Nu kommer der liv i Kastaniehjørnet

Pr-Foto: Kirkbi A/S

Gennem to år har borgere og besøgende i Billund fulgt med i, hvordan boligbyggeriet på hjørnet af Hans Jensens Vej og Vejlevej tog form. Nu står Kastaniehjørnet færdigt, og i den kommende tid vil der komme endnu mere lys og liv i vinduerne, efterhånden som beboerne rykker ind.

Kastaniehjørnet er designet med udspring i Billund Byvision og er resultatet af et samarbejde mellem KIRKBI, Billund Boligforening og Billund Kommune. Tilsammen rummer bygningen 63 boliger fordelt på 28 private og 25 almene udlejningsboliger samt 10 plejeboliger. KIRKBI har været delegeret bygherre for projektet med det overordnede ansvar for byggeriet skriver KIRKBI i en pressemeddelelse.

Global ejendomschef i KIRKBI, Steen Pedersen, siger:
”Det glæder mig, at vi sammen med Billund Kommune og Billund Boligforening nu kan byde beboerne velkommen i Kastaniehjørnet. Sammen med Butikstorvet overfor bidrager Kastaniehjørnet til at skabe en mere tæt og indbydende bymidte med en god blanding af arbejds-, hverdags- og byliv, som er en af hjørnestenene i Billund Byvision.”

Bæredygtig arkitektur
Kastaniehjørnet er opført efter høje standarder med hensyn til bæredygtighed, og der er blandt andet lagt vægt på materialer af god kvalitet, der kan genanvendes. Bygningen er forsynet med solceller, og på tagene er der anlagt sedum med en særlig blanding, der skal tiltrække flere insekter og dermed øge biodiversiteten. Det er Bjarke Ingels Group, der har tegnet den 5.700 m2 store bygning på seks etager i hjertet af Billund.

At Kastaniehjørnet forener flere boligtyper under samme tag er ifølge formanden for Billund Boligforening, Jørgen Bjerg Sørensen, en fordel for hele projektet:
”Som en almen boligorganisation er det et privilegium at kunne tilbyde boliger i en arkitekttegnet bygning af denne kaliber. Samtidig er vi i Billund Boligforening af den opfattelse, at en bred og varieret beboersammensætning giver robuste og positive beboerfællesskaber. Det har vi set i andre byggerier, og det, tror vi, bliver en af styrkerne i dette byggeri, hvor forudsætningerne for at samle forskellige beboere under samme tag er ekstraordinært gode. Allerede nu har etableringen og samarbejdet i ejerforeningen været en spændende proces, hvor vi har fået skabt nogle gode rammer for fremtidens beboere og driften af boligerne.”

Stueetagen er Kastaniehjørnet forenet med Billund Plejehjem via en korridor, og bygningen rummer i alt 10 boliger, som er særligt indrettet til beboere med demens.
”Kastaniehjørnet er endnu en milepæl for Billund. Byens nye boliger fremstår som en arkitektonisk perle med sit legende udtryk. Samtidig er kombinationen af private boliger, almene udlejningsboliger og demensboliger helt unik, og det giver en nødvendig udvidelse af Billund Plejecenter, hvor vores ældre borgere får mulighed for at deltage i det fælles gårdmiljø”, siger Ib Kristensen, borgmester i Billund Kommune.