Soroptimister farver verden Orange

SI Grindsted-Billund - PR-Foto

Orange er farven på FN’s kampagne ”Stop vold mod kvinder”, som strækker sig fra den 25. november til den 10. december.

Sammen med mere end 40 danske soroptimistklubber markerer SI Grindsted-Billund kampagnen den 27. november 2021 mellem kl. 10 og 12.

Formålet med vores aktion er at støtte op om den verdensomspændende FN-kampagne, ”Stop vold mod kvinder”. De voldsramte kvinder skal vide, at vi står sammen for at hjælpe dem ud af de svære vilkår. Hele samfundet skal gøres bekendt med problemet. Det er vigtigt, at kvinderne kan få hjælp og kan føle sig sikre på, at hjælpen er der, når behovet opstår.

Også i Danmark er der grund til at gøre opmærksom på de orange dages fokus på afskaffelse af vold mod kvinder.

Hvert år udsættes 38.000 kvinder for partnervold, og 2.000 kvinder er på krisecenter.

Årligt udsættes ca. 9.500 unge kvinder i aldersgruppen 16 til 24 år for vold fra en nuværende eller tidligere kæreste, og en ud af 5 kvinder oplever chikane på nettet.

Ca. 33.000 børn lever i familier med vold.
I kan møde Soroptimisterne fra Grindsted-Billund i bymidterne i både Grindsted og Billund, hvor vi pynter Handelsforeningernes juletræer med orange pynt og uddeler informationsmateriale og orange frugt. Vi bliver lette at få øje på med vores flotte orange tørklæder.

Pynten på træerne hænger weekenden over og er kreeret af genbrugsmateriale fra kunstværket ”Together Apart”, som prydede Billund Centret i november 2020.

Torben Christiansen, formand for Billund Handelsforening udtaler: ”Vi glæder os til at se juletræerne med den flotte orange pynt og bakker gerne op om at få dette vigtige budskab ud”.

Soroptimist International Grindsted-Billund er del af en verdensomspændende organisation med taleret i FN. Vi arbejder gennem projekter og fortalervirksomhed med at forbedre vilkårene for kvinder og piger, lokalt, nationalt og internationalt. I vores arbejde har vi fokus på FN’s 17 verdensmål, bl. a. verdensmål nr. 5 Ligestilling mellem kønnene.

Læs mere om Orange Dage og Soroptimisternes øvrige aktiviteter på www.soroptimist-danmark.dk/grindstedbillund