Inge Maria Seemann fejrer den 1. januar 2022 40-års jubilæum hos IFF

Inge Maria Seemann - PR-Foto: IFF
Mayland 2025 banner

Inge Maria Seemann, QA koordinator, kan fejre 40 års jubilæum ved IFF, Grindsted, den. 1. januar 2022.

 

Inge begyndte som laborantelev, fik efterfølgende stilling som laborant og arbejdede de første år med kvalitetskontrol af råstoffer, mellemvarer og færdigvarer i forskellige områder på laboratoriet.

Inge engagerede sig i enzymanalyser, hvilket førte til et år i udviklingslaboratorierne i Brabrand, hvor hun arbejdede med udvikling af enzymanalyser.

Da kvalitetssikring blev moderne, og fabrikken skulle indføre et ledelsessystem og leve op til ISO standarden, fangede det Inges interesse.

Hun kastede sig over kvalitetssikringsarbejdet (QA) og har gennem flere årtier været med til at opbygge det system, der sikrer, at kvaliteten undervejs i fremstillingsprocessen indbygges i de varer, der fremstilles på fabrikken.

Det har krævet ekstra uddannelse, meget gå-på-mod, stor selvstændighed og en stor interesse i at få skabt et praktisk anvendeligt system til sikring af kvalitet og fødevaresikkerhed, som alle kollegaer på alle niveauer i organisationen bruger hver eneste dag.

Hun tager imod fødevaremyndigheden, når der er uanmeldt kontrolbesøg, gennemfører kundeaudits, svarer på spørgsmål om hygiejne, hårnet, skægbind og metaldetektorer, følger op på afvigelsesbehandlinger og vurderer forbedringer, som skal gøre systemet så godt som muligt og sikre den ønskede kvalitet i produkterne og den gode hygiejne i fabriksafsnittene. Hun rådgiver om egnet produktionsudstyr, så rengøringsvenlighed og hygiejnisk design tænkes ind, når der anskaffes nye maskiner.

Inge har også været med til at tilpasse systemerne og arbejdsgangene, så de opfylder præsident Obamas amerikanske fødevarelovgivningskrav, og på den måde sikre eksporten til USA. Hun ser frem til at vise det til den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), som pga. COVID-19 har måttet udskyde deres varslede inspektion.

Privat har Inge en aktiv familie bestående af 4 dejlige børn og adskillige sviger- og børnebørn, som alle nyder godt af hendes private skov med shelter og eget kildevæld. Hun er glad for sine katte og hun deltager aktivt i lokale initiativer i sit nærmiljø. Menighedsrådet og ”Varde-Å-Dags”-gruppen nyder stor glæde af Inges effektivitet og hendes organisationstalent.

Der skal lyde et stort TILLYKKE med dagen fra hele kvalitetsafdelingen og alle de øvrige kolleger på fabrikken i Grindsted

Mayland 2025 banner