Fremtidens Kulturturisme i Billund Kommune – Museumssalon i Billund Lufthavn

Den 28. oktober inviterer Billund Kommunes Museer sammen med Billund Lufthavn og Destination Trekantområdet borgere, politikere, organisationer og erhvervsfolk til dialog om, hvordan fremtidens Billund Kommunes Museer bidrager til fremtidens turisme i Billund Kommune og hele Trekantområdet til gavn for både erhvervsliv, turister og borgere.

 

’Vi er langt i udviklingen af fremtidens Billund Kommunes Museer og arbejder intenst mod realisering af nyt ambitiøst museumsbyggeri. Det er vigtigt med fortsat lokalt engagement og forankring af museet, og vi inviterer derfor alle interesserede til en åben dialog om, hvordan fremtidens museum i Billund Kommune både som museum og turismetilbud kan skabe værdi for såvel organisationer og borgere som kommune og hele Trekantområdet’,

fortæller Carina Serritzlew, museumsleder på Billund Kommunes Museer, der også glæder sig over partnerskabet med Billund Lufthavn og Destination Trekantområdet omkring museumssalonen.

 

De tre museumssaloner i 2021 bliver de første i en række saloner fremover, som Billund Kommunes Museer står bag. En museumssalon er et fagligt sammenskudsgilde med samtaler, som skaber nye perspektiver og muligheder på tværs – for ildsjæle, forskere, erhvervsliv, ngo’er og politikere.

Vi stiller spørgsmålene, deltagerne fører samtalen. Man vil støde på samtaleemner som: Hvilken rolle spiller kulturen i fremtidens destinationsudvikling? Hvorfor investere i kultur? Og hvordan kan fremtidens museum forstærke turistens oplevelser? Det kræver ingen forberedelse eller forkundskaber at deltage. Man skal bare have lyst til at møde nye mennesker og til at samtale med dem ud fra sin faglighed, holdninger og idéer.

 

Fremtidens museum har mulighed for at udvide paletten af kulturelle oplevelser, som imødekommer privatlivets behov, så kommunen fremstår som et attraktivt bosætningssted for kvalificeret arbejdskraft.  Et godt kultur- og fritidsliv kan styrke den kollektive identitet og få borgerne til at indgå i et fællesskab, som giver grund til at blive boende. Særligt de mange internationale borgere kan have brug for en basis for et socialt fællesskab, som kan give dem et lokalt tilhørsforhold og fastholde dem. Med fremtidens museum skabes også et nyt turismetilbud i kommunen, der understøtter et længerevarende ophold og bidrager til en større oplevelsespalet (reason to go, reason to stay) med afledt kommerciel vækst og udvikling.

 

Vil man med på rejsen, er sidste frist 21.10 efter først til mølle-princippet.

Bemærk at der er stærkt begrænset antal pladser.