at kunne danse til den fedeste 90’er musik.” 

Arrangementet finder sted søndag den 26. september fra kl. 12:00-14:00 i MAGION, Grindsted. Sidste tilmeldingsfrist er 9. september. Billetter købes på DGI’s hjemmeside