Bülows Hjørne: Vor elskede hund Glenn – og det sidste farvel

Kilde: Louis Bülow

Af Louis Bülow

Denne artikel var den 10. fra Louis Bülow, der blev bragt her på Netavisen Grindsted. Den blev bragt den 26. november 2019.

Et vemodigt erindringsbillede bærer tilbage til en tid, hvor verden endnu ikke var gået helt af lave. En nostalgisk rejse årtier tilbage til en sørgmodig dag i december i det lille landbosamfund Hejnsvig i det vestjyske.

De sidste timer med vor elskede schæferhund Glenn. Det sidste farvel.

Privatfoto

Brændekvaset knitrer lystigt i kakkelovnen,  og en stemning af julehøjtid har sænket sig over mit barndomshjem. Fra køkkenet breder sig en liflig duft af julesul og bagværk til de lune stuer, og i julelampens skær bugner sofabordet af julekager, frugt, nødder og bolcher fra Nørregade.

Udenfor skærer bidende vinterkulde og frost ubarmhjertigt gennem marv og ben, hvide snefnug falder som blide tårer over gader og stræder og indhyller mit barndomshjem i et slør af nyfalden julesne og funklende iskrystaller. I det fjerne kimer den gamle landsbykirke i Hejnsvig julehøjtiden ind.

Med ét flænses stilheden af en ubarmhjertig ringen på døren – tiden er inde til den endelige afsked med Glenn. Længe og tappert holdt han ved, men nu er der kun tilbage den sidste rejse til dyrlægen.

Med armene om min trofaste ven sidder jeg på stuegulvet og giver følelserne frit løb, mens tanker og minder søger tilbage til dè år, Glenn forundte os sin trofaste hengivenhed.

En rejse ned ad Memory Lane til et væld af lykkelige stunder og erindringsglimt, der emmer af kærlighed uden forbehold. Dyrebare godhedsøjeblikke, som jeg senere har kunnet genkalde mig i alle detaljer og gavmildt favnet og øset af.

Fortvivlet klemmer jeg Glenn ind til mig og hvisker med Kaj Munks ord det sidste farvel: Ingen holder jeg af på den Måde, som jeg holder af dig. Så indtrængende trohjertigt lægger du din Pote på min Arm, så smukke i deres Trang til Kærlighed kigger dine Øjne ind i mine.

Selv i denne stund logrer Glenn med sin lange hale, stikker sin våde varme snude ind under min arm og slikker salte tårer af mine kinder.

Mærket på liv og sjæl gisper han efter vejret, og for tid og evighed skal jeg gemme hans øjnes sidste kærlighedserklæring i mit hjerte, da jeg byder ham farvel – trofaste ind i døden …

En fortættet stemning af sorg, vemod og triste tanker sænker sig over mit barndomshjem. Men også en dyb taknemlighed over alt dèt, Glenn har givet.

– Herregud, bare en hund, vil nogen sige …

Privatfoto

Bedre end nogen anden herhjemme har Kaj Munk evnet at tolke kærligheden mellem mennesket og dets bedste ven. Vi lader digterpræsten give svar på tiltale:

“Bare en Hund”, er der Mennesker, der siger. Er det “bare”, at et andet Liv har sluttet sig til mit, at en Hale klapper i Gulvet af Glæde ved at høre min Stemme, at en Snude fortroligt stikker sig ind i min Haand, at to Øjne røber mig Verdener af Tillid og Hengivenhed? … Jeg skammer mig ikke over de Taarer, der bryder paa, naar jeg siger Farvel til min Hund.

Jeg beundrer dig, din bestandige Veloplagthed, din Interesse for Livet, din Troskab i dit Kald, dit Gåpåhumør, hvad enten det gælder at fjerne en Loppe, at finde en Andrik imellem Rørene, at føde 11 uægte Hvalpe pr. Gang, at snappe Fluer …”

Også forfatteren Lise Nørgaard har taget bare en hund-bemærkningen under kærlig behandling i sit nationalklenodie Matador. Den mest populære TV-serie nogensinde hérhjemme, der stadigt samler danskere i alle aldre foran skærmen.

Privatfoto

I en hjertegribende scene har den tyske digter Herbert komponeret et digt til Vicky, som han læser højt for hende i grisehandler Larsen og Katrines køkken:

 “Wäre ich nur ein Hund

 mit Schnauze auch vier Beinen,

 dann wollten auch für mich

 die hübschen Frauen weinen

 und küsse meinen Mund.

 Ach, ich bin nur Mensch – kein Hund!”

I en samtalebog med Cecilie Frøkjær fortæller Lise Nørgaard, at hendes liv ændrede sig, da hun selv mistede sin hund:”Jeg havde ikke længere en hund ved siden af mig, når jeg sov. Jeg faldt i et sort hul, sov ikke om natten, spiste ikke, havde det bare rigtig, rigtig skidt … For nu var jeg alene …”

Da Kaj Munk måtte sige farvel til sin trofaste røde jagthund Gravmand, lod digterpræsten et væld af erindringsglimt passere revy i sit sind:

”Aldrig mere skal din muntre Hale slaa Tappenstreg paa Radiatoren, naar vi henne ved Bordet nævner dit Navn, aldrig mere skal du hoppe op ad mig og bide i mine Fingre, naar jeg kommer hjem fra en Rejse, eller blot naar jeg tager Gummistøvlerne paa, aldrig mere skal dine trofaste Stenkulsøjne kikke forstaaende ind i mine, aldrig mere skal du raabe Gevalt ved en mistænkelig Lyd om Natten …”

I barndommens land i Hejnsvig huserede Glenn som et elsket familiemedlem igennem godt et årti. Han veg aldrig fra vor side, fulgte os som en skygge, og med hundens trofaste tålmodighed fandt han ind, hvor mennesker ikke kan nå.

Havde han været alene hjemme bare kortvarigt, ville hans gensynsglæde ingen ende tage. Al hans uro, sorg og savn forvandlede sig på et splitsekund til ren og uforfalsket fryd, når han dansede rundt om os i stuen. Mens halen logrede af glæde, snurrede han rundt om sig selv og nappede os ganske blidt i hænderne og slikkede os i ansigtet.

Tilbage står hèr mange år senere mindet om Glenn, som vi fulgtes med i gode som i svære tider og igennem tykt og tyndt. Ord rækker ikke for mennesker, der har prøvet at have en hund, at elske en hund – og dette at miste en hund.

Sorgen og savnet var næsten ubærligt. Glenn var et fuldgyldigt og kært medlem af familien, en sjæleven, loyal, trofast, hengiven – ikke bare en hund …

 

Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website.
Hvis du vælger ikke at aktivere cookies, fungerer siden ikke optimalt, angiv dit valg til højre.

WeePie Cookie Allow cookie category settings icon

Cookie indstillinger

Nedenfor kan du vælge hvilke typer cookies du vil tillade fra hjemmesiden, klik på "Gem cookie indstillinger" for at angive dit valg.

Funktions cookiesSiden benytter funktions cookies, disse er nødvendige for at siden fungerer.

Analytiske cookiesSiden benytter analytiske cookies, således at vi kan analysere besøg, og optimere hjemmesiden.

Social mediaSiden benytter ikke social media cookies.

ReklameSiden benytter ikke reklame relaterede cookies.

AndreSiden benytter 3 part cookies, bla. til funktionalitet af siden, der bliver ikke gemt personlige informationer.

WeePie Cookie Allow close popup modal icon