Bülows Hjørne: Barndomsminder – Den gamle landsbydegn fortæller

Af Louis Bülow

For ikke så længe siden var alt, som det plejede at være – ved det gamle. Vi gik stadig rundt og planlagde ferierejser, familiesammenkomster og shoppingture og havde end ikke i vor vildeste fantasi forestillet os en tilværelse med Corona.

Pandemien skabte nærmest paniske tilstande og sendte vores dagligdag til tælling med et væld af stramme restriktioner og begrænsninger med mundbind, ansigtsmasker og desinficerende håndsprit som tilhørende ingredienser.

Et samfund i undtagelsestilstand. I fjor besluttede mange ældre at gå i frivillig isolation uden at kunne forlade hjemmet eller modtage besøg af familie, venner og bekendte. Julen dét år skulle i sandhed blive en julehøjtid i Coronaens tegn med Covid-19 lige i hælene på os.

Men minderne har vi da lov at have …

I Corona-tider med karantæne var der tilbage at lade tanker og minder tage på langfart tilbage til barndommens landsbyskole i det vestjyske, der emmede af kanelduftende julehøjtid, stokrose-romantik og Morten Korch idyl.

En sorgløs tidsalder fra før verden gik af lave. Nymodens teknologiske pjank og påhit som smart-phones, tablets og sociale medier var endnu ikke opfundet men lå ude i en fjern fremtid.

I skæret af nostalgiens blide patina træder jeg ind i et tidsbillede fra midt i 1950érne og er tilbage i skolens lune klasseværelse fra dengang, der summer af lavmælte stemmer og velkendt småsnak.

Det første kapitel åbner sig i Mindernes Bog og skønne erindringsglimt rinder mig ihú om vor elskede klasselærer Knud Jensen. Tilbage fra 1920’erne sad han stout og bred bag sit kateder og lignede det, han var – en ægte landsbydegn, helt ind i sjælen forankret i vestjysk bondemuld.

Lærer Knud Jensen – Kilde: Hejnsvig Lokalarkiv

Ikke en oppustet degn som Per Degn i Holbergs komedie Erasmus Montanus, men en forgudet lærer, underviser og vejleder for generationer af skolebørn i det lille landbosamfund.

For lærer Jensen var lærergerningen et kald, en passion, der rakte langt ud over skoledagen. Med hjertet som kompas lyste han op i skoletidens trængsler, hvor der flittigt blev terpet bibelhistorie, salmevers, floder og kongerække.

Dengang blev kæft, trit og streng disciplin set som undervisningssystemets bærende pædagogiske principper, men de eksisterede ikke i lærer Jensens univers. Fra allerførste dag begravede han straffeprotokol og spanskrør dybt i katederskuffen.

Hvor der ellers i fordums dages stråtækte skole blev værnet nidkært om gamle dyder og traditioner, havde Knud Jensen sans for meningsfyldt undervisning og gjorde med sit hjertevarme sindelag op med gold og glædesløs indlæring.

I lærer Jensens lune klasseværelse fandt vi en oase, et fristed. Som en gudsbenådet underviser og fortæller evnede han på forunderlig vis at få tør og kedelig lærdom til at funkle og inspirere.

Han så julen som børnenes fest, børnenes glade tid, og hvert år op til den store aften forvandlede han klasseværelset til ét stort barnekammer.

Uden blusel stjal han undervisningstid fra Bibelen, Det Gamle Testamente og Christian den Fjerde for ved julelampens skær at læse højt af de elskede juleeventyr og betro os julehøjtidens budskab om kærlighed, godhed og hjertevarme.

Ligesom han troligt hvert år indviede os i et juledrama, der livet igennem havde en ganske særlig plads i hans hjerte – en fortælling, der formåede at fange vor fulde opmærksomhed.

 

Selve juleaftensdag lørdag den 24. december 1898 ramte en nærmest ufattelig tragedie en fattig husmandsfamilie på Skejby Mark ved Aarhus i det østjyske. En begivenhed, der bredte sig som en løbeild over hele landet og ryddede alle avisforsider.

Ved skæbnens forunderlige tilskikkelse var lærer Jensen selv født kun få dage forinden den 18. december 1898 på et husmandssted ved Nakke. Det var måske årsagen til, at han hvert eneste år fortalte netop dén historie for sine elever:

Med deres 6 børn levede husmand Lars Henrik Svendsen og konen Mette under ekstremt fattige forhold i en ussel og faldefærdig rønne i den lille landsbyflække.

Lillejuleaften den 23. december 1898 sled Mette med opsmøgede ærmer og sved på panden bravt med julesul og hjemmebag, mens brændekvaset lystigt knitrede i den gamle jernkakkelovn. Det lille husmandssted summede af glade barnestemmer, og helt frem til godt midnat sad faderen Lars og snittede træfigurer som julegaver til de små.

Allerede ved tretiden om morgenen stod begge forældre op for at passe deres dont på store gårde i nærheden – Lars Svendsen som fæstet røgter  og Mette som malkepige.

Mens de fem små børn – Oskar Sigfred 8 år, Herman 3 år, Ellen 5 år, Pauline 5 år, Jensine 2 år og Gerda Marie 8 måneder – lå og sov sødt i deres senge, gjorde mor morgenmaden klar. Hun stillede et knippe vådt poppeltræ til tørre og tændte op i kakkelovnen, så der kunne være lunt og godt for børnene at være, når de stod op. Ved 4-tiden kunne forældrene da endeligt begive sig afsted.

Da mor senere vendte tilbage til husmandsstedet for at få børnene purret op, fandt hun hjemmet fyldt med røg. De små lå i deres senge, sovet ind i døden af kulilteforgiftning på grund af en defekt skorsten. Et 6. barn undgik at lide samme skæbne ved at overnatte på en gård i nærheden.

Dén juleaftensdag i 1898 havde tidens store sociale reformator børnevennen Peter Sabroe vagten på Demokratens redaktion i Aarhus. Han modtog meldingen om børnenes tragiske død og cyklede til Skejby for at se nærmere på den forfærdelige historie.

Peter Sabroe skrev en gribende artikel under overskriften Børn i Skejby dræbt af Røg, og med sin skarpe pen forstod hán om nogen at vække nationens samvittighed.

Kilde: Kolding Stadsarkiv

 

Begravelsen fandt sted om onsdagen den 28. december 1898, og tusinder af arbejdere fra Aarhus mødte frem ved husmandsstedet på Skejby Mark for at følge børnene til deres sidste hvilested på kirkegården i Skejby.

Tilbage i det trygge klasseværelse i 1950’ernes Hejnsvig sad vi elever med store øjne og blussende kinder og lyttede til lærer Jensens gribende historie om den fattige families tragiske juleaften.

Der var koldt derude i Hejnsvig med frost og bidende polarkulde, og ikke et øje var tørt, da vi stille listede ud af lærer Jensens klasseværelse for at begive os hjemad.

Også Himlen græd med, og hvide snefnug faldt over gader og stræder som blide tårer …

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

WeePie Cookie Allow cookie category settings icon

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.

WeePie Cookie Allow close popup modal icon