Vaccinerne er vores bedste værktøj, men husk også de gode råd

COVDI-19 Vacciner - Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Smitten er stigende, og vi skal alle huske de gode råd for at hjælpe til med at bryde smittekæder og passe på hinanden. Alle, der har en invitation til enten vaccination eller revaccination, opfordres til at bestille tid hurtigst muligt. Vaccinationskapaciteten er ved at blive udvidet, så det bliver lettere at finde en tid.

Antallet af indlæggelser med COVID-19 er fortsat højt, men har over de seneste uger ligget stabilt på lidt over 400 personer. Det er dog forventeligt, at antallet vil stige igen. De indlagte er primært yngre personer, som ikke er vaccinerede samt personer over 65 år.

Det fortsat høje antal af indlagte patienter belaster sygehusene, og flere regioner må aflyse og udsætte planlagte aktiviteter. Sundhedsstyrelsen følger sygehusaktiviteten tæt, og har løbende dialog med regionerne for at sikre kapacitet til både patienter med COVID-19 og andre patienter med behov for udredning og behandling.

”Vi er fortsat bekymrede for belastningen på sygehusene og antallet af indlæggelser vil formentligt stige til et højere niveau i den kommende tid i takt med smitten stiger og vi rykker tættere sammen indendørs, det understreger behovet for, at endnu flere bliver vaccineret,” siger vicedirektør Helene Probst.

For at sænke antallet af smittede og indlagte opfordrer Sundhedsstyrelsen forældre, der modtager invitation til vaccination mod COVID-19 for deres børn, til at bestille tid hurtigst muligt. Opfordringen om at bestille tid hurtigst muligt gælder også alle på 18 år og derover, der bliver inviteret til revaccination 6 måneder efter 2. stik. Regionerne er i fuld gang med at udvide kapaciteten, så det bliver lettere at finde en tid.

Vaccination og revaccination er vores bedste værktøj til at forebygge smitte, men ikke det eneste værktøj.

”I en tid med mange smittede, så er det vigtigt, at alle stadig gør brug af de smitteforebyggende råd. Det er enormt vigtigt at personer med symptomer bliver hjemme, så man ikke bringer smitten videre. Derudover er det nu at udluftning og god håndhygiejne skal være rutine,” siger vicedirektør Helene Probst i en pressemeddelelse.

Sundhedsstyrelsens 6 generelle råd

  • Bliv vaccineret
  • Bliv hjemme og bliv testet, hvis du får symptomer
  • Hold afstand
  • Luft ud og skab gennemtræk
  • Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  • Gør rent, særligt overflader som mange rører ved