Deltag i uddelingen af Handicapprisen 2021

Vær med når Billund Kommunes Handicapråd hædrer lokale initiativer til gavn for personer med handicap. 

 I anledningen FN’s Internationale Handicapdag uddeler Handicaprådet årets Handicap­priser. Arrangementet foregår i år torsdag den 2. december fra kl. 17.00 til 19.00 og er åbent for alle.

To priser skal uddeles
Handicapprisen er ligesom sidste år delt i to, hvoraf den ene prismodtager er valgt direkte af Handicaprådet og den anden på baggrund af indstillinger.

”Det at have modtaget Handicapprisen gør en forskel i, at vi har fået anerkendt vores arbejde. At man har og får mere lyst til at forsætte med at hjælpe dem på kanten af arbejdsmarkedet. Og så har prisen også betydet, at vi har fået flere medlemmer i gruppen,” siger Linda Christensen som lokal repræsentant for Landsforeningen af fleks- og skånejobbere, der sidste år vandt en af Handicappriserne.  

Linda Christensen – Foto: René Lind Gammelmark

Den oplevelse deler Inge Nielsen, leder for ATE-afdelingen på LEGO, der modtog sidste års anden Handicappris:

Jamen det gør en kæmpe forskel, at vi har modtaget Handicapprisen. Det betyder, at vi får anerkendelse for det arbejde, vi går og laver, og det giver en vis stolthed for de medarbejder og borger, vi har i afdelingen. Præmien har vi planer om at bruge på en social aktivitet, hvor vi kan være samme, fået lidt godt at spise, hygge og grine.”

Med hver pris følger 10.000 kr. Modtagerne af priserne offentliggøres ved selve prisoverrækkelsen. Prisen uddeles til personer, virksomheder eller foreninger, som har igangsat særlige initiativer eller gør en særlig indsats for personer med handicap i Billund Kommune

Inge Nielsen, ATE – Foto: René Lind Gammelmark

Underholdning ved Ronnie Flyvholm
Til prisoverrækkelsen vil der være en let forplejning til alle fremmødte, og imellem pris­uddelingerne vil deltagerne kunne nyde god musik og sang ved den lokale Ronnie Flyvbjerg Olesen.

Alle er velkomne til prisoverrækkelsen, og det er gratis at deltage. Af hensyn til forplejning kræves tilmelding til arrangementet. Tilmelding skal ske senest den 23. november 2021 på handicapraadet@billund.dk eller på tlf. 72 13 11 86.

  

Fakta:

  • Billund Kommunes Handicappris uddeles til lokale personer, virksomheder eller foreninger, der står bag særlige initiativer for kommunens handicappede borgere. Med hver af de to priser følger 10.000 kroner.
  • Tid og sted: Torsdag den 2. december kl. 17-19 i Frivillighedscenteret, Nymarksvej 10, Grindsted.
  • Tilmelding nødvendig af hensyn til forplejning – senest den 23. november 2021 på handicapraadet@billund.dk eller på tlf. 72 13 11 86.
  • Yderligere information om handicapprisen: billund.dk/handicapprisen