Sanders Historiske Hjørne: Jens Holdgaard, hedesagens fortaler, husmandsleder, politiker og foregangsmand

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

Mer ridder du var med din barkede hånd

End mange der pyntes med stjerner og bånd

Foto: Carsten Sander Christensen

Når man kommer kørende fra Grindsted til Sdr. Omme står der en stor mindesten på venstrehånd, opstillet for den tidligere Landstingsmand Jens Holdgaard. Det har den gjort i 82 år. Og den ovennævnte indskrift på mindestenen fortæller ganske meget om personen, stenen er rejst for. Ja for mange i hans generation. I 1939 blev stenen nemlig rejst. Egentlig hed manden Jens Christian Jensen. Han tilføjede dog Holdgaard fra den 22. marts 1905, hvor han fik kongelig bevilling til at føre navnet. Jens blev født den 30. september 1874 i Skovbyhuse i Gjellerup sogn lidt vest for Ikast på vejen mod Hammerum. Han døde den 28. oktober 1936, 62 år gammel i København. Hans far var husmand og daglejer Johannes Jensen (1844-1900) og moren hed Maren Jensen Sand (1853-1913). Faren havde dog gennem en årrække haft sin gang på gården Holdgaard nær Tulstrup lige nord for Ikast. Han gik derfor dagligt under navnet Johannes Holdgaard. Og det var Johannes bestemt ikke glad for, modsat altså sønnen.

I 1880 erhvervede Johannes sig et lille hedebrug på 5 ha lidt øst for Tulstrup. Familien levede under meget beskedne kår. Den lille Jens gik ikke meget i skole. Om sommeren 1-2 dage om ugen og om vinteren lidt flere dage. Han skulle hjælpe til hjemme på husmandsbruget og hjælpe sin mor. Det var han så ikke alene om, mange andre børn voksede op under de samme kår. De meget hårde kår prægede flere generationer af folk fra hedens Jylland i 1800-tallet. Flere udviklede en ærlig, spartansk og indadvendt livsholdning. Ole Kirk Christiansen og altså Jens Holdgaard er to gode eksempler her på egnen, hvad denne generation kunne opnå under de givne forhold. Ligesom et socialt engagement, især for dem der havde haft samme opvækstvilkår som dem selv og for andre der ligeledes havde svære vilkår.

Ligesom for mange andre blev det den kirkelige vækkelse, Indre Mission, og kristelige afholdsforeninger, han byggede denne form for sociale bevidsthed op om. Alkoholforbruget hos folk i hans omgangskreds i såvel hans barndom som hans ungdom har været nærmest overdimensioneret og af dimensioner man nok ikke kan forestille sig i 2021. Indre Mission var alternativet og den vej valgte Jens Holdgaard altså. Ivrigt og metodisk skolede han også sig selv til de opgaver han på såvel organisatorisk som politisk hold skulle komme til at løse. Gennem livet bragte det ham i modsætning til andre. Især i de politiske kredse. Organisationsvejen førte ham i første omgang over formandshvervet i Ikast husmandsforening (1907) og De sammensluttede husmandsforeninger i Ringkøbing amt (1913) til en position som “uofficiel” næstformand i De samvirkende jyske husmandsforeninger (indvalgt i bestyrelsen 1908) og medlem af De samvirkende danske husmandsforeningers hovedbestyrelse. Foreningsarbejdet i Ringkøbing amt hvor den korndyrkende driftsform dominerede på alle bedriftsniveauer havde belært Jens Holdgaard om to hovedfaktorer i forbindelse med en landmandstilværelse: at husmænd for at overleve økonomisk måtte sælge deres produkter til lønnende priser og at de derfor et godt stykke hen ad vejen havde fælles interesser med andre landmænd.

Hermed begyndte han sin kamp for husmændene på den jyske hede. En kamp som først førte ham igennem flere tillidsposter indenfor husmandsforeningerne og i perioden 1918-1924 sad han i landstinget for Det radikale venstre og i 1924-1932 sad han i folketinget for det radikale venstre. Venstre var landmændenes parti med det Radikale Venstre var husmændenes parti. I modsætning til andre medlemmer af både partiet og husmandsforeningerne, så var Jens Holdgaard talsmand for et interessefællesskab og samarbejde med gårdmændene. I 1931 blev han formand for De Samvirkende Jyske Husmandsforeninger. Fra den post var Jens Holdgaard en af drivkræfterne bag husmændenes indmeldelse i Landbrugsrådet i 1932, hvor han var vicepræsident til sin død. Indmeldelsen markerede et skift i husmandsbevægelsen. Fra at have været en forening med socialpolitiske mål blev den en mere erhvervspolitisk og økonomisk orienteret forening, der vedkendte sig fællesinteresser med gårdmændene. Jens Holdgaard fik blandt andet indført korntold og støtteordninger omkring smør-, kød- og svineproduktion. Dette blev (sammen med Danmarks først socialreform) en del af det såkaldte Kanslergadeforlig i 1933, som i dag er en del af folkeskolens historie kanon. Jens Holdgaard renes den dag i dag for at være en af husmandsbevægelsens mest betydningsfulde personer.

 

Den store indsats for hedebønderne førte til at der blev rejst en mindesten for ham i Ikast. Desforuden har Jens Holdgaard fået rejst en mindesten i Kongenshus Mindespark, fordi han beklædte posten som bestyrelsesmedlem i Hedeselskabets bestyrelse fra 1921 til 1933. Med indskriften ’Husmændenes fører – Hedesagens ven’. Årsagen til at man også rejste en mindesten i Sdr. Omme var imidlertid ikke kun hans indsats for hedebønderne, men også det faktum, at han som folketingspolitiker var med til at overbevise folketinget om, at et nyt såkaldt Statens Arbejdshus – et såkaldt åbent fængsel – der omkring 1932 skulle anlægges ude på heden, så fangerne kunne være med til at opdyrke og tilplante heden. Sdr. Omme blev valgt som stedet man byggede dette fængsel og dermed kom der en stor og betydningsfuld arbejdsplads til Sdr. Omme. I dag lever hans navn videre i navnet Holdgårdsvej, der jo går fra Grindstedvej til Statsfængslet. Paradoksalt nok mistede Jens Holdgaard sit folketingsmandat selv samme år ved valget i november.

 

Efter tabet af folketingsmandatet ved valget i 1932 Jens Holdgaards indflydelse lå afgjort på det organisatoriske plan, idet han som stedfortrædende præsident for landbrugsrådet deltog i så at sige alle vigtigere forhandlinger, hvad enten de foregik på nationalt hold – typisk om producentordningernes konkrete udformning – eller på internationalt niveau i form af handelspolitiske forhandlinger i London eller en anden europæisk hovedstad. Selv om Jens Holdgaard efter mange års organisationsvirksomhed skulle være bekendt med det taktiske spils mange irgange har man dog en vis fornemmelse af at han med sin helt igennem hæderlige og bundsolide grundindstilling ofte kom til kort over for med- og modspillernes noget professionelle sondring mellem privat og offentlig moral.

Med den fhv. radikale statsminister og landstingsformand C Th. Zahles ord til mindebogen om Holdgaard, udgivet i 1938, vil den lille klumme blive afsluttet: ’Jens Holdgaard viede alle sine manddomsår til arbejdet for andres vel. Han var også en klog mand; thi han rasede ikke i blinde mod uret og misbrug, men fandt velovervejede og virkningsfulde midler til at hjælpe undertrykte og forurettede.’