Af Louis Bülow
Natten mellem den 9. og 10. november 1938 er gået over i historien som Krystalnatten – det er en betegnelse der henviser til de bjerge af knuste ruder og glassplinter, der flød overalt i de tyske gader og stræder.
Nazistiske horder med Hitlers SA-bødler i spidsen drog hærgende gennem tyske byer på klapjagt efter jøder, som de mishandlede og myrdede efter behag. Mange tusinde jødiske hjem, butikker og gamle kirkegårde blev stormet og raseret, 26.000 jøder smidt i de nazistiske KZ-lejre, og 91 jøder blev pryglet og tæsket til døde.
Men denne nat skulle jøderne få hjælp fra en ganske uventet kant. Et af Adolf Hitlers store idoler, den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Max Schmeling, satte alt på spil for at redde to jødiske børns liv i Berlin.
Krystalnatten – Kilde: Wikipedia – collage: Louis Bülow
Allerede i første halvdel af trediverne havde Max Schmelings legendariske bedrifter i bokseringen fået Hitler til at spidse ører. Schmeling kunne udnyttes som en folkekær paradefigur, og han blev snart spændt for naziregimets politiske propagandavogn.
Hans folkelige popularitet nåede uanede højder, og side om side med Hitler-slogans, hagekors og nazistiske slagsange dukkede han op overalt i landet: biografernes ugerevyer, aviser og den tyske radio. Han sås hér, dér og alle vegne: til te hos Hitler i Rigskancelliet, til middag hos propaganda-minister Goebbels, til jagtselskab hos Rigsmarskal Göring.
Men næsten 50 år efter krigens afslutning blev det afsløret, at Max Schmeling havde spillet sit helt eget spil i nazitidens Tyskland og i godhedens tjeneste søgt at sabotere Hitlers planer om jødernes udryddelse.
Ikke alene modstod han et massivt pres fra naziregimet og nægtede i alle årene at melde sig ind i det nazistiske parti. Han holdt stædigt fast ved sine jødiske venner og bekendte, ligesom han nægtede at fyre sin mangeårige jødiske manager.
Under Krystalnatten reddede han to jødiske børns liv ved at skjule dem i sin suite i det fashionable Excelsior Hotel i Berlin. Den 14-årige Henri Lewin og hans bror, den 15-årige Werner Lewin, var på flugt og undgik denne nat at komme til at dele skæbne med andre ofre for nazisternes terror.
Schmeling talte aldrig om sin redningsaktion den nat i november 1938, hverken i dè mange interviews, han gav i årenes løb, eller i sine erindringer. Han nøjedes med at sige til Lewin-brødrene, at det var hans pligt at hjælpe dem. Der var ikke noget valg. Historien kom kun for dagens lys, da et af børnene – Henri Lewin – i 1989 besluttede at løfte sløret for de dramatiske begivenheder.
Den 6. december afholdt Henri Lewin som ejer af det legendariske Sands Hotel i Las Vegas en gallamiddag til ære for netop Max Schmeling. Tusinde fremtrædende mennesker fra det politiske liv, sportens verden og showbusiness deltog i det storstilede arrangement, blandt andre Muhammad Ali. Ved et andet bord sad Schmeling sammen med den daværende sværvægtsmester Mike Tyson.
Med tårer i øjnene tog aftenens vært Henri Lewin på et tidspunkt mikrofonen og stillede sig foran de mange gæster, mens han fæstnede blikket på Max Schmeling – og for første gang fortalte han historien om sin og broderens redning under Krystalnattens inferno.
Jødisk forretning i Berlin efter krystalnatten den 9. november 1938 – Kilde: Wikipedia
Forretningsmanden David Lewin, faderen til Henri og Werner Lewin, ringede den skæbnesvangre nat i desperation til Excelsior Hotel og bad om at måtte tale med Max Schmeling, der i gennem mange år havde været fast kunde i hans eksklusive tøjforretning. Han tryglede Schmeling om at bringe de to drenge i sikkerhed, og denne tøvede ikke: kom med drengene!
Brødrene blev modtaget af Schmeling, der lod dem indlogere i det ene af hotelsuitens to soveværelser. De fik at vide, at de under ingen omstændigheder måtte forlade suiten eller lukke op for nogen. Schmeling meddelte hotellets reception, at han var syg og ikke ville forstyrres.
I dagevis tog Max Schmeling sig af de to knejte, som var de hans egne børn, og sørgede fyrsteligt for dem med middag i suiten og sandwich om aftenen med limonade – alt imens nazistiske horder trawlede Berlins gader igennem i jagten på flygtende jøder.
Da de brutale voldshandlinger efter adskillige dage begyndte at ebbe ud, bragte Max Schmeling de to drenge tilbage til deres forældre i sin bil og hjalp derefter med at få hele familien ud af landet i sikkerhed og videre til et nyt liv i USA.
Efter krigen sad Schmeling kortvarigt fængslet, men han forblev i Tyskland og måtte i mange år kæmpe mod beskyldninger om nazi-sympatier. Hitlers tamme kanariefugl, lød det hånende om ham. En opportunist, der alt for villigt lod sig bruge af regimet, sagde man.
Det lykkedes Max Schmeling at komme på fode igen som en succesrig forretningsmand indenfor Coca-Cola koncernen, ligesom han i årenes løb modtog utallige udmærkelser for sine præstationer i bokseringen.
I 1958 blev Schmeling udnævnt til æresborger i Los Angeles, i 1971 modtog han den fornemme tyske orden Bundesverdienstkreuz, i 1987 blev han hædret som Tysklands sportshelt nr. 1 gennem tiderne. Også Berlins store multiarena blev opkaldt efter boksesportens legendariske ikon: Max-Schmeling-Halle.
Max Schmeling endte sine dage dybt respekteret, ikke alene som sportsmand men også som Tysklands måske mest gavmilde filantrop. Der var landesorg, da han døde den 2. februar 2005, 99 år gammel, i sit hjem i Hollenstadt. Han efterlod sin betydelige formue til en velgørende fond.
Hans generøsitet viste sig også i hans mangeårige venskab med ærkemodstanderen Joe Louis, som han i årevis støttede økonomisk, efter at denne var gået konkurs med en millionskattegæld.
Max Scmelling og Joe Louis – Kilde: Wikipedia
Diskret og regelmæssigt sendte han penge til vennen i USA, og da Joe Louis døde i 1981, bad Max Schmeling Henri Lewin overbringe enken en check på USD 5.000 til hjælp til begravelsen.
