Bæredygtigheden var i fokus ved fint besøg i foreningen Grindsted den grønne hovedstad

Stephanie Lose og Annette Lundgaard - Foto: Marie Juncher

Stephanie Lose (V), Stephanie Storbank (V) og Annette Lundgaard (V) lagde torsdag den 28. oktober vejen forbi ’Det grønne hjørne’ til en snak om grønne potentialer, samarbejde på tværs og forurening.

Det er ikke nogen hemmelighed, at et kommende kommunal- og regionsvalg venter lige om hjørnet. Det kan også mærkes i NGO-foreningen, Grindsted den grønne hovedstad, hvor flere politikere fra alle fløje har vist øget interesse for foreningens arbejde og visioner gennem det sidste stykke tid. Det blev meget tydeligt, da borgmesterkandidat i Billund Kommune, Stephanie Storbank (V), havde inviteret regionsrådsformand, Stephanie Lose (V) med på besøg i Grindsted den grønne hovedstads lokale, ’Det grønne hjørne’ til dialog med formand for foreningen, René Heiselberg Gier. Annette Lundgaard, skoleleder og opstillet til regionsvalget for Venstre, deltog også i mødet sammen med næstformand fra foreningen, Tommy Mikkelsen.

-Det er vigtigt for os, at kommunen ønsker at samarbejde med os og kan se os som en aktiv medspiller for bæredygtighed i Billund Kommune. Vi ønsker at indgå i en dialog med dem, om hvordan vi kan være med til at styrke fællesskabet her i Grindsted by og få noget stolthed tilbage igen. Det er ikke nogen hemmelighed at forureningshistorien vejer tungt, og der er mange følelser involveret. Vi skylder vores fremtidige generationer at få ryddet op, og derfor synes vi, at det er vigtigt, at den åbne dialog fortsætter, med både kommunen og regionen, sagde formand for foreningen, René Heiselberg Gier.

Lokal opbakning har stor betydning
Besøget var netop fyldt med den åbne dialog. Formanden fortalte om visionen og kom nærmere ind på de 8 temaer i visionen om Grindsted som den grønne hovedstad. Herunder blev der særligt talt om ressourceoptimering, og at netop dét var noget, som borgere i kommunen hver især kan være sammen om. Det var tydeligt at, både politisk og personligt, var dette noget der lå de besøgende politikere meget på sinde.

-Vi har en rigtig god dialog med kommunen, og vil gerne samarbejdet med dem endnu mere. Derfor synes jeg, at det er spændende, at de viser interesse for vores foreningsarbejde. For vi er kun lige begyndt, sagde René Heiselberg Gier.

Der var desuden enighed om, at netop den lokale opbakning – både fra borgere, virksomheder, institutioner, skoler og kommunen, er altafgørende for udviklingen af lokale, bæredygtige projekter i fremtiden. Her skal Grindsted gå forrest, mener foreningen, turde fejle, udvikle og evaluere på de tiltag der igangsættes. Herefter kan fællesskabet løfte det videre i andre byer i kommunen, regionen og eventuelt også nationalt og globalt. Det handler om at lave de gode løsninger – sammen.

At bæredygtighed fylder meget under det kommende kommunal- og regionsvalg, fremgår tydeligt af politikernes valgprogrammer her til valgene den 16. november 2021.

 

Foto: Marie Juncher

Foto: Emilie Serina Pil Rasmussen