GrindstedArkivet genoptager sine traditionelle arrangementer, hvor personer, der bor eller har boet i Grindsted, fortæller om deres liv og levned. Denne gang har showmanden Leif Fabricius lovet at komme.
Leif begyndte sit liv i Starup, men flyttede til Grindsted og gjorde sin skolegang færdig på Nordre Skole. Han blev senere uddannet som lærer og var lærer i 16 år, før han kastede sig ud i teater og showbizz på fuld tid.
Det er i denne rolle, vi kender ham bedst i dag – som revyforfatter, skuespiller, musiker og show-man i videste forstand. Han var initiativtager til og leder af Esbjerg revyen i adskillige år og har været tekstleverandør til nogle af Danmarks bedste entertainere.
Vi tror, at han let kan fastholde vores opmærksomhed med sin personlige fortælling denne søndag eftermiddag skriver GrindstedArkivet i en pressemeddelelse.
GrindstedArkivet står for arrangementet i 10. klasse centret, Tinghusgade 16 søndag 21. november kl. 14.
Det koster 50,- kr. for medlemmer af GrindstedArkivet at deltage, mens ikke medlemmer skal betale 100,- kr.
Se også GrindstedArkivets hjemmeside