51-årige Rikke Müller har åbnet Rikkes Massage på Engtorvet 9 i Grindsted. Lokalerne har tidligere været brugt til fodklinik og senest af en kosmetolog. Rikke bor sammen med sin mand i Stenderup-Krogager. Manden arbejder på Lego, og Rikke arbejder desuden som social-og sundhedsassistent torsdage og fredage på et plejehjem i Gørding, ligesom hun også er tilmeldt et vikarbureau som social -og sundhedsassistent.
Rikkes interesse for massage er stille og roligt kommet i forbindelse med arbejdet som social- og sundhedsassistent, for her er der mange der har brug for “varme hænder” til en god omgang massage, enten af fødder, arme, ben eller ryg.
Mænd er også velkomne
Rikkes Massage er ikke kun for kvinder, men mænd er også velkomne til at få massage.
En dag var der på et plejehjem, en ældre dame der bad om at få en Panodil, og da Rikke så spurgte om ikke hun kunne tænke sig at få noget fodmassage, sagde damen at det havde hun aldrig prøvet, men de blev enige om at det skulle prøves, og bagefter havde damen ikke brug for Panodil , hun ville hellere have fodmassage. Normalt er der ikke tid til den slags ting som social- og sundhedsassistent, men lige denne dag var der lidt tid i overskud.
Rikke har taget uddannelsen som lægeeksamineret massør (hun mangler kun den mundtlige eksamen), så derfor er hun startet op som massør i Grindsted.
Fokus på seniorer
Rikkes fokus er på seniorer, velvære og wellness massage, men hun ordner også gerne en øm skulder, en nakke eller nogle trætte, ømme ben. At det er seniorer der er hendes fokusområde, skyldes hendes erfaring fra arbejdet som social- og sundhedsassistent, hvor hun ofte har oplevet at de ældre også har brug for velvære, hvor man kan få løsnet musklerne. Hun tilbyder blandt andet senior massage, hvor det er arme, ben, fødder og hænder der bliver behandlet.
Kører også ud
Det er ikke kun i klinikken hun behandler, for hun tilbyder også at køre ud til plejehjem eller ældre i deres egen bolig (kun i stueplan eller hvis der er en elevator).
Rikke tilbyder også pedicure og manicure til ældre… Almindelig og luksus (luksus får man håndbad/fodbad og man kan også få neglelak på).
Alle er velkomne, ved personer under 18 år er det kun wellness massage man kan få, og det kræver at forældrene skal underskrive et dokument.
Corona forholdsregler
Der står håndsprit fremme flere steder i klinikken. Både hvor du hænger dit overtøj, og i selve massagerummet, og Rikke forventer at folk sørger for at bruge håndsprit.
Samtidig kræver hun også at folk der kommer for at få en behandling skal have en negativ coronatest, for et vaccinationspas er ikke nok. Såfremt du ikke kan vise en negativ teste der er gyldig, så bærer både klient og behandler mundbind under hele behandlingen.
Rikke er selv fuldt vaccineret og bliver testet hver uge.
Længere tid
Der bliver sat 15 minutter af til omklædning når du har en tid hos Rikkes Massage, hvis du f.eks. har en halv times massage, får du den halve times massage, for omklædningen trækkes ikke fra. Efter hun har haft en klient inde på klinikken, bliver alt sprittet af, og hvis klienten har benyttet sig af toilettet, bliver det også rengjort og sprittet af.
Facebook og hjemmeside
Rikkes Massage har både en hjemmeside og en facebookside. På facebooksiden har hun fået den første anmeldelse fra en glad klient.
Rikkes Massage finder du på Engtorvet 9, stuen ved siden af Legekæden/Bog & Idé i Grindsted.
Rikke kan kontaktes på tlf. 91 97 80 80 eller email info@rikkesmassage.dk
Der er åbent mandag, tirsdag og onsdag fra kl. 10 til 20, samt lørdag og søndag fra 10 til 20.. Du skal bestille tid på forhånd.
Betaling skal ske enten via mobile-pay eller kontanter.