Af Carsten Sander Christensen
Otte kilometer nord for Vorbasse finder man området Gilbjerg. Vejene Gilbjergvej, Mejerivej og Ørnsbjergvej udgør området. Langs Gilbjergvej finder man adskillige gårde, blandt andet Gilbjerggård på adressen Gilbjergvej 21. Gården var en af de vigtigste i området i 1800-tallet. Hele området led dog som andre steder her på egnen under den dårlige jordkvalitet. I slutningen af 1800-tallet var hedeopdyrkningen sat ind og levestandarden var stigende. Til omkring 1900 boede der i denne lille landsby Gilbjerg i Hejnsvig sogn en mand ved navn, Niels ’Gilbjerg’ Nielsen (1803-1900). Han var kendt overalt på grund af sin høje alder, næsten 107 år. Desuden var han stifter af og en af de vigtigste personer blandt de såkaldte Vorbassedrenge. Gift første gang i 1835 med Anne Marie Andersdatter (1809-1840) fra Gilbjerg og anden gang i 1840 med Karen Jensdatter (1819-1903) fra Lindbjerg ved Ølgod.
Vorbassedrengene var en gruppe, der trods navnet, var en gruppe voksne mænd fra Gilbjerg og Vorbasse, der i 1800-tallet drev systematisk plyndring af gamle gravhøje i området mellem Esbjerg og Kolding – især i Kolding-Vejle området. Gruppen begyndte med at undersøge højene i hjemegnen ved Vorbasse for gravrøvere. Kulminationen for gruppen var i 1890’erne, og efter år 1900 blev aktiviteten noget mindre. Deres gravevirksomhed var ikke forbudt ved lov. Begrebet fredning fandtes ikke helt i museumsverdenen, som det gør i dag. Det blev det først med den altomfattende fredning af fortidsminder i 1937. På foranledning af Nationalmuseet. Men alligevel har man betragtet dem som en art gravrøvere. Desuden havde man også dengang pligt til at aflevere Danefæ til den offentlige mod en kompensation. Men gruppen fra Vorbasse videresolgte alt uden undtagelse med stor fortjeneste. En gravfund kunne o. 1900 løbe op i små 120 kr. hvilket i dagens mønt i 2021 svarer til godt 10.000 kr.
Ud over ’Niels Gilbjerg’ Nielsen bestod gruppen bland andet af sønnen Niels Nielsen (1846-1933), sønnen Jens Kristian ’Gilbjerg’ Nielsen (1881-1954). Svogeren Jeppe Eneberg Sørensen, landmand Anders Pedersen, landmand Søren Kjær født i 1876 og død i 1947. Han stammede oprindeligt fra en lille ejendom på Bække Mark, hvor hans far Peder Sørensen Kjær drev et landbrug på gården Sultenborg. I 1879 flyttede familien til en hedegård (49 tdr. land) på Slaugmark ved Vorbasse. Efter faderens død overtog Søren Kjær gården, men nogle år senere tilbage til en mindre ejendom på Bække Mark. I årene fra o. 1896 til 1902 udgravede han mange gravhøje i området. Ifølge efterladte lommebogsnotater solgte han bla. gravgodset til landstingsmand Søren Olsen, lensgreve Schack (Schackenborg), hofjægermester de Stensen Leth (Højriis), hofjægermester Rathlou (Rathlousdal) og etatsrådinde Echardt (Ørumgård). Og endelig landmand Niels Knudsen Arentoft født i 1878 som søn af gårdejer Niels Nielsen og død i 1940. Antog sammen med sine søskende navnet Arentoft. Som ung trak han får og kalve til stationen i Lunderskov. Som 17-årig lånte han penge i Nebel Sparekasse og derefter begyndte han selv at opkøbe kreaturer i området. I 1907 blev han gift og overtog sin fødegård (80-90 tdr. land) i Gilbjerg. I 1919 solgte han gården og købte en mindre ejendom i Vorbasse. Her samlede han hver uge en vognladning kreaturer, der blev fragtet med toget og blev solgt på eksportmarked i Kolding. Fra 1895 til 1910 udgravede han et større antal gravhøje i området og solgte gravgodset.
