Bülows Hjørne: Redaktør Mortensen på hat med de store og på bajer med bumsen

Denne artikel var den tredje fra Louis Bülow, der blev bragt her på Netavisen Grindsted. Den blev bragt den 22. oktober 2019

Af Louis Bülow

Midt i 1950’erne flyttede den 29-årige Niels Kristian Mortensen fra Østjyllands idylliske bakker og dale til de flade hede sletter ved Grindsted for at for at byde livet op til dans i det Vestjyske. som lokalredaktør for Vejle Amts Folkeblad. I nogle år havde han arbejdet som redaktør for Aarhus Amtstidende i Skanderborg og som redaktør af Odder Dagblad.

Den digre landmandssøn fra Horne – i folkemunde kærligt kaldt Morten –  udstrålede i alle årene vestjysk ro og besindighed i sit virke på VAF og senere på det lokale Midtjysk Ugeblad. Indbegrebet af en hædersmand med sjældne menneskelige kvaliteter, som personificerede borgerlig anstændighed, nærmest før begrebet blev opfundet. Altid ordholdende, redelig og uden svig.

Gennem en menneskealder huserede han ude i marken med sin blok og sit kamera på jagt efter den gode historie og lignede dét, han var – en stout og solid bladmand helt ind i sjælen forankret i Grindsteds bondemuld.

Med hang til god mad og de uundværlige havana-cigarer indgød han med sin nærmest pompøse statur sine omgivelser en følelse af tryghed. En jovial og slagfærdig spasmager af Guds nåde, altid med et lunt glimt i øjet.

Som bladmand af den gamle skole værnede han om klassiske dyder og traditioner uden særlig trang til at slå sig løs i synspunkter eller sprænge rammer. En loyal referent i den lokale dagligdags mangfoldigheder, uden ambitioner om afslørende journalistik.

Ikke en smiskende bladsmører med en Cavling-pris i maven, der listede rundt og udfrittede for den mindste slibrige detalje, når han øjnede sensation og skandale. For hvem intet var helligt.

Privatfoto

Med Niels Kristian Mortensen blev Grindsted forundt en lokalredaktør af hjertet og dertil en fremragende journalist med høj etik og æresbegreber som særkende.

For Morten var intet for stort, intet for småt. Trofast bakkede han op om alle lokale tiltag med dyb respekt for det faktum, at missede avisen at omtale et bestemt arrangement, mødte kun ganske få og alene dem fra inderkredsen frem. Bare beskeden spalteplads, og tre gange så mange blev lokket af huse.

Bogstaveligt talt kunne der ikke findes den begivenhed her på egnen, som den gamle redaktør ikke havde beskæftiget sig med. Havde nogen brækket et ben, og man ikke kunne læse om det i avisen, var der sikkert kun tale om en forstuvning.

Andre har med et lunt glimt i øjet fortalt, at selv om der måtte falde en atombombe, blev det ikke taget med i avisens spalter, før redaktør Mortensen ved selvsyn havde kunnet konstatere fakta.

Lige hjemmevant færdedes han på de bonede gulve til eksklusive events med boblevand og pindemadder, til receptioner med erhvervslivets spidser i fornemme direktionslokaler som til Madam Blå og hjemmelavet æblekage med bjerge af flødeskum i den lune stue hos Kathrine og Johannes på Hejnsvig Mark.

Ligesom han troligt mødte frem til årets regnskabsaflæggelse på Lego i Billund og stillede op til besigtigelse af kæmpegræskar og rekordstore gulerødder på et husmandssted i Bøvl, helt ude på syvende kartoffelrække, hvor kragerne vender.

Med sin gode hukommelse var Morten et omvandrende kartotek over mennesker fra hele egnen – hvor de boede, hvad de bedrev, deres fortid, deres fritidsinteresser, og hvem de var i familie med. Med levende interesse fulgte han med i alt, der rørte sig i lokalsamfundet, og sagde aldrig nej, når han blev bedt om at agere toastmaster, ordstyrer eller guide for erhvervsfolk, husmødre eller pensionister.

Altid forholdt han sig objektivt og fair i sit mangeårige virke i pressens tjeneste. Uden slinger i valsen fulgte han mottoet, at journalister skal være referenter og budbringere og berette, ikke mene.

Med kærlighed til sine læsere og med journalistens medfødte nysgerrighed formidlede han sine historier uden at skrive ned til den almindelige læser eller op til akademikeren.

Morten blev i december 1990 kåret til Årets m/k og fik overrakt en unik Jydepotte med kogler formet som nissefar og nissemor. Som et symbol på hans indsats som byens elskede julemand. Han kvitterede med at takke for at få lov til: ” – i det små at være med til at gøre andre glade …”

Med en mission i godhedens tjeneste spredte Morten og hans julenisser i årevis glæde og opmuntring blandt syge børn på børneafdelingen på Grindsted Sygehus, hvor mange måtte tilbringe deres juleaften blandt skærme, dropstativer og hvidkitlede sygeplejersker.

Når den elskede julemand dukkede op med hvidt skæg, rød nissehue og flot juledragt med hvide plyskanter og store lommer fyldt med godter og slikposer, kunne han spejle sig i blanke barne-blikke, der tindrede af forventning. Det var endeligt jul.

Konturerne af et fjernt erindringsbillede fra barndommens juleoptog i Grindsted toner frem. Julens budskab om godhed lyste bogstaveligt talt fra den digre julemand, som han stod der og vinkede til hundredevis af glade børn og barnlige sjæle. De små poder blev ført til et forjættet land, mens blide snefnug dryssede sit hvide slør over gader og stræder. I det fjerne kimede Hedens Domkirke julen ind.

Set med et barns øjne var juleoptoget årets glade tid, årets fest. Årtier senere var barndommens illusioner tæt ved at briste, da voksne hårdnakket påstod, at den elskede julemand med det milde åsyn i virkeligheden skulle være redaktør Mortensen …

Morten havde et varmt hjerte og et stort socialt sindelag med hele vejen, ligesom der lå gemt en følsom romantiker i den gamle redaktør. Da han på et tidspunkt var blevet indlagt på sygehuset, havde gode venner stillet et lille medicinglas med vintergækker på sygebordet.

Med Mortens egne ord: ”Jeg må indrømme, at jeg et par gange om natten trykkede på lyskontakten i sygebordet for blot at kigge nærmere på de små forårsbebudere. Fremfor at tænke på sygdom og vand og blod gennem slanger både ind og ud af legemet, så tænkte jeg på det vennesind, der lå bag gaven.”

Niels Kristian Mortensen døde for 27 år siden den 27. juli 1992, kun 64 år gammel, og efterlod sig sin hustru, livsledsager og bedste ven og kammerat Bodil.

Tilbage står mindet om en folkekær og godhjertet redaktør, der så sin gerning som et kald, en passion, og tillige en gudsbenådet journalist og fortæller, der forstod at få en god historie til at funkle og inspirere.

Bodil og Niels Kristian Mortensen – Privatfoto

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.