Bülows Hjørne: Ruslands lystige fætter

Af Louis Bülow

Med fænomenet Donald Trump fik USA den præsident i nyere amerikansk historie, der uden sidestykke adskilte sig mest fra alle gængse forestillinger om, hvordan verdens mest magtfulde mand traditionelt burde agere.

Såvel i Guds eget land som på den globale arena fremtrådte Donald Trump hjemmevant som en mand af folket. En farverig, grovkornet og balstyrisk bajads, der heller ikke ligefrem var kendt for sin respekt for kvinder.

Trumps bemærkninger om, at han kunne tillade sig at opføre sig overfor kvinder, som det passede ham på grund af sin status, var således velkendte.

Her turde han siges at fremkalde mindelser om en af fortidens legendariske statsmænd Boris Jeltsin, der for rullende TV kameraer kneb en kvindelig sekretær bagi i en solid vodkabrandert.

For netop 30 år siden ændrede Boris Jeltsin verdenshistoriens gang for altid, da han i de hektiske augustdage i 1991 modigt kravlede op på en af de kampvogne, som kupmagerne havde rullet ud i Moskvas gader under det mislykkede kupforsøg mod præsident Mikhail Gorbatjov. Folkestemningen vendte, og de afgørende hærenheder slog hånden af de gammelkommunistiske kupmagere.

Boris Jeltsin, der døde i 2007 efter næsten 10 år ved magten, kan sidde og klukke velfornøjet på sin lyserøde sky, når han tænker tilbage på sin tid som Ruslands præsident og de mange gange, han havnede på avisernes forsider.

Boris Jeltsin og Bill Clinton – Kilde: Wikimeia.org Public Domain

I sin bog The Clinton Tapes baseret på en lang række interviews med USA’s tidligere præsident Bill Clinton afslører forfatteren Taylor Branch, at en pæn ældre herre kun iklædt pyjamas en nat i 1995 var på vej fra Det Hvide Hus ned ad Pennsylvania Avenue i Washington, hvor han ihærdigt gjorde forsøg på at praje en taxi.

Sikkerhedsvagter gjorde klar til at pågribe og fængsle den ældre mand, der bedugget og med grødet stemme fik forklaret, at han såmænd bare var på vej ud efter en pizza – og at han i øvrigt var Ruslands præsident på besøg hos Bill Clinton. I sidste øjeblik kunne Jeltsin eskorteres tilbage til Det Hvide Hus.

Da Clinton dèngang blev spurgt, hvordan det hele endte, trak den tidligere præsident på skulderen med ordene: han fik sin pizza …

Den næste aften forvildede Jeltsin sig – endnu engang med en solid bjørn på – ned af den ydre bagtrappe på det officielle gæstehus Blair House til kælderetagen i Det Hvide Hus. Atter blev han taget af sikkerhedsvagter, der mente, at det drejede sig om en fulderik, der forsøgte at bryde ind.

Først da russiske og amerikanske sikkerhedsfolk blev tilkaldt, blev det forhindret, at den russiske præsident blev lagt i håndjern og smidt i brummen. En diplomatisk krise mellem Rusland og USA blev således afværget i sidste øjeblik.

Når en overrislet Boris Jeltsin i de glade 1990’ere ravede rundt i Kreml-paladsets store Kejser-palæ, var det næsten som at opleve en anden navnkundig Sovjetleder Nikita Khruschev.

Engang i 1950érne gik Khruschev ved en fornem middag i den amerikanske ambassade hen til den aristokratiske tidligere præsidentfrue Mrs. Eleanore Roosevelt, kildrede hende kærligt i de hvide nakkehår og mumlede:” Min lille, hvide fredsdue …”

Under et officielt besøg i Tyskland, hvor et stort orkester spillede, greb Jeltsin pludseligt taktstokken for med stort besvær at dirigere musikken. Under sit stort anlagte besøg i USA i 1959 sang Khruschev fra sin balkon i den sovjetiske ambassade hymnen Internationale, mens han dirigerede et orkester, som han hørte spille på den anden side gaden.

Og da en gruppe fornemme damer under det samme besøg råbte Buh efter Khruschev i det mondæne Hotel Plaza, drejede han resolut omkring og råbte Buh efter dem.

Ved Sovjetunionens sammenbrud gav Jeltsin brutalt Mikhail Gorbatjov dødsstødet og fratog ham uden videre ordet for øjnene af Dumaens medlemmer, mens han nærmest behandlede ham som en slags dummepeter.

På samme måde hvæssede Khruschev sit vid på Sovjetunionens ministerpræsident i halvtredserne, Nicolaj Bulganin: “Hvorfor får du ikke raget dit gamle, mølædte skæg af ?”, spurgte Khruschev ham ved en britisk reception i Moskva. Ligesom han bramfrit råbte “Ned med Gromyko!” om sin udenrigsminister Andrej Gromyko, da denne kom for sent.

Mens Jeltsin ved sin sidste præsidentvalgkamp lystigt kastede sig ud i gamle russiske folkedanse og sparkede benene ud til siderne, kunne den trivelige Nikita Khruschev under sit besøg i USA ikke dy sig for at brillere med en parodi på den franske korpige-dans Can-Can, vifte yndefuldt med jakkeskøderne for som et effektfuldt punktum at give sig selv et ordentligt klask i bagenden.

Hvor Boris Jeltsin yndede at optræde snart som en jovial og gemytlig fætter Lystig, snart som en truende russisk tankvogn, veg Khruschev ikke tilbage for i overværelse af 2000 delegerede og journalister at lave nærmest skandale ved FNs 15. generalforsamling i 1960.

Han afbrød prominente statsledere med høje tilråb, kaldte Sikkerhedsrådet en spyttebakke for endeligt at tage sine berømte sko af, svinge dem i luften og knalde dem i bordet med eftertryk. Generalforsamlingens formand knækkede skaftet på sin dirigenthammer, da han forsøgte at kalde Khruschev til orden, og afbrød så i stedet hele det tekniske system med højtalere og høretelefoner.

Men hvor kollegerne i Kreml gang på gang kom til kort overfor en Boris Jeltsin, der mestrede det politiske skakspil i magtens korridorer som ingen anden, lykkedes det i oktober 1964 at få afsat Nikita Khruschev midt i hans reformperiode.

Som en sand mester i politisk håndgemæng førte Jeltsin sig dristigt frem i Kreml og takket være et usvigeligt sikkert instinkt, taktisk snilde og formidabel handlekraft holdt han balancen på sin farlige klatretur mod magtens tinder.

Men at netop Boris Jeltsin kunne sætte sig tilrette ved eneherskerens skrivebord i Kreml, var vidnesbyrd om en politiker med stærke nerver, hårdkogt effektivitet og en robust samvittighed. Da opstanden i Tjetjenien rystede den kommunistiske verden i dens grundvold, reagerede han med en brutalitet, der ville have aftvunget selv diktator Stalin et beundrende grynt.

Som præsident fik Jeltsin tidligt i halvfemserne øje på den unge Vladimir Putin, der som en sand mester i intriger og politisk mummespil navigerede sig frem i Kreml. Jeltsin tog ham under sine stærke vinger og udnævnte ham til ministerpræsident i august 1999.

Vladimir Putin afløste den syge Jeltsin som præsident fire måneder senere og kvitterede for udnævnelsen ved som en af sine første embedshandlinger at underskrive dekret nummer 1763 af 31.12.1999.

Det sikrede Boris Jeltsin og hans nærmeste familie fuld politisk immunitet mod senere retsforfølgelse.

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.