Bülows Hjørne: Hitlers helte og Kaj Munks bødler

Af Louis Bülow

En råkold vinternat i november 1938 – Krystalnatten – drog nazister hærgende gennem tyske byer på klapjagt efter jøder, som de mishandlede og myrdede efter behag. Herhjemme fik de dramatiske begivenheder digterpræsten fra Vedersø Kaj Munk til at gøre op med nazisternes fremfærd overfor det jødiske folk.

Hvor Jyllands-Posten i sin avisleder slog fast, at man kunne ”indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder”, tog Kaj Munk bladet fra munden og kaldte behandlingen af jøderne i Det Tredje Rige en skændsel.

Digterpræsten Kaj Munk ved Vedersø præstegård – Kilde: Nationalmuseets samlinger online

En uges tid senere skrev han et åbent brev til Italiens diktator Benito Mussolini og bad denne gribe ind for at standse vanviddet: ” Og sig til Deres Ven, Hitler, at nu maa det være nok …”

Benito Mussolini – Kilde: Wikimedia.org

Ved skæbnens forunderlige tilskikkelse skulle diktatorens og digterpræstens veje komme til at krydse hinanden senere under Anden Verdenskrig – i september 1943 ved det lille vintersportshotel Campo Imperatore øverst oppe på bjergkæden Gran Sasso i Italien og fire måneder senere i januar 1944 herhjemme i Vedersø Præstegård i det vestjyske mellem idylliske søer, fjorde og klitplantager.

Lad os skrue tiden tilbage til september 1943, hvor tyske specialenheder, senere kendt som Jagdverbände 502, gennemførte historiens vel nok mest berømte redningsaktion: befrielsen af Mussolini, der nogle måneder forinden var blevet afsat som diktator og arresteret.

Otto Skorzeny – Kilde: Des Bundesarchiv

Aktionen med kodeordet Operation Eiche havde SS-Obersturmbannführer Otto Skorzeny i spidsen med SS-Hauptsturmführer Otto Schwerdt som næstkommanderende og SS-mændene Karl Radl og Anton Gföller med i front. Den utrolige aktion skaffede dem et legendarisk ry i Det Tredje Rige som Hitlers forvovne helte og betegnelsen Europas farligste mænd hos de Allierede.

Den 25. juli 1943 blev den 35-årige Otto Skorzeny kaldt til Hitlers hovedkvarter, hvor Føreren bad ham stå i spidsen for aktionen. Hitler havde ikke alene en stærk personlig interesse i at få befriet sin gamle ven – han behøvede Mussolini for hurtigst muligt at få genoprettet det fascistiske diktatur i Italien, og denne var tiltænkt rollen som leder af den nye republik i Norditalien, besat af tyskerne.

Otto Skorzeny tøvede ikke men påtog sig opgaven.

Efter sin arrestation blev Mussolini flyttet fra sted til sted, men Skorzeny og hans efterretningsfolk fulgte nøje hans bevægelser og var lige i hælene på ham. Endelig i begyndelsen af september blev den prominente fange overført til et lille vintersportshotel Campo Imperatore øverst oppe på bjergkæden Gran Sasso. Hotellet lå næsten 2000 meter højt, kun mulig at komme til med tandhjulsbane.

Lørdag den 12. september 1943 stod Mussolini i solskinnet ved det åbne vindue i sit fangelokale og kiggede fortabt ud over det øde landskab. Præcis kl. 14 landede det første svævefly lydløst kun 100 meter fra hotellet, og bevæbnede mænd anført af Otto Skorzeny og Otto Schwerdt sprang ud og stormede hen imod hotellet. Flere svævefly landede, flere mænd med maskinpistoler myldrede frem.

De italienske vagter blev totalt overrumplet og afvæbnet. Et øjenvidne har senere fortalt, hvordan Skorzeny og Schwerdt narrede italienerne ved at have en kidnappet italiensk general, Fernando Soleti, skubbet frem i forreste række. Samtidigt råbte de på italiensk til vagterne, at de ikke måtte skyde på den italienske general …

Skorzeny med Otto Schwerdt lige i hælene fandt lynhurtigt frem til Mussolini, interneret i værelset på anden sal, fik sparket stolen væk under radiooperatøren og ødelagt sendeudstyret. Derpå vendte Skorzeny sig mod den italienske Il Duce, mens han indtog stram retstilling.

SS-Hauptsturmführer Karl Radl har beskrevet dette øjeblik i sin bog Befreier fallen vom Himmel: ”Da jeg trådte ind ad den åbne dør, erklærede Skorzeny: Duce, Føreren har sendt os for at befri Dem! … Han trykkede Skorzenys hånd, omfavnede ham, kyssede ham på kinden – og gjorde det samme ved mig, Schwerdt og Warger.”

 

Otto Skorzeny blev betragtet som en af Hitlers mest loyale håndlangere med terror som speciale, og under krigen stod han bag en lang række nazistiske terrorgrupper rundt om i Europa. I Danmark satte han senere under besættelsen sin næstkommanderende Otto Schwerdt i spidsen for den berygtede danske Peter-gruppen, opkaldt efter Schwerdts dæknavn: Peter Schäfer. Udover omfattende sabotage og bombesprængninger med mange dødsofre udførte Peter-gruppen 94 drab ved koldblodige likvideringer og 25 drabsforsøg.

Det var således Peter-gruppen, der stod bag de massive bombesprængninger, der natten til den 22. februar 1945 ødelagde store dele af Guldsmedegade i Aarhus. Syv mennesker omkom, blandt dem en lille pige på 6 år og to unge kvinder, der sprang ud fra 4. sal i et desperat forsøg på at redde sig ud af flammerne.

En aften præcist 113 dage efter at SSs specialenheder med Skorzeny, Schwerdt og Gföller i spidsen fik befriet Mussolini fra fangenskabet i det lille vintersportshotel, dukkede to af de selvsamme SS mænd pludseligt op i Danmark ved Vedersø Præstegård i det vestjyske. Otto Schwerdt og Anton Gföller var med i den gruppe på fem Gestapo folk, der om aftenen den 4. januar 1944 kørte ind på gårdspladsen for at hente Kaj Munk.

Den 8-årige Morten Schyberg, yngste søn af litteratur- og teaterkritikeren Frederik Schyberg og skuespillerinden Nina Kalker, var til stede, da Gestapos bødler kom for at hente digterpræsten.

Drengen sad i den gamle stue og hyggede sig med Lise Munk og de andre børn. Han har senere fortalt:“Pludselig blev der noget uro, en hvisken og tisken, og ude ved trappen var der nogle mænd med overtøj, og der holdt en bil på gårdspladsen. Ved bilen stod en mand med et våben hængende tværs over maven. Efter nogen tid kom Kaj Munk ned ad trappen og blev ledsaget ud til bilen.”

Kaj Munk – Kilde: Nationalmuseets samlinger online

Inden han blev ført bort, tog Kaj Munk bevæget afsked med børnene og omfavnede Lise Munk med ordene: “Stol på Gud”.

Næste morgen fandt man liget af modstandskampens inspirator og nationale symbol, smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke mellem Pårup og Silkeborg.

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

WeePie Cookie Allow cookie category settings icon

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.

WeePie Cookie Allow close popup modal icon