Bülows Hjørne: Er en fremmed i nød en ven, du endnu ikke har mødt ?

Af Louis Bülow

Denne artikel var den 8. fra Louis Bülow der blev bragt her på Netavisen Grindsted. Den blev bragt den 19. november 2019.

Natten mellem den 9. og 10. november 1938 – Krystalnatten – drog nazistiske horder med Hitlers SA-bødler i spidsen hærgende gennem tyske byer på klapjagt efter jøder, som de mishandlede og myrdede efter behag. Mange tusinde jødiske hjem, butikker og gamle kirkegårde blev stormet og raseret, 25.000 jøder smidt i de nazistiske KZ-lejre, og 91 jøder blev pryglet og tæsket til døde.

Herhjemme netop på årsdagen for Krystalnatten blev den jødiske gravplads på Østre Kirkegaard i Randers for få uger siden udsat for chokerende gravskænding med groft hærværk af værste art og omfattende vandalisme med væltede gravstene og mindestene overhældt med maling. 

Samtidigt blev en række jødiske familier i Silkeborg, Aarhus og andre steder i Danmark udsat for grov chikane og fik klistret nazitidens jødestjerne med teksten Jude på deres postkasser.

Få dage senere blev to mænd anholdt og sigtet for hærværk og gravskænding – den éne et ledende medlem af en højreekstrem og nynazistisk organisation.

Årene er gået, tiden er en anden, verdensbilledet et tredje – javel …

  • Men er vi kommet så meget på afstand af historien, af krigens gru, af nazisternes inferno af morderisk barbari og ondskab,  at intolerance tilsat et skvæt nationalisme og en god portion  racisme uden videre kan snige sig ind i alle samfundslag og i alle afkroge af det ganske land ?

 

  • Er vi blevet så historieløse herhjemme, at hverdagsracisme og giftige fordomme kan fyge over ligusterhæk, altaner og stokroser og skabe grobund for et kynisk menneskesyn med intet helligt, som forflygter al anstændighed og socialt ansvar ?

 

  • Er angsten og hadet til de fremmede blevet en lige så naturlig del af vor dna og folkesjæl som frikadeller og stegt flæsk ?

 

Når jeg med syv årtier bag sig og alderdommens pubertet lige om hjørnet lader tanker og minder bære tilbage til barndommens land i 1950’ernes Hejnsvig, toner et sorgløst landbosamfund frem, rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner dybt forankret.

 Dengang et forjættet land med plads til alle, uden udstødte. Med krigens rædsler i umiddelbar erindring blev en fremmed i nød budt velkommen som en ven, du endnu ikke havde mødt.

Vi satte ikke spørgsmålstegn ved dé værdier, dyder og idealer, vi var vokset op med. Vi lærte at være dus med himlens fugle, at hilse på en kronhjort men også at komme fremmede i møde uden fordomme. Ordentligt og anstændigt – som vor næste.

Hverdagsracisme var dengang en sjældenhed og ikke en del af Hejnsvigs gener. Der var ikke noget med os – eller dem. Os, der hørte hjemme eller dem, der ikke passede ind. Der var ingen grobund for hverken intolerance eller fremmedhad i den lille landsby.

Et fjernt erindringsbillede fra Hejnsvig engang i 1950’erne toner frem. I dè år har kunst og kultur i dagligdagen trange kår, og vægge med malerier, reoler med bøger, moderne design og rødvin i glassene opleves sjældent.

Forsamlingshuset i Hejnsvig er lillebyens kulturhus, og kultur begrænser sig til at købe billet til den billige cowboyrække i rejsebiografen i forsamlingshuset, hvor vi tropper op i god tid med gamle tegneseriehæfter med hjemmefra. Som dengang i slutningen af 1950’erne, hvor plakaten om Astrid Henning-Jensens film om Paw er klistret på filmstanderen.