Hvornår de store gravninger begyndte her er ikke klart, men de kulminerede i årene 1895 og 1896 og var på det nærmeste ophørt o. 1900; efter stedlige folks udsagn gravedes der dog lidt i 1906-07. I »Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie« 1897 skrives: »Det konstateredes i 1896, at der i den nærmeste omegn om Vorbasse nylig var blevet tømt 200 høje. Alene en enkelt udgraver havde til et bestemt salgssted leveret oldsager for 600-700 kr. I selve Vorbasse sogn var der i august 1896 endnu levnet 7 høje. I maj 1897 viste disse sig at være opbrudte«. Efter oplysning fra Nationalmuseet fik hovedmanden i 1898 en bøde på 20 kr. (o. 2.000 kr. i 2021) for at have udgravet fire fredlyste grave i Rankenbjerg, i Vorbasse sogn.
Baggrunden for deres virksomhed var den støt stigende interesse for oldsager, både blandt museer og private samlere. Opkøbere rejste rundt i landet, og forskellige foreninger opfordrede til at fremskaffe oldsager. Vorbassedrengene satte eftersøgningen i system og skal angiveligt have endevendt mindst 1200 gravhøje. Da højene, bortset fra ganske få undtagelser, ikke var fredet, skulle gruppen blot skaffe sig ejerens tilladelse. Den fik de nemt, da højene lå i vejen for bondens dyrkning af jorden. I visse tilfælde betalte de dog en afgift, i reglen mellem 50 øre og 2 kroner, for at få lov til at foretage undersøgelsen. Udgravningen foregik om vinteren med lejede folk fra de omliggende gårde. Køberne var som sagt både offentlige og private. Museet på Koldinghus købte i årene 1895-96 ikke mindre end 150 genstande. Oftest var aftagerne dog private samlere syd for grænsen.
Nationalmuseet var meget lidt begejstrede for disse aktiviteter. Museets direktør Sophus Müller udsendte et opråb til jordejerne, der vakte deres pietetsfølelse og det blev en af årsagerne til, at Vorbassedrengene måtte indstille deres aktiviteter. Sophus Møller besøgte simpelthen Vorbassedrengene på deres respektive gårde her i området. Ligeledes mange mennesker var dengang imod gravning i højene, men Vorbassedrengene mente, at de var i deres fulde ret til at grave. Der var nok dem, der syntes, at de virkede noget hårdkogte, men som mennesker og borgere var de som andre. Indtil midten af 1800-tallet var der i Vorbasse sogn ret mange mænd, der – vel i arv fra det berømmelige marked -drak tæt og sloges bravt. Ja, der var dem, der mente, at en markedsdag uden masser af brændevin og et eller flere gevaldige slagsmål var en spildt dag. Vorbassedrengene kunne nok være med i et drikkelag, men følgende beretning viser, at der var karaktermennesker mellem dem. Engang havde hovedmanden og nogle af hans fæller været til Holsted marked, hvor de drak, sloges og fik klø. Først næste dag begav de sig på hjemvejen, øre i hovedet. I den tilstand søgte de ind i købmandshandelen i Donslund mølle for at få noget rigtig stærkt at gnave på. De købte »beddeost«, som de spiste i vejgrøften. Som de sad dér, sagde hovedmanden til sig selv: »Vi er nogle store narre. Vi har drukket os fulde og har fået klø. Nu skal det være slut!« Han lovede sig selv ikke at drikke mere, og han holdt sit løfte.
Det sidste, man hører om gravning på de her omhandlede egne, er, at hovedmanden som nævnt i 1898 får en bøde på 20 kr. (o. 2.000 kr. i 2021) for at have udgravet 4 fredlyste høje. Bedre forståelse og pietetsfølelse fik efterhånden striden om for¬ fædrenes grave til at stilne af. Denne forståelse og pietet havde Vorbassedrengene ikke, men søgte kun efter de håndgribelige værdier. En formildende omstændighed måtte det dog være, at de fik kontakt med museerne, så der nu findes betydelige samlinger, som skyldes Vorbassedrengene.
Vorbasse omkring år 1900, hvor Vorbassedrengene levede i området – Kilde: Billund Kommunes Museer
