Sanders Historiske Hjørne: Fugdal Mose (1918-28) – et sydjysk tørve-eventyr

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

Dybt under jorden ligger skove,

Der gemmer fortids rige skat.

Kun tørvegraveren tør vove

At løfte frem den sorte skat.

I begyndelsen af 1900-tallet var der her i sydjyske område, og i øvrigt i resten af landet, udviklet industrier, der fungerede primært på kul og koks. Dette omfattede også gasværker og elværker. Danmark var med andre ord meget afhængig af kul og koks. Indtil udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 var der vækst i samfundet, men krigen gjorde import af kul og koks besværlig. Markederne i såvel England som Tyskland blev begge meget berørte af krigen, ligesom besejlingsforholdene til større danske havne blev besværliggjort af bl.a. sø miner.

Der var dog endnu en forsyningskilde nemlig tørv. Hedens sorte guld. Allerede i 1915 og stærkere igen i 1917 opfordrede den danske stat moseejerne til at forøge deres tørvefabrikation. Ja i marts 1917 nedsatte indenrigsministeriet ligefrem en brændselsnævn. Brændselsnævnet skulle sikre en ligelig fordeling af indenlandsk brændsel til en favorabel pris. For øvrigt blev prisen for såvel skæretørv som æltetørv fastsat efter en analyseprøve af aske- og vandindhold. Normalen var indhold af 35% aske og vandindhold i alt.

Med navnkundige H. C. Larsens ovennævnte vers in mente, skal man, når man kører af Ribe Landevej mod Hejnsvig, lægge mærke til et skilt på højre hånd, hvor der står Fugdal. Her lå er der i mellem 1918 og 1928 et industrieventyr af de store for egnen, nemlig I/S Tørvefabrikken Fugdal med mere end 300 ansatte i storhedstiden i 1920erne. Eventyret startede i 1917 da kammerråd, embedsmand i finansministeriet, Hans Nielsen købte gården Rishøj, der ses ved Ribe Landevej kort før skiltet mod Fugdal. For øvrigt den gård hvor sangeren Otto Brandenburg blev født i 1934. Samme år blev entreprisen overdraget til entreprenør Peter Nielsen fra Gamst lidt syd for Gesten. Gården blev hurtigt omdannet til et marketenderi (mindre købmandshandel), hvor Peter Jensens søster Mie blev marketender og skulle betjene små 100 tørvearbejdere dagligt. Det var hårdt arbejde hver dag også selv om hun havde 12 piger tilknyttet marketenderiet. Pigerne fik 75 kr. om ugen for købmandsjobbet og for madlavningen i køkkenet. Det var ligeledes ved Rishøj, at tørvefabrikken fik sit eget 3,7 km lange sidespor til Troldhedebanen.

Peter Nielsen havde erfaring som arbejdsleder og kendskab til tørvefremstilling dels fra Store Andst området og dels fra opstarten omkring 1916 af Frydensborg Tørvefabrik ved senere ejer Anders Simonsen Straarup ved Frydensborg Mose nær Vorbasse. Og kort efter hans tiltræden i 1917 blev interessentskabet oprettet. I/S Tørvefabrikken Fugdal havde en kassekredit på 300.000 kr. i Varde Bank i Grindsted og åbnede officielt den 24. januar 1918. Da tørvefabrikken startede, var der på forhånd solgt 10.000 ton tørv til Sydfynske Jernbaner og ligeledes 10.000 ton tørv til Odense. I den sidstnævnte levering indgik der en aftale om at Odense by sendte 100 arbejdsløse som arbejdskraft til fabrikken i Fugdal. Adskillige af de 100 fynboer holdt ikke i lang på tørvefabrikken, primært fordi arbejdet i tørvemosen og siden med bearbejdningen på fabrikken var afsindigt hårdt. Og lønnen lav i forhold til arbejdets hårdhed med 40 kr. om ugen. For øvrigt var førnævnte H. C. Larsen bogholder i Fugdal mellem 1920 og 1922. 

Flere gårde i Fugdal området var involveret i industrieventyret. Mosegården var en firlænget gård, der var ejet af A. P. Schmidt Kristensen og den lå tæt på administrationsbygningen og nogle sovebarakker. I stuehuset blev der hurtigt indrettet et stort køkken. Så stort at murene blev revet ned og skorstene derved stod frit. Ydermere kunne man i den ene længe finde fem store gruekedler til bl.a. kartoffelkogning og de blev opvarmet med tørv. I den anden længe blev der opstillet to store jernkomfurer. I storhedstiden brødfødte køkkenet mere end 300 arbejdere. I starten af maj 1918 nedbrændte store dele af gården, men den blev hurtig genopbygget. Brandskaden blev vurderet til 60.000 kr. – et ret stort beløb i 1918. 300 mand skulle der minimum beskæftiges for at kunne levere de forudbestilte 20.000 ton tørv, der som tidligere omtalt, var en forudbestilling.

