Af Louis Bülow
Om morgenen den 9. april 1940 overskred tyske tropper den dansk-tyske grænse og besatte Danmark. Regeringen, kongen og rigsdagen blev i de hektiske morgentimer enige om, at egentlig væbnet modstand ville kaste landet ud i en håbløs kamp, og tyskernes besættelse blev taget til efterretning under protest.
Ved Aarhus Universitets hovedbygning, på muren mellem vandrehallen og buerne ud mod Ringgaden, ses en mindetavle med navne på studerende, der mistede livet i modstandskampen efter besættelsen for 75 år siden. En af dem var den 20-årige stud. jur. Helge Brock Iversen, der kom til at betale den højeste pris og ofrede sit liv i kampen mod tyranni og undertrykkelse.
Helge var født i Bramming i Vestjylland, og han tog studentereksamen på Ribe Katedralskole midt under besættelsen. En spirerende politisk bevidsthed fik ham til allerede da at starte en modstandsgruppe op blandt skolens elever. Han begyndte herefter at læse jura på Aarhus Universitet, men i efteråret 1944 blev dele af Universitetets undervisning indstillet, og Helge kunne vende tilbage til sin hjemegn.
Han tog tidligt del i illegale aktiviteter, han duplikerede og fordelte løbesedler og tryksager i tusindvis og bistod ved flere aktioner. Han deltog i store industri- og jernbanesabotager som jernbanelinjen mellem Sejstrup og Gredstedbro og Fanø Færgen Nordby. Skinneanlæg i Esbjerg-Bramming-Ribe-Varde blev sprængt ligesom tyskernes store lyskasteranlæg i Esbjerg. Våbenmodtagelser og stikkerlikvideringer indgik også i gruppens illegale modstandsarbejde.
Helge Brock Iversens barndomsven og klassekammerat fra drengeårene, den 20-årige Jens Thue Jensen, var med hele vejen i kampen mod nazismen og den tyske besættelsesmagt. Også han var med i den lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen i kampen for frihed.
Hejnsvig dreng og modstandsmand Jens Thue Jensen -Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase.
Der havde været glæde i de lavloftede stuer i landsbyen Hejnsvig i Vestjylland, da Jens Thue den 25. juni 1922 blev født som eneste dreng i den store søskendeflok med pigerne Hanne, Dorthe, Inger, Mie, Lise, Ruth, Bodil og lille Kis. Huset stod på den anden ende, og naboer, familie og venner strømmede til fra alle sider for at lykønske faderen Peter Jensen og moderen Ellen Marie med den lille efternøler.
Allerede i 1917 havde Jens Thues far erhvervet et større areal mose i lokalområdet og etableret Tørvefabrikken Fugdal, der kom til at spille en vigtig rolle for med flere hundrede ansatte. Jens Thue blev født fem år senere og havde en dejlig opvækst og barndom i det lille landsbysamfund.
Peter Jensen med sin familie – Jens Thue nederst til højre – Kilde: Privatfoto
Senere flyttede hele familien til Bramming, hvor Jens Thue fra første dag på Ribe Katedralskole blev bedste ven med boghandler Brock Iversens søn Helge: Jens Thue den umiddelbare og glade dreng, Helge mere stille og genert. Et trofast venskab for livet tog sin begyndelse, de to drenge fulgtes ad som to musketerer og var uadskillelige i tiden, der fulgte.
Midt under besættelsen rejste Helge til Aarhus for at læse ved Universitetet der, mens Jens Thue blev indkaldt til Ringe Kaserne for at gøre tjeneste ved Polytekniker-batteriet.
Den 29. august 1943 gennemførte tyskerne aktioner for at afvæbne det danske forsvar, og militærlejren i Ringe blev angrebet af tyske tropper. Efter en halv times kampe blev skududvekslingerne indstillet og de danske soldater afvæbnet og interneret.
Begivenhederne fik Jens Thue til at slutte sig til en illegal gruppe af polyteknikere, og han blev dybt involveret i modstandsbevægelsens aktiviteter, hvor han sammen med Helge Brock Iversen var med til at starte sabotagegrupper op mange steder i det vestjyske.
Men tyskerne kom på sporet af sabotørerne, de unges gruppe blev trævlet op, og den 22. december 1944 blev Helge angivet af en stikker og taget under en razzia i Esbjerg. Han blev kastet i fængsel og udsat for tortur, men Gestapo fik intet ud af ham. Han blev derefter overført til Frøslevlejren og senere Vestre Fængsel.
Den 22. februar 1945, kun få måneder før frihedsbudskabet fra BBC nåede til Danmark, kom turen så til Jens Thue, der blev taget af tyskerne på den overfyldte perron på Kolding Banegård. Han var netop ankommet med toget fra Esbjerg, og denne dag vrimlede det overalt med sværtbevæbnede Gestapofolk. En berygtet stikker – Jenny Holm – udpegede Jens Thue, da han steg ud af toget.
Lørdag den 10. marts 1945 om formiddagen blev de to barndomsvenner dømt til døden af en tysk krigsret. Samme dag blev de gennet ind i et lokale og fik at vide, at de få timer senere ville blive henrettet i Ryvangen.
To unge idealister, der med livet som indsats var med til at sikre, at Danmark ved befrielsen kom ud af krigen på de Allieredes side.
Det blev i disse timer forundt dem at skrive et sidste farvel, og deres trøstende ord til deres kære står klare og stærke tilbage.
- ”Kære Far, Mor og Mogens!
Nu er Timen slaaet, min Skæbne er beseglet: vi skal aldrig mere ses … Min Barndom har været lykkelig og sorgløs, jeg ved, at I altid har bestræbt Jer for at gøre alt, hvad I kunde, for Mogens og mig, I har slidt og slæbt, for at vi skulde have det saa godt som muligt …
De kærligste Hilsener og mit sidste Farvel,
Jeres Helge.”
- ”Kære Far, kære Mor og kære alle Søstre!
Naar I faar dette Brev, er jeg sikkert ikke mere, men sørg ikke over mig, jeg er død med en god Samvittighed … Jeg ved, at I begge to, Far og Mor, har vist mig den rette Vej her i Livet, særlig nu til sidst har jeg kunnet se det, og jeg har inderlig fortrudt, at jeg ikke altid har fulgt den; men jeg har bedt og beder stadig Gud om Tilgivelse …
Kærlig Hilsen til Far, Mor, alle Søstre …
fra Jens Thue”
Sent samme aften blev de dødsdømte ført til henrettelsespladsen i Ryvangen og skudt.
Efter befrielsen i maj 1945 blev gravene i Ryvangen åbnet, og Helge og Jens Thue blev identificeret på Retsmedicinsk Institut af deres nærmeste. Jens Thues søster Lise kunne genkende sin bror på den trøje i stribet mønsterstrikning med brune og rustrøde farver, som storesøster Dorthe havde strikket til ham.
De unges jordiske rester blev ført til hjembyen Bramming, hvor et stort følge ventede for at følge rustvognen til fods. Onsdag den 20. juni 1945 blev de to barndomsvenner begravet fra Sct. Ansgar Kirke, der var fyldt til sidste plads.
Netop den dag kunne Helge være fyldt 21 år …
