Af Louis Bülow
Et fjernt erindringsbillede toner frem. En råkold vinteraften i december for små 15 år siden lige op til julehøjtiden i min lejlighed med storbyens larm og trafikstøj som en svag summen i det fjerne.
Pludseligt flænses stilheden af en telefons ubarmhjertige ringen. Displayet viser Ukendt nummer, og med en vis forsigtighed tager jeg røret: – Det er Anker Jørgensen, lyder det i den anden ende.
Hér sidder jeg nu med dig – min barndoms store forbillede – i telefonrøret. Du var mine unge års folkekære mentor, som jeg sendte mit livs allerførste artikelforsøg til dengang i 1960’erne, da jeg som 14-årig skoledreng huserede i det fattige landbosamfund i Hejnsvig, og du sad i Hovedstaden som redaktør for Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagbladet.
Anker Jørgensen i sit livs efterår – Kilde: Kristian Møller
På mange redaktioner ville en artikel af den art – nærmest en skolestil – blive kylet i papirkurven, men med dig for bordenden havde storsind og generøsitet gode kår på redaktionsgangen.
Nænsomt tager du tid til at sende et langt og personligt brev til den unge skribent fra syvende kartoffelrække, hélt dérude hvor kragerne vender, i stedet for redaktionens sædvanlige standard-skrivelse med høfligt afslag.
I barndommens gade i Hejnsvig bliver der de følgende dage kigget langt efter landpostbudet, og allerede få dage senere smider han en kuvert fra hovedstaden ind gennem vor brevsprække. Den rammer gulvet med den velkendte dumpe lyd og indeholder et brev fra dig med flere sider med velmente råd, hjertevarme ord og en dybtfølt opfordring til at turde byde livet op til dans.
Dit brev fik stor betydning for en skoledreng fra små kår med drømme og håb i skoletasken.
Kære Anker. Hér fem årtier senere sidder jeg – Hejnsvig-knejten fra dengang – i min lune lejlighed med dig i telefonen. Du ringer for at snakke om min eventuelle medvirken til en selvbiografisk bog, du har i tankerne.
Foto: Kristian Møller
Dén mindeværdige aften skal jeg opleve dig mærket af alderdommens skrøbelighed, javel, men stadigt med en ukuelig livskraft og viljestyrke i behold.
Nok karrig med store ord og armbevægelser men ikke fedtet med erindringsglimt tager du mig dén aften med med ned ad Memory Lane til en timelang snak om dit lange livs spændende oplevelser og mennesker, du havde mødt.
Du bladrede i mindernes bog og fortalte om din tante Karla, der i slutningen af 1920’erne tog dig i pleje i sin lille arbejderlejlighed i Bådsmandsstræde 10 A i det indre København. I små kår skulle du blive forundt en vidunderlig barndom og opvækst i stedet for at blive stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.
Tante Karla lod dig optage på Det Kongelige Vajsenhus’ Skole for forældreløse børn, for som hun sagde: ”Hvis jeg falder bort, er du bedre sikret på den måde.”
På Vajsenhusets skole var spanskrør, streng disciplin og udenadslære bærende undervisnings-principper, og salmevers, kongerække, hovedstæder og floder hamres ind i Jeres hoveder.
Du havde det mere end svært med al det terperi, og i din karakterbog fra dengang kunne du læse ikke så få bemærkninger som Urolig i timen … ikke læst på lektierne … har glemt penalhus.
Du fortalte – med et lunt glimt i øjet – om din gamle lærer Floor, der sukkede opgivende: ”Hvad skal det dog blive til med dig? Det ender jo med, at du bliver en af dem, der går rundt på gaden …”
Efter at være gået ud af Vajsenhusets Skole knoklede du en vis del ud af bukserne som svajer i en grøntforretning, du sled som arbejdsdreng på en låsefabrik, slæbte brunkul og tørv ned i villakældre, du arbejdede som snerydder og bankede rust på Amerikabåden Dronning Maud på et skibsværft.
Du løftede sløret for, at du i slutningen af 1940’erne i KB-Hallen fik øje på Ingrid fra Pindstrup med den hvide bluse, den grønne nederdel, sløjfe i håret og fletning. Efter flere danse kunne du drage hjem med Ingrids telefonnummer i hånden og skrive i din dagbog tirsdag den 20. april 1948: Mødte sød pige (Ingrid Qvist), som jeg aftalte møde med.
Et halvt år senere kimede Marie Magdalene Kirke på Djursland til bryllup, og du og Ingrid blev smedet i hymens lænker i november 1948.
Selv som statsminister blev du boende på Borgbjergvej i Sydhavnen sammen med Ingrid og de 4 børn i en almennyttig lejlighed på 3. sal. Du sagde nej til al prunk og luksus på Marienborg ved Bagsværd Sø: “Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus.”
Som landets førstemand fra 1972 og 10 år frem kom du på fornavn med danskerne – på hat med de store og på bajer med bumsen. Lige hjemmevant færdedes du til kaffe og kage hos Maren i kæret, til en bajer med gutterne på hjørnet som til nytårskur, taffel og gallamiddag på Amalienborg.
Der var i øvrigt en rigtig god kemi mellem dig og den unge dronning Margrethe, der beskrev dig ”sådan ligeud ad landevejen … Krag havde set mig som fummelfingret teenager. Det gjorde Anker Jørgensen ikke.”
Da alderen indhentede dig, og bentøjet ikke kunne mere, måtte du efter 50 år sige endegyldigt farvel til lejligheden. Som den første forhenværende statsminister nogensinde fravalgte du mere mondæne løsninger for at flytte ind på et offentligt plejehjem i sit gamle arbejderkvarter.
Men selv svækket og krumbøjet kom du trofast i Sydhavnen og nød en bajer med de gæve gutter. Du bestilte altid kaffe og æblekage i pavillonen på Mozarts Plads, og som en af gutterne sagde:
”Vi elsker Anker. Vi elsker alle sammen Anker. De andre nikker …”
Da Anker Jørgensen engang havde en lang snak med forfatteren Alex Frank Larsen om livet og døden, var han ganske usentimental i mælet:
”Vi forsvinder alle ud af historien, selv de største navne bliver glemt. En højt elsket bedstemor siver lige så stille ud af børnebørnenes erindring. Det er ikke noget at blive sentimental over. Sådan er det. Men på sin vis har ethvert menneske levet så interessant, at det fortjener at blive husket.”