Men først et besøg i Stinnes slikbutik lige overfor, hvor vi forsyner os med  bismarcksklumper, gyldne Althea bolscher, lakridsrod og salmiakstænger til 10-øre, der rulles sammen og omhyggeligt puttes ned i en mælkekapsel.

I forsamlingshuset sidder vi skulder ved skulder på støvede træbænke og hygger os med Skipper Skræk, Tarzan, kaptajn Micky og Davy Crockett. Da forreklamerne klinger af med Preben Marths Brug Brylcreme, den fedter ikke og Helge Kjærulff-Schmidts Spis solgryn og bliv stærk, kan filmen om Paw tage sin begyndelse – en sjælefortælling om en mørklødet dreng og hans møde med dansk provinsidyl, der krakelerer ved mødet med det fremmede.

Den aften i forsamlingshuset i Hejnsvig bliver der tænkt i børnehøjde over fremmedangst, nærmest før vi overhovedet kender begrebet på dansk. Men vi føler med Paw, vi græder med Paw, for det indgår som en naturlig del af Hejnsvigs folkesjæl at tage værdigt og fordomsfrit imod mennesker i nød – at blive hinandens næste …

Et andet erindringsbillede fra den 3. april 1987 trænger sig på. Den fredag stimler en række beboere fra Hejnsvig sammen i ankomsthallen i Billund lufthavn for at byde en tamilsk familie velkommen til et nyt liv i deres lille landsby.

Da råbet Godaw aa walkommen på bredeste jysk gjalder ud i hallen, fæstner ordene sig i sindet for altid hos den tamilske familie Raguleswaran, der er flygtet fra blodig borgerkrig i Sri Lanka med folkedrab og massakrer. Alt har de mistet – tilværelse, kultur, familie, slægt, venner, værdier – for at søge beskyttelse i den helt anden ende af verden i et rækkehus i Hejnsvig.

For et par år siden kunne man på Facebook læse sønnen Sangeeavan Raguleswarans gribende beretning omkring modtagelsen og livet i Hejnsvig:”For præcis 30 år siden modtag et modigt, stærkt og smukt Danmark min mor og mig …”

Sangeeavan har billeder fra april 1987, hvor hans mor og far i Hejnsvig ser hinanden for første gang i mange måneder: ”Kærligheden mellem min far, mor og mig lyser klart fra de billeder, men lige så klart lyser de mange varmt deltagende danske ansigter, som ikke var bange for os – de fremmede.”

 Vibeke er en lille pige på 10 år i april 1987, da hun er med i Billund for at tage imod den tamilske familie. Hun har fortalt om den spændte stemning, knusene og de mange voksne mennesker, der græder glædestårer:

 ”Det var en oplevelse, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og som var med til at forme mig, mit menneskesyn og mine værdier. Værdier, jeg har forsøgt at give videre til mine børn.”

 Den tamilske familie etablerer sig i Hejnsvig og bliver et mønstereksempel på vellykket integration. De får en lokal kontaktfamilie via Flygtningehjælpen – Dina og Ove Møberg. Med Sangeeavans ordt:”Dina og Ove blev min fars venner, værger, lærere og vejledere. To solide klipper …”

En taknemlig Sangeeavan sender med et glimt i øjet en tak til Dina for at have lært ”min mor at smøre madpakker med leverpostej og rullepølse, så vi ikke kun sad med ris og stærkt duftende tilbehør i frikvarteret.”

Familiens danske bedstemor, Petrea, bliver takket for trofast hver morgen i seks år at have stået klar med yatzy og hjemmebagte småkager, ligesom Agnes og Svend fremhæves for deres utallige – utilsigtede – integrationstiltag i form af rødkål, medisterpølse og asier.

Også Sangeeavan tør siges at have ydet sit. Efter studentereksamen tager han bac.negot. fra Syddansk Universitet i 2010 og fire år senere cand.mag. i Medievidenskab fra samme universitet.

I dag arbejder han som Production Manager ved Discovery Networks Denmark.