Tonni Christiansen fejrer den 16. november 2021 25-års jubilæum på IFF

Tonni Christiansen - PR-Foto: IFF

Tonni Christiansen, Vedligeholdelsesafdelingen, IFF (tidligere DuPont Nutrition & Biosciences), Grindsted, kan fejre 25-års jubilæum den 16. november  2021

 

Tonni, som oprindeligt er uddannet skorstensfejer, valgte for 25 år siden at prøve kræfter med én af byens store fabrikker, Danisco.

Tonni blev ansat i Combi og senere i Spray 5 som procesoperatør.

Efter nogle år der blev det tid til nye udfordringer i den gamle B6 fabrik med brint autoclaver, og i fabrik 1800 i natriumtårnet.

Efter at have været i produktionen i en del år, blev Tonni ansat i Portvagten, hvor han varetog portvagtsopgaverne med den autoritet, som han besidder sammen med sit gode humør.

Efter 5 år i portvagten valgte Tonni at søge tilbage til daghold i produktionen. Her var han en kort tid, inden han blev ansat i Facility og Vedligeholdsafdelingen.

Her er Tonni ansat i dag, hvor han med sin store kreativitet og opfindsomhed løser rigtig mange opgaver. Selv opgaver, som ikke lige umiddelbart har en ligetil løsning, får Tonni knækket koden til og løser.

Med Tonni´s arbejdsopgaver kommer han omkring på hele fabrikken, og her er Tonni meget vellidt. Han dukker altid op med smil på læben, en frisk bemærkning og en humor, alle kan lide.

I Facility er Tonni en god kollega, som gerne giver gode råd med på vejen. Han kan lide at der er styr på tingene og opryddet med 5S på værkstederne. Alt mekanik skal fungere, smøres og vedligeholdes på et niveau, så det altid er klar til brug.

Udover de faste arbejdsopgaver er Tonni også en del af IFF lokale beredskab, hvor Tonni´s mange år og kompetencer som brandmand ved Falck bliver brugt. Han har også haft en periode i Sportsforeningens bestyrelse.

 

Jubilæet fejres fredag den 19. november 2021 med en reception kl. 09.30, samt efterfølgende frokost for familie, venner og kollegaer.