Af Louis Bülow
Der findes dage og øjeblikke, vi aldrig glemmer. Dyrebare minder og erindringsglimt, der nærmest er frosset fast i erindringen, og som vi for altid skal gemme i vort hjerte.
For den tidligere statsminister Anker Jørgensen skulle en ganske særlig togrejse i barndommens land blive et sådant øjeblik. Måske det vigtigste i hans liv – en togrejse tilbage i 1928, der reddede den bette knægt fra at blive stuvet væk som socialt bundfald på tidens berygtede børneinstitutioner og opdragelsesanstalter
– Nåja, ham må kommunen vel tage sig af …”
Ordene faldt på drævende sjællandsk, da tobaksarbejderske Karla Jacobsen spurgte den ældre landmand, hvad der skulle ske med hans barnebarn Anker, der netop havde mistet sin mor Karen Marie. Kun et par år før var Ankers far bukket under som 30-årig for dèn tids fattigmandssygdom tuberkulose.
Få timer tidligere var tante Karla med Anker i hånden troppet op på Københavns Hovedbanegård for at tage sin nevø med på en togrejse ud på landet til bedsteforældrenes gård på Midtsjælland.
Med bemærkningen – Jeg skal give dig kommune besluttede tante Karla resolut at tage toget retur til arbejderlejligheden i Bådsmandsstræde 10A i det indre København – og samtidigt tage Anker med sig tilbage på rejsen.
Med tante Karla ved hånden skulle Anker blive forundt en vidunderlig barndom og opvækst i den lille lejlighed. Et kald og ædle gerninger i godhedens tjeneste var ikke forbeholdt berømte ikoner som Moder Teresa men meldte sig i skikkelse af en ganske almindelig tobakarbejderske, der med hjertet som kompas gav sig selv for sin bette knejt.
Hos tante Karla lærte Anker klassiske – nogle vil nok sige gammeldags – værdier, dyder og idealer at kende, som han senere tog med sig ud i livet.
Endnu var verden ikke gået helt af lave, og den bundsolide cigarsorterer Thorvald Stauning skulle fra 1920’erne komme til at sidde som landets statsminister i godt 15 år. Med stolthed i stemmen sagde tante Karla tit til Anker:”Ja, Stauning og mig, vi er medlem af samme fagforening.”
Kalenderen sagde december, julehøjtiden stod for døren – den måske mest mindeværdige i Anker Jørgensens liv. Der blev hygget Ved Julelampens Skær, bladret i julekataloget fra Daells Varehus og lyttet til Statsradiofonien. Om søndagen lå gader og stræder øde hen, når man sad klistret til radioen for at lytte til datidens pendant til Matador, Familien Hansen.
Udenfor indhyllede blide snefnug barndommens gade og de grå brosten i et hvidt fløjlstæppe, der nærmest funklede af nyfalden julesne. I det fjerne kimede kirkeklokker julebudskabet ind om godhed og næstekærlighed …
Sceneskift 1. Vi tager endnu engang med Anker Jørgensen tilbage i tiden – denne gang til fredag aften den 4. maj 1945, hvor redaktør Johannes G. Sørensen som den danske stemme i BBC netop har videbragt de ikoniske ord, der skal komme til at markere afslutningen på besættelsen:
Den unge modstadsmand Anker Jørgensen ved befrielsen – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
”Her er London … I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager …”
I de hektiske befrielsestimer druknes besættelsens fem forbandede år i en sydende heksekedel af jubel, festrus og tidens bedste pullimut. Også i Hovedstaden bliver forhadte mørklægningsgardiner flået ned og smidt på flammende bål i gader og stræder, og tændte stearinlys sættes i alle vinduer.
Man synger og danser sig gennem den søde og milde majnat, slider skosåler og stemmebånd til It’s A Long Way To Tipperary og danske nationalsange til langt ud på natten.
