Grindsted: Det gode børneliv, ensomhed samt politikeres troværdighed er nogle af emnerne, når Vestermarkskirken inviterer til vælgermøde om ”den bedst mulige kommune” søndag den 31. oktober kl 13.00.
Vælgermødet starter med gudstjeneste kl 10.30 til 11.45 hvorefter der serveres en dejlig frokost.(pris for frokost: 45,- kr.)
Debatklingerne er slebne og holdningerne stålsatte, når kandidater til kommunalvalget i disse uger tørner sammen til vælgermøder rundt om i kommunen. Men når Vestermarkskirken den 31. oktober klokken 13.00 inviterer til vælgermøde, er det dialogen, som er i centrum.
”Den røde tråd i vælgermødet bliver en samtale om, hvordan vi i fællesskab kan skabe den bedst mulige kommune for alle borgere,” forklarer Charley Stephansen, præst i Vestermarkskirken og uddyber:
”Vi ønsker at fokusere primært på etik, fællesskab og livskvalitet frem for eksempelvis penge, parker og motorvej. Vores fornemmelse er, at politikerne er glade for ikke altid at skulle debattere økonomi og struktur, men i stedet få mulighed for at tale om, hvordan vi sammen kan finde frem til de gode løsninger, som gør vores kommune til et bedre sted at bo. Her har vi som kirke noget særligt at byde ind med.”
Forud for debatten har politikerne fået tre spørgsmål, som debatten tager udgangspunkt i:
- Hvordan sikrer vi trivslen specielt for børn som har forældre som er psykisk sårbare og udsatte?
- Hvad kan vi gøre for at bekæmpe ensomhed?
- Hvordan ser I på visionen ”Børnenes hovedstad?
”Det har været vigtigt for os, at alle tre emner berører de fleste borgere i kommunen. Børn og unge er på mange måder en sårbar gruppe, som samtidig er kommunens fremtid, og det er vigtigt, at vi sikrer deres sundhed og trivsel,” siger Charley Stephansen og fortsætter:
”Og ensomhed er noget, som kan ramme os alle. Undersøgelser viser, at næsten hver tiende dansker føler sig ensom. Dertil kommer, at ensomhed har en stærk social slagside, hvor eksempelvis arbejdsløse har fire gange så høj risiko for ensomhed. Hvad kan vi som samfundsfællesskab gøre ved det?”
Til vælgermødet har Vestermarkskirken inviteret De Radikale, Socialdemokratiet, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og Ny Borgerlige, Lokalpolitisk Forum og Kristendemokraterne.
Vælgermødet finder sted søndag den 31. oktober klokken 13.00 i Vestermarkskirken, Nymarksvej 3
Undervejs i debatten bliver der mulighed for at stille spørgsmål på en kreativ måde fra salen.
Tilmelding er ikke nødvendig, og der er fri entré skriver Charley Stephansen i en pressemeddelelse.