Af Louis Bülow
Tidligt om morgenen den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af tyske tropper, der besatte byer, havne og kaserner, mens flyvemaskiner i stort tal fløj ind over landet. Også den lille landsby Spentrup nord for Randers blev vækket af brummende motorstøj, der snart gik over i et infernalsk spektakel, da tunge transportfly og hurtige jagereskadriller i endeløse formationer passerede lillebyens tage i trætopshøjde på vej mod fjerne mål i Norge.
Landsbysognets dyrlæge Albert Carlo Iversen, der med familien boede i en murermestervilla tæt ved stationen i Spentrup, stod ved soveværelsesvinduet på første sal og betragtede tavst de mange fly på vej mod nord. Dyrlægen havde aldrig lagt skjul på sit nationale sindelag, og han skulle snart blive en af dem, der gik forrest i kampen mod tyskerne som central skikkelse i Hvidsten Gruppen.
Dyrlæge Albert Carlo Iversen -Kilde: Wikipedia
Tidligt under besættelsen så langt den største del af befolkningen passivt til fra sidelinjen og sluttede op om politikernes formaninger om ro og orden. Forståelsen for modstand og sabotage var ringe, men efterhånden spirede modstanden og viste sig i illegale aktiviteter, der tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.
Albert Iversen var født i Randers, blev student fra Randers Latinskole i 1914 og tog dyrlægeeksamen otte år senere. Efter at have arbejdet som dyrlægeassistent nedsatte han sig i 1925 som selvstændig dyrlæge i Spentrup, hvor han fik oparbejdet en stor praksis. I øvrigt samme år som Marius Fiil sammen med Gudrun flyttede ind på Hvidsten Kro i nabobyen Hvidsten.
Iversen var en driftig dyrlæge, vellidt, jovial og slagfærdig med sin stoute karakter og sit jyske lune. Altid klar til hastebesøg hos egnens landmænd og altid med kasketten i nakken.
Albert og hustruen Augusta blev i de følgende år forældre til tre døtre: Ulla, Tove og Helle. Pigerne gik i skole i Spentrup og kom senere på Randers Realskole. Den travle dyrlæge hastede trofast på stationen for at tage imod sine døtre, når de kom hjem med toget fra skolen i Randers.
Pigerne hjalp på skift deres far i hans dyrlægepraksis, og i fritiden blev der passet have og spillet kort. Dyrlæge Iversen spillede bridge sammen med mejeribestyrer Stubkjær, stationsforstander Nielsen samt læge Steensen, som Albert ofte drillede med et glimt i øjet: Han lærer det aldrig.
Engang ringede Albert op til telefon-centralen. Det varede lidt længe, inden centralbestyreren svarede, og dyrlægen råbte utålmodigt ind i telefonen: “Nu sover han fa`neme igen”. “Ja, men jeg snorker ikke”, blev der stille svaret.
Tidligere kredsdyrlæge Helge Jensen har fortalt, at der altid var liv og glade dage i dyrlægeboligen i Spentrup med masser af gæster og gode venner på besøg. Albert Iversen havde i sine unge år levet studietidens muntre liv på Regensen med den jævnaldrende Kaj Munk, og han elskede at underholde med anekdoter om digterpræsten.
Som da Kaj Munk serverede banan kogt i mælk med ordene: Her ser du en ret, verden aldrig før har set. Efter at have smagt på delikatessen fortsatte han: Og som verden heller aldrig mere vil få at se.
Eller når han ville demonstrere sine evner på en fodboldbane. Kaj Munk mestrede til fuldkommenhed at skrive lejlighedssange og muntre taler til AB`s fester, men som dyrlægen sagde: kunsten at spille fodbold, det lærte han aldrig.
Hvidsten Gruppen blev dannet som én af Danmarks første nedkastningsgrupper i marts 1943 af kroejer Marius Fiil. Igennem måneder modtog og fordelte Hvidsten Gruppen containere med våben, ammunition og sprængstoffer. Også modtagelse af faldskærmsagenter indgik i modstandsarbejdet, og da Albert Iversen som dyrlæge frit kunne færdes ude om natten i sin bil, var det ham, der bragte agenterne i sikkerhed i Tulles Hus tæt ved Hvidsten Kro.
I december 1943 blev et par danske agenter taget af tyskerne i Århus, og under tortur afslørede de Hvidsten Gruppen. Efter at have holdt Hvidsten Kro under observation gennem flere måneder slog Gestapo til tidligt om morgenen den 11. marts 1944, og modstandsgruppens medlemmer blev arresteret.
Albert Iversen skærmede altid sine kære mod livets fortrædeligheder – selv til slut, da han netop var blevet dømt til døden. Augusta havde fået lov til at besøge sin mand i Vestre Fængsel, og han virkede glad, fuld af håb og optimisme. Fortrøstningsfuld kunne hun vende tilbage til dyrlægehjemmet i Spentrup, hvor pigerne spændt ventede på nyt.
Men Albert Iversen havde beredt sig på det uundgåelige, og kort tid forinden havde han betroet en medfange: ”Lov mig, når du kan, at tage hjem og hilse på Gusta og mine tre tøser, og sig dem, at far nok skal tage det hele som en god, dansk mand. Og gå så over markerne op til Blichers grav og nyd synet derfra – så vil du forstå, hvorfor vi fra den egn satte livet ind for Danmarks sag.”
Torsdag den 29. juni 1944, Vestre fængsel, Celle C2 på anden sal. Lidt efter midnat lød der støvletramp, tyske kommandoråb og raslen med nøgler i gangene bag de tykke mure. Hvidsten Gruppens medlemmer blev hentet ud af deres celler, og de vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod.
Klokken fire om morgenen ankom en deling tyske soldater til fængslet for at føre dem til henrettelsespladsen i Ryvangen. Celledøren blev åbnet, Marius Fiil trådte frem foran sine kammerater og sagde med tydelig stemme: Vi er klar.
De otte medlemmer af Hvidsten Gruppen blev kørt til Ryvangen, og kort tid efter lød pelotonens geværsalver ud i sommernatten
Urnerne føres til Mindelunden i Hvidsten – Kilde: Purhus Lokalarkiv
