Af Louis Bülow
Hvert år den 5. juni med Fars Dag føler jeg en dyb smerte i min sjæl og genoplever min barndoms værste mareridt i fuldt flor, når dystre minder og erindringsglimt toner frem fra mit barndomshjem i 1950’ernes Esbjerg.
En raseret lejlighed på tredje sal, der for tid og evighed har mejslet sig ind i min erindring som et helvedes inferno af fars dæmoner med vold, mishandlinger, druk og svir som trofaste følgesvende.
Nærmest en krigszone med væltede møbler, tomme øl- og spiritus flasker og knuste glas. Og altid indsovset i en hæslig stank af tobakståger, bræk, øl og billig sprut.
Tilgiv mig et bramfrit sprog: med en sådan barndom har det været som med en hundelort – jo mere man pirker i den, jo mere stinker den …
Ødelagt på liv og sjæl besluttede min biologiske mor dengang at sige stop og bryde dén tunge arv, jeg var et produkt af. Helt uden officielle papirer og uden de sociale myndigheders indblanden gav hun endegyldigt slip på sin 6-årige dreng og sendte mig i pleje og sikkerhed hos min plejemor i en lille landsby i det vestjyske Hejnsvig.
Med sit sidste ultimative bidrag sikrede min mor, at jeg ikke blev ladt alene tilbage på perronen på samfundets skyggeside sammen med min far eller stuvet væk som socialt bundfald på 1950ernes berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.
Hun havde kun tilbage at flygte fra sit mareridt af et ægteskab med far, der aldrig fik sluttet fred med sine dæmoner, aldrig fik ro i sjælen eller styr på sprutten.
Men en fremtid uden håb var hendes barske virkelighed. Angsten for far, knuste drømme og bristede illusioner fik hende til at give op, og hun tog sit eget liv, kun 43 år gammel.
Mit livs elskede plejemor kunne byde mig velkommen til det fattige landbosamfund i Hejnsvig – et hedesogn hélt derude, hvor kragerne vendte, rundet af bønder og missionsfolk med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret.
I Hejnsvig slog jeg rod, her fik jeg hjemme, her hørte jeg til.
Gamle Andersen fra Hejnsvig – Kilde: Hejnsvig Lokalarkiv
Og derfor kipper jeg hvert år på FARS DAG med flaget og letter på hatten for Hejnsvig og lille-byens livskloge Gamle Andersen, der dagligt lagde vejen forbi vor lune stue og dengang skulle blive mit livs prægtige rollemodel, mentor og faderskikkelse.
Med sin klippefaste karakter, sit ravjyske lune og milde sind skulle den gamle mand følge mig et langt stykke hen ad livets landevej. Nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med hverken tryghed, godhed eller hjertevarme.
Lad os da med Gamle Andersen og nostalgiens blide patina som følgesvende træde ind i et tidsbillede fra dengang i 1950’ernes Hejnsvig …
Den store verden var endnu ikke gået helt af lave. 1960’ernes velfærdsræs med stress, overhalings-bane og ubønhørlige præstationskrav lå først lige om hjørnet, og i Hejnsvig var alt, som det plejede at være – ved det gamle.
Hér sad den stoute bonde Gregers Kristensen fra Rishøj solidt for bordenden som sognerådets førstemand og holdt et vågent øje med rødstrømpebevægelse, kollektiver og hippiekulturens unge. Dém, der flirtede med speltgrød og hønsestrik og følte sig mere hippe end deres forældre, røg en sjovere tobak og krammede hinanden for en ny og bedre verden.
I de sorgløse 1950’ere skulle jeg blive forundt et væld af glade oplevelser sammen med min mentor, der lagde de første kím til dé værdier, dyder og idealer, jeg voksede op med. Gamle Andersen lærte mig at navigere gennem livet med hjertet som kompas, og med ham oplevede jeg mine første sejre på livets bane …
Anders Andersen var født på Langeland, hvor faderen var overskovfoged under Grevskabet Langeland. Han blev udlært kommis i en lokal købmandsforretning, blev senere gift med sin Dorthea og drev i flere år et badehotel på Langeland.
Senere drog ægteparret til det midtjyske, hvor Andersen i mere end tyve år huserede som købmand i Stakroge i de gode, gamle dage, hvor en flaske brændevin – én af de store – kunne fås for 28 øre. Efter krigen flyttede familien så til Hejnsvig for at lede sognets store virksomhed Kathrinebjerg Teglværk.
I sit livs efterår boede Gamle Andersen på førstesalen i en ejendom skråt overfor mit barndomshjem i Bredgade i Hejnsvig. Nærmest dagligt satte han sig godt tilrette ved vort gamle stuebord for gavmildt at dele ud af al sin viden, indsigt og livsvisdom over en kop dampende Madam Blå, bedstemors nybagte småkager og måske et stykke af Oluf Bagers bedste konditorkage.
Dengang gjorde Andersen en forskel i mit liv ved på finurlig vis at skabe et helt folkeuniversitet i vor dagligstue. Han forlenede mig med en dyb kærlighed til kunst og kultur, og med ham som mentor blev jeg gelejdet ind i de store litterære klassiske værker, i kunstens ikoner og i historiens dramatiske begivenheder.
Andersen var en gudsbenådet fortæller, og jeg følte nærmest historiens vingesus, når han tog mig med tilbage til slaget ved Dannevirke i 1864, til skanserne ved Dybbøl eller til Rigskancelliet i Berlin i krigens sidste dage.
Den gamle malermestervilla i Hejnsvig – Kilde: Privatfoto
I de år havde kultur i hverdagen ellers trange kår i det vestjyske, hvor vægge med malerier, reoler med bøger, moderne design og rødvin i glassene var lidt af en sjældenhed. Vi var milevidt fra de privilegier, som elitens børn ellers kunne tage som givne: en kunstudstilling, en klassisk koncert, en digtoplæsning, en teaterforestilling.
Knejten fra husmandsstedet i Fugdal, småkårstøsen fra Gilbjerg eller arbejderdrengen fra Donslund levnedes få muligheder for at tage med mor og far på Nationalmuseet eller Det Kongelige Teater.
For os datidens børn og unge begrænsede kunst og kultur sig til at læse avisens tegneserier eller købe en søndagsbillet til cowboyrækken i rejsebiografen i forsamlingshuset.
Med mors velsignelse besluttede Gamle Andersen allerede tidligt at sætte mig ind i bogstavernes svære univers. Med en sprudlende fantasi som nådegave formåede han at få ord og alfabetet til at funkle og inspirere, og med uendeligt tålmod fik han lært mig at læse, inden jeg overhovedet skulle starte i landsbyskolen i Hejnsvig.
Som min barndoms faderfigur var det ham, der dengang lod mig at byde drømme og forhåbninger op til dans og hjalp med til at forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals.
Min biologiske far døde for fire årtier siden. For andre var han bare en sølle kriminel og drukmås, for mig var han min far, som jeg dengang elskede med barnets kærlighed. Fuld eller ædru, skæv eller clean. Min tilbedelse kendte ingen grænser.
Tilgivelse må Vorherre tage sig af …
