”Lokale frivillige uddeler Verdens Bedste Nyheder.

Foto: Privatfoto

Fredag morgen – 10. september mellem kl. 7.00 og kl. 9.00 – kan du få Verdens Bedste Nyheder ved Grindsted Gymnasium, Erhvervsgymnasiet i Grindsted og uden for Legos P-huse på Højmarksvej i Billund. 

Vi er lokale frivillige fra Grindsted-Billund Soroptimistklub, der tropper op og uddeler chokolade og en avis med konstruktive nyheder om verdens store fremskridt.

Corona-kaos, skovbrande, oversvømmelser og et Afghanistan overladt til en usikker fremtid. Dårlige nyheder har der været nok af i 2021. Men der er også sket fremskridt og løsninger, der peger fremad.

Blandt andet er den globale luftforurening nu ved at lette, fordi især verdens byer har gjort meget ved problemet. I det hele taget er byerne godt i gang med praktiske løsninger på en række store udfordringer som affald, slum og klimapåvirkning. Også på områder, hvor landenes regeringer tøver.

Byernes beslutninger batter, fordi megabyer som Tokyo, Lagos og New York nu har langt flere indbyggere end mange nationalstater.

Dét oversete budskab er temaet for årets uddeling af papirudgaven af Verdens Bedste Nyheder.

Fredag den 10. september bruger mere end 2500 frivillige danskere en september morgen på at dele Verdens Bedste Nyheders avis ud på gader og stræder over hele landet. En uddeling, der efterhånden for mange er begyndt at blive en tradition.

Grindsted-Billund Soroptimistklub har deltaget i uddelingen gennem flere år skriver de i en pressemeddelelse.

”I Soroptimisternes arbejde er fokus på de 17 Verdensmål et gennemgående tema. For klubben i Grindsted-Billund er det derfor helt naturligt at påtage os dette frivillige initiativ i lokalområdet”, udtaler Kirsten Clausen fra klubben.”

 

Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie for konstruktiv journalistik, der er stiftet af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. De frivillige, der deler aviser ud d. 4. september, er privatpersoner og ildsjæle fra danske civilsamfundsorganisationer, virksomheder og skoler, der vil være med til at sprede Verdens Bedste Nyheders budskaber.