Nu indføres tidsbestilling til PCR test igen

Foto: Marianne Thorø

Efterspørgslen på PCR-test stiger. For bedre at kunne undgå køer og ventetid er der fra fredag 12. november indført krav om tidsbestilling ved alle faste PCR-teststeder. Samtidig stopper PCR-teststederne også med at tilbyde hurtigtest, da der nu igen er hurtigteststeder i alle kommuner.

Der er mange, der gerne vil PCR-testes. Det har betydet længere køer ved teststederne.

For at mindske køer og unødig ventetid for de borgere, der skal testes, skal du fra fredag 12. november booke tid på coronaprover.dk, inden dit besøg på teststedet. Akkurat som du skulle før sommerferien. Kravet om tidsbestilling gælder i hele landet.

Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, siger:

– Der er flere, der gerne vil testes nu, og det har flere steder givet længere ventetid. Hvis vi skal undgå lange køer og sikre et godt flow, så er vi nødt til at have tidsbestilling. Med tidbestilling kan vi sikre, at teststederne ikke sander til på nogle af dagens mest travle tidspunkter. Vi har allerede lagt en masse testtider ud i bookingsystemet, og der kommer flere endnu.

Der bliver løbende skruet op for PCR-testkapaciteten i hele landet. Således også i Region Syddanmark.

De eneste steder, hvor der er mulighed for test uden tidsbestilling, er ved de testbiler, som tester i nogle kommuner på udvalgte dage.

Det fremgår af testkortet, hvor du kan blive testet uden tidsbestilling.

De første tider er allerede tilgængelige for bestilling på coronaprover.dk, og flere følger så hurtigt de kan blive lagt ud.

Hurtigtest i alle kommuner

Fra fredag morgen vil PCR-teststederne ikke længere lave hurtigtest. Fremover er det altså alene ved de hurtigteststeder, som Carelink driver i alle kommuner, der er mulighed for hurtigtest.

Kurt Espersen siger:

– Carelink er tilbage med hurtigtest i alle kommuner. Det betyder, at regionens PCR-teststeder kan fokusere på at lave PCR-test. Det er også med til at sikre et bedre flow og mindre kødannelse, at de ikke også skal foretage hurtigtest, da der er tale om to forskellige arbejdsgange ved de to typer test skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.