Vestergård med o. 15 ha land lå længst mod vest og den lå ved ende sporet for tørvefabrikkens sidebane til Troldhedebanen. Ejeren var den navnkundige mosekonge Jes Andersen og senere overtog hans søn Anders Andersen, der drev smedeforretning på Kastanie Alle i Grindsted. Han var bedre kendt som ’den jyske smed’. Og faktisk var han landskendt på grund af hans fortæller talent. Allerede i 1916 købte kammerråd Hans Nielsen gården af mosekongen og solgte den videre til I/S Tørvefabrikken Fugdal for 84.000 kr. gården blev herefter anvendt til henholdsvis beboelse og et filialmarketenderi af Rishøj.    

I fritiden var der jo ikke meget adspredelse i Fugdal området. Tørvefabrikken opstillede derfor en barak, kaldet Tutten, hvor der var kiosk med servering og en barberstue. Barberen kom en gang om ugen med toget. Ellers tørvearbejderen taget toget fra Rishøj trinbræt til Grindsted station. I Grindsted kunne besøge navnkundige illegale værtshuse som ’Mamrelund’, ’Den Grønne Gren’ og ikke mindst de listige smugkroer Down Town. Spiritusbevilling var der jo ingen af i Grindsted og omegn. Kortspil og andet hasard samt slagsmål var meget værdsat. I 1919 opstillede KFUM en barak op på tørvefabrikkens område

Skovgården lå i den nordlige del af området. Peter Jensen købte gården af gårdejer Ole Christian Sparwath for 35.000 kr. i 1917. Gården var på små 50 ha land, men handelen kom kun igennem fordi sidesporet til Troldhedebanen blev en realitet og af- og pålæsningsforhold for tørven blev optimal. Senere blev selve gården købt af Peter Habekost, Peter Jensens fætter. På gården boede flere familier med tilknytning til tørvefabrikken. Også Peter Jensen og hans familie. Heriblandt hans søn Jens Thue Jensen, der under 2. verdenskrig blev modstandsmand og en af dem der blev henrettet ved en peloton i Ryvangen.

I alt blev der fabrikeret omkring 200 millioner stk. æltetørv og omkring 120 millioner stk. skæretørv mellem 1918 og 1928. Det har ikke været muligt at annoncere i dagbladene, som kunne have fået folk til at henvende sig om arbejde, men det var almindelig med opslag hos kro og købmand, og rygtet er også gået fra mand til mand. Der var på det tidspunkt stor arbejdsløshed i de større byer. Derfor var mange af tørvearbejderne arbejdsløse, der kom i arbejdere. Af mere eksotisk karakter var et større antal polske piger som arbejdede i Fugdal i 1918. De boede på Skovgården og i vinteren 1918-1919 boede et mindre antal russiske krigsfanger, der havde været i tysk fangenskab i Fugdal. Russerne blev i 1919 overført til en lejr i Hald og derfra via København sendt hjem til Rusland.

I 1928 udtrådte Entreprenør Peter Jensen af I/S Tørvefabrikken Fugdal og bogholder Johannes Kragfelt indtrådte som interessent i hans sted. Ved udtrædelsen udbetalte tørvefabrikken fik Peter Jensen 3000 kr. kontant og 2000 kr. i afdrag over to år. Desuden fik han alt Fugdals materiel: 25 tons skinner læsset i banevogne på Fugdals spor – uden sveller, men med bolte og spiger og tilhørende lasker. Importen af kul blev lettere efter krigen. Man blev dog ved med at fabrikere tørv i Fugdal på trods af de faldende priser, men i 1935 opløstes firmaet Tørvefabrikken Fugdal. Gårde og materiel blev solgt uden tab. Det 10-årige industrieventyr havde skaffet mange arbejdsløse mad på bordet i de strenge år og havde været med til at holde dampen oppe på industrien her på egnen. Så alt i alt vel et succesrigt eventyr.

Feltkort som museet brugte i undersøgelsen af Fugdal Mose i 2010 – Kilde: Billund Kommunes Museer