Af Bo Trygt
Efter en stigning i anmeldte indbrud i boliger i 2. kvartal 2021, falder antallet af indbrud igen. I 3. kvartal 2021 blev der anmeldt 3.928 indbrud, et fald på 13 procent i forhold til samme periode sidste år.
Det er en positiv overraskelse, da samfundet er blevet genåbnet helt igen efter corona-nedlukningen. Mere hjemmearbejde er med til at reducere antallet af indbrud.
Der er dog forskel på indbrudstallene i de forskellige kommuner. Der har været et fald i 59 kommuner, en stigning i 37 kommuner, mens der har været præcis det samme antal indbrud i to kommuner i forhold til for et år siden.
Illustration: BoTrygt
Efter en stigning i anmeldte indbrud i boliger i 2. kvartal 2021, falder antallet af indbrud igen. I 3. kvartal 2021 blev der anmeldt 3.928 indbrud, et fald på 13 procent i forhold til samme periode sidste år.
– Corona-tiden med de tilhørende nedlukninger har haft en positiv effekt på antallet af indbrud. Derfor overrasker det meget positivt, at indbrudstallene i tredje kvartal – på trods af en fuld genåbning – fortsat falder. Men det er selvfølgelig rigtig glædeligt, siger programchef i Bo trygt!, Britt Wendelboe.
Der er dog forskel på indbrudstallene i de forskellige kommuner. Der har været et fald i 59 kommuner, en stigning i 37 kommuner, mens der har været præcis det samme antal indbrud i to kommuner.
Hjemmearbejde giver færre indbrud
Flere danskere er begyndt at arbejde mere hjemme, og det er til ulempe for indbrudstyvene. En ny rapport fra Center for Kriminalitetsanalyse dokumenterer den kriminalpræventive effekt, som corona-nedlukningerne med udbredt hjemmearbejde har haft på indbrud.
– Hjemmearbejde reducerer risikoen for indbrud. Derfor ligger der et stort præventivt potentiale i øget hjemmearbejde. Der er ingen tvivl om, at corona-nedlukningerne havde en gavnlig effekt i forhold til at undgå indbrud. Nedlukningerne betød, at mange opholdt sig hjemme, og det medførte mere liv og i indbrudssammenhæng ‘overvågning’ i boligkvartererne. Nabohjælp er et godt middel mod indbrud, og hvis flere fremover arbejder hjemme og holder øje med det, der foregår i nabolaget, så vil det kunne hjælpe til at reducere antallet af indbrud, siger Peter Kruize, der sammen med forskerkollega Britta Kyvsgaard har udarbejdet undersøgelsen for Bo trygt!
Skab mere liv i dit kvarter
Hvis man arbejder hjemme, er det en god idé at skabe liv i kvarteret.
– En indbrudstyv vil ikke se eller møde nogen, der senere vil kunne genkende ham. Det er derfor, at liv og tilstedeværelse i et nabolag forebygger indbrud. Her rummer hjemmearbejde gode muligheder. Gå fx en tur rundt i nabolaget, når det er tid til en pause, eller gå ud i haven og kig ind til naboen, mens du klarer et telefonopkald.
– Om lidt begynder skolernes efterårsferie, og mange rejser en tur til udlandet eller tager i sommerhus. Her opfordrer vi alle til at lave aftaler med naboerne om at kigge efter deres bolig, mens de er væk. I Nabohjælps app kan man sætte feriehjælpen i system, men den gode, gammeldags snak henover hækken virker også. Hvis indbrudstyven fornemmer, at folk holder øje, vil han med al sandsynlighed gå igen, siger kommunikationskonsulent i Nabohjælp, Sarah Risbøl Jacobsen.
Sådan nedsætter du risikoen for indbrud
Selvom der sker færre indbrud i boliger, er der stadig for mange. Derfor arbejder Bo trygt! for en fortsat kraftig reduktion af antallet af indbrud i private hjem.
– Danskernes huse kan sikres langt bedre mod indbrudstyve, og vi kan blive bedre til at kigge efter hinandens boliger. Danmark har stadig langt flere indbrud end vores nabolande, og derfor skal vi fortsætte indsatsen, siger programchef Britt Wendelboe.
Du kan bl.a. sikre din bolig ved at:
- Sætte sikringsbeslag på dine vinduer og skrue glaslisterne fast med sikringsskruer.
- Montere et dørgreb med lås på terrassedøren.
- Skifte låsen på hoveddør og kælderdør.
- Sætte lås på skuret.
- Installere udendørs lys med sensor.
- Klippe hækken ned til højst 1,6 meter og gerne 1 meter.
- Tilmelde dig Nabohjælp.
Læs mere: Sådan sikrer du dit hus mod indbrud