Af Carsten Sander Christensen
Der han red fra Gullandsborg
Ham vel fulgte hundred svende
Der han red over Randbøl Hede
Ham vel fulgte atten svende
Der han red over Ribe Bro
Da red den herre alene.
Vorbasse Studevej på Randbøl Hede – måske den vej Valdemar Sejr red i 1200-tallet – Privatfoto
I den allerøstligste ende af Billund Kommune, omkring Slauggård Plantage i Vorbasse sogn, snor resterne af en godt 1.000 år gammel vej sig sydover. Ja nogle historikere mener, at vejsystemet har fungeret i flere tusinde år. Den høje alder skyldes, at vejen snor sig langs vandskellet på den Jyske højderyg. Dvs. man undgik moser og andre sumpede vandområder langs vejene. Den omtalte vej er en del af det gamle vejsystem i Jylland, med 3-4 længdegående transportveje fra Nordjylland til Altona i syd. Den primære funktion med vejsystemet var transport af hærenheder i Jylland og hertugdømmerne. Man formoder desuden, at venderne, et vestslavisk folk der levede omkring Rügen, i 1000-tallet har sendt hærenheder den modsatte vej. Hvilket afstedkom endnu en udbygning af Dannevirke. Der sammen med Hedeby ved Slien anses som den danske del af hærvejens egentlige endepunkt.
Historikeren Hugo Matthiesen, benævnte vejsystemet i 1930erne: Hærvejen. Man formoder, at han har studeret gamle kort over Slesvig, hvor navnet Heerweg optræder. Betegnelsen Heerweg går tilbage til Romerriget, hvor de såkaldte romerveje snoede sig gennem Europa. Navne som Oksevejen, Studevejen eller Adelvejen er dog mere rammende. Langs Oksevejen drev bønderne deres stude ned mod de store markeder i Nordtyskland. Det var dog en lang og ualmindelig farlig vej for den enkelte bonde at nå fra gården og til det store marked. Ligesom den ovennævnte strofe fra folkevisen ’Dronning Dagmars død’ og Valdemar Sejrs ridt på Hærvejen mod Ribe i 1200-tallet også er et eksempel på. Det er for øvrigt den del af Hærvejen, fra Randbøl mod Ribe, som snor sig gennem Billund Kommune.
En dagsrejse med kvæg her i området kunne starte fra Tøsby Kro lidt sydvest for Gadbjerg og slutte på Bække Kro. En rejse på små 30 kilometer i et ret ensformigt landskab, hvor lyngens violette farve var dominerende. Langs vejen var der såvel dengang som i dag spændende steder, der var et lille ophold værd, mens nogen ikke var. Blandt de sidstnævnte var Smidstrup Krat lidt nordvest for Tøsby. Her var den lille bor over åen i gammel tid. Krattet var helt op til 1800-tallets start kendt som tilholdssted for ulve, som godt kunne finde på at angribe de små kalve. I en lille lund vest for Smidstrup Krat lå Baldershave, ifølge sagnene en offerplads i Vikingetiden for guden Balder.
Efter nogle timers vandring nåede man frem til Gødding Plantage lidt øst for Vandel, her var der en eng i den nordlige ende, hvor kvæget kunne græsse og så kunne man jo passende besøge Gødding Kro. Men man kunne temmelig sikkert andet end at få slukket sin tørst på kroen. Nemlig spille kort eller andre former for spil. Mangt en bonde har spillet al sit kvæg væk på hærvejskroerne inden han nåede frem med kvæget. Holdt han sig til at få slukket tørsten ville han på den næste strækning have bemærket de mange gravhøje fra jernalderen langs vejen.
Efter have passeret den lille Randbøl Kirke med Kong Rans høj noget man frem til flækken Randbøl. Her var også en kro og efterhånden var man en tredjedel af vejen mod Bække. Så man skulle tænke på frokosten. Randbøl var kendt for to ting. Den ene var den kendsgerning at der var et vigtigt vejkryds i byen. Man kunne gå mod Bække, via Frederikshåb, Fitting og Skøde Mark, eller man kunne som Valdemar Sejr fortsætte sydvest over Randbøl Hede mod Ribe og derefter sydpå. Den anden ting var lokale røverbander som lå på lur ved Randbøldal. Og når bønderne havde indtaget et større måltid på Randbøl Kro, blev de overfaldet og udplyndret. En kræmmer blev myrdet på vej mod Nørup nær Riberhule (1,5 km syd for Randbøl) og andre handelsfolk og bønder blev taget af dage eller udplyndret på grund af praleri på kroen om mange penge fra salg af kvæg i det nordtyske.
’Overlevede’ man Randbøl og Randbøldal området var den næste større samling huse man stødte på, Frederikshåb. Oprindelsen til den lille by-enhed var kartoffeltyskerne i 1760ernes Danmark. Byens huse var dengang og den dag i dag opført langs vejen. Med den lange side ud mod vejen. Og her var selvfølgelig også en kro i ældre tider. Om en af kroejerne gik rygterne at han var kommet ridende nordfra, da nogle skumle personer og andre skarnsfolk pludselig sprang frem i mørket. Hestetøjlen på kromandens vallak blev pågrebet og våben blinkede i månelyset. Kromanden lod pisken susede ned i de nærmeste ansigter og satte sporene i hestens sider. Han red alt hvad remmer og tøj kunne og bære og røverbanden nåede ikke at indhente ham. Det var sidste kromanden red ud i mørket omkring Frederikshåb.
Hvis bonden og kvæget havde passerede Frederikshåb, efter, ville de i dag have set en større sten på en lille gravhøj, nemlig Store Rygbjergstenen. Stenen, der er en runesten fra 900-tallet, blev ved et tilfælde fundet i 1874. En vejmand kløvede stenen under vejarbejde men så indskrifterne. Stenen, der 2 meter høj, er i dag opstillet på sin oprindelig plads i landskabet. Indskriften er blevet kaldt Danmarks første kærlighedsdigt. Indskriften lyder: ” Tue Bryde rejste sten denne efter lide Bryde, deres stave maner Thorgunni meget længe leve”. På nudansk betyder det, at Tue rejste stenen over sin hustrus grav.
Havde man som Valdemar Sejr gjorde, taget turen sydvestover, var man reddet forbi Randbøl Hede, hvor der ingen kroer og andre lystige steder var, men derimod lumske vandhuller og mosedrag kun lokalbefolkningen havde kendskab til. Men den historie får læseren i en anden klumme. Ja så lumske, at det var ved at koste Harald Blåtand magten, da der udbrød opstande i kongsgården i Jelling. Han nåede kun med nød og næppe hjem til det østjyske, da noget af hans familie blev sat eftertrykkeligt på plads. Med lad den jyske digter Jeppe Aakjær få det sidste ord. Her en sidste strofe fra hans digt ’I Randbøl Dal’:
Her er saa yndig i den svale Dal
med sine Graner, sine Hytter lave;
selv uden Engle, uden Nattergal
er Randbøldalen ret en Edens Have.