I den indre by er Anker Jørgensen – nu 22 år gammel og leder af en større modstandsgruppe – taget med en af Københavns Sporvejes sporvogne for på nærmeste hold at opleve historiens vingesus og befrielsen.
Anker har ellers den aften indkaldt sin modstandsgruppe til alarmprøve kl. 22 men kan notere i sin dagbog:”Kl. 21 Befrielsen. Panik og vild Jubel. Sporvognene med Passagerer paa Taget. Fuld Blus over det hele … Man græd den 9. April 1940 og sang nu den 4. Maj af Glæde.”
Den fredag aften i maj 1945 går tiden i stå – det bliver en skelsættende aften, man mange årtier senere kan genkalde sig i alle detaljer. Man husker, hvor man var, hvem man var sammen med, hvad man lavede …
Sceneskift 2. Vi tager endnu en gang tilbage til gamle dage og slutter os til Anker Jørgensen – nu landets statsminister – på en togrejse i det sjællandske for fire årtier siden. Til skumringstimen i en fyldt togkupé i lokaltoget Hundested-Frederiksværk, der i et adstadigt tempo duvede sig frem mod København.
Den fremmede var mørklødet og sad med sin kulsorte manke alene i den fjerne ende af kupeen med en buket blomster. Han skilte sig ud fra sine medrejsende, der alle hørte hjemme og småsnakkede fortroligt sammen. Måske for at falde ind og være med kiggede han op fra tid til anden og nikkede venligt til de andre passagerer.
En ældre herre trådte ind i kupeen og satte sig hen til den fremmede, mens andre hilste på med et velkommen Anker. Anker Jørgensen var landets statsminister og dus med danskerne, stod i vejviser og telefonbog uden hemmeligt nummer og færdedes frit uden livvagter og PET-agenter.
Anker faldt hurtigt i snak med den fremmede, der nok turde siges at have følt sig sat uden for det gode selskab. Nu sad han pludseligt her i en togkupé overfor Danmarks statsminister og snakkede om løst og fast. Det gik fint, for han havde gjort sit bedste for at lære det danske sprog at kende.
Aldrig skulle den græske gæstearbejder glemme togrejsen dén eftermiddag for 40 år siden, og med stolthed i stemmen ville han fra tid til anden tage sine børn og børnebørn med ned ad Memory Lane og fortælle om dengang, han i et lokaltog sad og hyggede sig med landets førstemand.
Sceneskift 3. Lad os en sidste gang tage med Anker Jørgensen på en togrejse, der ligger nogle år tilbage. De medrejsende skal opleve alderdommens skrøbelighed, javel, men også en usvækket livskraft, da den tidligere statsminister stiger på S-toget mod København.
At den gamle statsminister stadigt er på fornavn med nationen, fornægter sig ikke i S-toget, hvor mange har noget på hjerte. Der går lang tid, inden han kan sætte sig ved siden af en ung mand fra Amager Michael. De to falder snart i snak, og oplevelsen dengang mejsler sig for tid og evighed ind i Michaels erindring. Med hans egne ord:
“Jeg blev først lidt paf, Det her er sgu en af de helt store kanoner, tænkte jeg. Den sidste politiker af sin slags, en af dem der aldrig fik en højere universitetseksamen og alligevel nåede helt derop, hvor man ikke kan nå længere. Jeg fik gudskelov taget mod til mig og fik sagt “Dav Anker” til ham. Han hilste venligt tilbage, og så sludrede vi løst og fast om politik i de 10 minutter, det tog, inden toget holdt ved spor 9 …
Jeg kiggede efter ham, da han gik hen af perronen. Han så gammel ud, gik med stok og havde bøjet ryg. Sådan virkede han ellers ikke på mig inde i kupeen. Der havde hans øjne lyst og hans stemme glødet … Hold ud, du gamle, tænkte jeg.”
Anker Jørgensen i April 2007 – Kilde: Privatfoto Kristian Møller
