Bülows Hjørne: navnet er Gøring, Albert Gøring

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Det martrer fortsat den europæiske folkesjæl, at ingen i 1930’erne havde modet til at gribe ind og ændre historiens gang. I ly af krigens ragnarok iværksatte Hitler det systematiske folkemord på 6 millioner jøder, af dém 1,5 millioner børn, og nazistiske horder trawlede skånselsløst Europa igennem i jagten på ofre.

 

I det nazistiske inferno af morderisk barbari uden sidestykke i verdenshistorien rager topnazisten Hermann Gørings lillebror Albert Gøring op som én af Holocausts sande helte, der uden blusel udnyttede sit berømte slægtsnavn for at frelse hundredevis af ofre for nazisternes – og sin brors – terrorregime.

Vi skruer tid og sted tilbage til en lun sommerdag engang i 1944 til KZ Theresienstadt 60 km nord for Prag, hvor 35.000 indsatte bukkede under i årene 1940 – 45. Dén dag ræser flere lastbiler fra de tjekkiske våbenfabrikker Skoda ind i lejren, og delegationens leder marcherer målbevidst forbi SS-vagterne og direkte ind på KZ-kommandanten Rahms kontor.

Kort for hovedet henvender han sig til SS-Sturmbannführer Karl Rahm med ordene: Mit navn er Gøring – Albert Gøring, Skodafabrikkerne. Jeg mangler arbejdskraft.

 Ved navnet Gøring tør KZ-kommandanten ikke gøre andet end at opfylde kravet, og lastbilerne bliver fyldt op med fanger. Efter nogle timers kørsel standser bilerne ved nogle store skove, og fangerne bliver uden videre sat i frihed. 

Efterkrigstidens historikere har dokumenteret, at Albert Gøring i årevis satte sit liv, sin formue og sin karriere på spil for at redde jøderne gennem krigens rædsler. Han spillede på de samme talenter, der tidligere havde gjort ham til en behændig forretningsmand: flair for bestikkelse, store ord og armbevægelser.

I dag vidner en håndskreven liste i National Archives i Washington – Gørings liste – med 34 prominente navne om Albert Gørings indsats i godhedens tjeneste. En parallel til den tyske industrimand Oskar Schindler, der blev udødeliggjort som den centrale figur i Spielbergs storfilm Schindlers Liste: en levemand med sans for wein, weib und gesang – og samtidigt én af krigens store humane skikkelser.

De to Gøring-brødre holdt livet igennem meget af hinanden, selv om der syntes at være en verden til forskel på dem. Den ældste Hermann født i 1893 med lyse, blå øjne, kæk og altid med på den værste, og Albert født 2 år senere med sit dådyrbrune blik, mere stille og genert. Han mindede påfaldende meget om sin gudfader, den jødiske Baron Hermann von Epenstein, en nær ven af familien Gøring.

 

Mens Hermann Gøring opnåede et legendarisk ry som en dristig jagerpilot under den 1. verdenskrig og blev belønnet med den højeste tyske orden for tapperhed, Pour le Mèrite, blev Albert ret hurtigt såret og derefter hjemsendt.

 

Albert Gøring – Kilde: Wikipedia

Da Hitler kom til magten i januar 1933, hastede Albert Gøring, der foragtede nazisterne af hele sit hjerte, til Østrig i selvvalgt eksil og fik arbejde i et filmstudie i Wien. Han tilbragte de næste 6 år i den østrigske hovedstad og lagde aldrig skjul på sin ringeagt for Det Tredje Rige.

Det fortælles, at når han handlede ind, forlod han altid butikken med et venligt Grüss Gott. Men fandt han ikke, hvad han søgte, lød det i stedet sarkastisk Heil Hitler.

Han kom for alvor i klemme i marts 1938, da nazisterne proklamerede Anschluss, men takket være Hermanns indgriben led han ikke overlast fra Gestapos side. Konfrontationer med nazisterne var der ellers nok af, og han blev arresteret flere gange.

En sommerdag i 1938 var SS-officerer i Wien i færd med at ydmyge en gruppe jødiske kvinder, der blev sat til at skure fortovet med små børster. Da Albert kom forbi, smed han resolut jakken, faldt ned på knæ ved siden af kvinderne og gav sig til at skure løs. Nazisterne hev ham op, men da SS-officereren så hans efternavn, blev skrubningen indstillet for den dag.

