SANS BILLUND – 22 skulpturer samskabt med børn i anledning af Børnenes Hovedstads 10-års fødselsdag

De første kæmpe skulpturer i metal er snart på vej til Vejlevej. Her ses et af værkerne i produktion. - PR-Foto CoC

Snart åbner Sans Billund, Billunds nye ”byporte” ved indfaldsvejene.

Da CoC Playful Minds satte sig for at gøre det synligt for alle, der ankommer til Billund, at nu er man ankommet til Børnenes Hovedstad, spurgte de børnene til råds. Det er der i samarbejde med billedkunstner Karoline H. Larsen kommet 22 meget store og farvestrålende skulpturer ud af.

De placeres i løbet af december i forløb på Vejlevej, Båstlundvej og i rundkørslen ved Sagro.

Børn fra bl.a. Kulturskolen tog indledningsvis på “sansevandring” i byen. Nogle af børnene lagde sig omvendt på bænkene, så det så ud som de fløj, andre lagde sig i græsset og mærkede jorden med krop og hænder. Nogle brugte tyngdekraften til at hænge på hovedet i stålrørene på vejskilte og rækværker. Eller “spillede klaver” med tæerne i bækkens rindende vand.

Sansevandringerne blev detaljeret fotograferet. Børnene bearbejdede efterfølgende de mange fotos – bl.a. ved at klippe kroppe ud og kombinere dem på nye måder til et væld af mangfoldige, vildt voksende figurer.

Det blev til et væld af fantasifulde, sjove, pragtfulde, overraskende, utæmmelige skitser. Dem har Karoline H. Larsen med stor respekt bearbejdet – og forstørret til kæmpe formater.

Kunstneren Karoline H. Larsen var sammen med lokale børn på sansevandringer i Billund. Efterfølgende klippede børnene de mange fotos fra sansevandringerne ud og skabte kollager af nye figurer – PR-Foto: CoC

Skulpturerne er i disse uger ved at blive udskåret i stålplader og lakeres i farver, som børnene har fundet inspiration til ved at betragte sommerblomsterne på engen ved lufthavnen.

Samtidig er entreprenører ved at klargøre fundamenterne til de mellem 3 og 9 meter høje skulpturer.

 

Alle skulpturerne er opstillet inden jul.

Kunstværkerne er støttet af KIRKBI, Statens Kunstfond og Billund Kommune skriver CoC Playful Minds i en pressemeddelelse.