REMA 1000 står bag tidlig julegave til motorik- og kampsportscenter

Allan Mortensen og Henrik Steen-Andersen - Foto: MAGION
Mayland 2025 banner

60.000 kr. er på vej fra REMA 1000 m.fl. til byggeriet af motorik- og kampsportscenteret ved MAGION. Den lokale opbakning er meget vigtig for centerlederen i MAGION.

 

Når byggeriet af det nye motorik- og kampsportscenter går i gang i første kvartal af 2021, bliver det med endnu et økonomisk rygstød fra det lokale erhvervsliv. Grindsteds REMA 1000 købmand Allan Mortensen har sammen med REMA 1000s hovedafdeling, Købmændenes kreditforeningsinstitut og en anonym giver doneret i alt 60.000 kr. til byggeriet. Baggrunden for donationen til motorik- og kampsportscenteret skal ses i sammenhæng med REMA 1000s engagement i lokalsamfundet, forklarer Allan Mortensen.

  • Det er vigtigt for REMA 1000 at tage et lokalt ansvar for, at børn og unge har gode muligheder for at dyrke sport og motion i samvær med andre. Derfor er det helt naturligt for REMA 1000 at bakke op om etableringen af nye fantastiske rammer for gymnastik, kampsport og motorisk udfoldelse.

Forventningen er, at motorik- og kampsportscenteret skal stå færdigt med udgangen af 2022. I øjeblikket lægger centerleder Henrik Steen-Andersen sidste hånd på tegningerne i samarbejde med arkitekter fra Sand og Lundgaard. For ham er det uhyre vigtigt med lokal opbakning til projektet.

  • Vi bygger ikke for vores egen skyld, men for at kunne skabe fantastiske rammer for idrætsaktiviteter og bevægelse. Når lokale erhvervsdrivende bakker op om realiseringen af foreningslivet og vores fælles idéer, er det ikke kun vigtige økonomiske saltvandsindsprøjtninger, men også enormt bekræftende og motiverende.

Når byggeriet er færdigt vil der stå fantastiske rammer klar til både eksisterende og nye idrætsgrene i MAGION. Derudover vil centeret rumme et udfordrende motorik-område som skoler, dagtilbud og børnefamilier vil få gavn af.

Foreningslivet har ventet længe på en opgradering af faciliteterne til gymnastik og kampsport. I det nye motorik- og kampsportscenter vil der være et grand-prix gulv i konkurrencestørrelse, springfaciliteter med fasttrack, springgrave og stortrampoliner samt powertumbling. Kampsportscenteret kommer til at rumme en fast boksering og moderne træningsfaciliteter.

Donationen består af 25.000 kr. fra Købmændenes Kreditforeningsinstitut, 25.000 kr. fra REMA 1000 og købmand Allan Mortensen samt 10.000 kr. fra en lokal anonym giver skriver MAGION i en pressemeddelelse.

Mayland 2025 banner