Kun få dage senere blev Albert vidne til et optrin, hvor en gruppe nazibøller havde overfaldet en gammel bedstemor og tvunget hende til at bære et skilt om halsen: ”Jeg er en jødisk so”. Albert gik i clinch med hele flokken, stak et par nazister et par på snuden og fik befriet kvinden. Han blev arresteret af Gestapo, men fik lov at gå, da han viste sine id-papirer.

Da det efterhånden var blevet for broget i Wien, blev Albert Gøring i maj 1939 sendt til Prag i Tjekkoslovakiet som eksportchef for de tjekkiske våbenfabrikker Skoda.

I 1942 henvendte komponisten Franz Lehàr sig til Albert om hjælp. Lehàr var gift med den jødiske Sofie Paschkis og var blevet stillet et ultimatum af nazisterne: enten lod han sig skille, eller også ville han selv blive betragtet som jødisk. Dét fik Albert til at opsøge Hermann i Berlin.

Enden på en lang historie blev, at truslerne mod Franz Lehàr blev opgivet, og hustruen fik certifikat på at være af arisk race.

I 1944 deltog Albert i et møde i Bukarest, hvor den tyske ambassadør Manfred Freiherr von Killinger var til stede. von Killinger havde i tyverne været medlem af højre-ekstreme dødspatruljer og blev betragtet som ansvarlig for flere mord. Albert kunne ikke skjule sin afsky og afviste at sætte sig ved samme bord som en morder. Skandalen blev ikke mindre af, at Albert samtidigt omtalte Hitler som alle tiders største forbryder og Himmler som lystmorder.

Endnu engang blev Albert arresteret af SS, og Hermann måtte redde sin bror ud af fængslet.

I august 1944 havde SS i Prag fået nok af Albert Gøring og hans meritter. Der blev sendt en telex til Himmler i Berlin med en anmodning om at måtte arrestere Albert for defaitisme og anti-nazistisk virksomhed. Svaret fra Berlin kom omgående: Arrestér Albert Gøring. Han måtte flygte i al hast og søge tilflugt hos nære venner men klarede sig igennem til krigens afslutning, igen især med hjælp fra Hermann.

Navnet Gøring blev først og sidst kædet sammen med inkarnationen af absolut ondskab, og efter Det Tredje Riges sammenbrud blev Hermann Gøring anklaget for forbrydelser mod menneskeheden og dømt til døden ved Nürnberg-processerne. Den 15. oktober 1946, to timer før henrettelsen, begik han selvmord i sin celle.

Albert blev arresteret i maj 1945 og indsat i en fængselscelle, hvor han udfærdigede Gørings Liste. Da han blev afhørt første gang, stirrede forhørsofficererne vantro på dét stykke papir, han lagde foran dem med 34 fremtrædende navne, han havde reddet, blandt dém den tidligere forbundskansler Kurt von Schuschnig, Franz Lehàr og den jødiske filminstruktør William Szekely.

Dertil kom de hundredevis af navnløse, som han i årenes løb forsynede med penge, papirer og flugtrute og således reddede fra udryddelsen.

Men forhørs-rapporterne blev begravet dybt i de Allieredes arkiver. Der skulle gå mange måneder, før nogen tog Alberts historie alvorligt. Ved et tilfælde blev den britiske efterretningsofficer Victor Parker draget ind i afhøringen, og han genkendte et medlem af sin egen familie på listen, komponisten Lehàrs hustru Sofie Paschkis.

Han var selv oprindeligt døbt Paschkis og havde kendskab til den utrolige historie. Han kunne bekræfte Alberts oplysninger og anbefalede en øjeblikkelig frigivelse.

Men de Allierede turde ikke løslade en Gøring, og Albert blev i stedet indsat i Pankrac-fængslet i Prag. Først i 1947 blev han frigivet, ødelagt på liv og sjæl af fængselsopholdet.

Navnet Gøring skulle vise sig at være en uovervindelig belastning. Albert Gøring blev resten af sit liv behandlet som en udstødt, en paria, og bitter og desillusioneret drak han tæt og førte et nærmest kaotisk privatliv med flere skilsmisser. Han klarede sig kun igennem efterkrigsårene med støtte fra dè mange jøder, han havde reddet fra Hitlers dødslejre.

Albert Gøring oplevede aldrig at få oprejsning men blev hånet og nedgjort af sine landsmænd for til slut at blive skubbet ud i historiens tusmørke som tyskernes dårlige samvittighed: alle dè, der vidste noget men intet gjorde …

Han sov stille ind den 20. december 1966.