Af Carsten Sander Christensen
30 kilometer sydøst for Grindsted, lidt nord for Egtved, finder man en nedlagt grusgrav. Tørskind Grusgrav. Køreturen, på omkring en halv times tid, mellem Grindsted og Tørskind foregår i et ret unikt område af Danmarks natur. Man starter på den meget flade Grindsted Hedeslette, der er en del af de vestjyske hedesletter. De vestjyske hedesletter blev dannet af smeltevandsfloder fra det isdække, der under Weichsel-istiden, der endte for ca. 12.000 år siden. De omfattede hele det østlige Danmark frem til Hovedstilstandslinjen, den linje, hvor gletsjerens flere meter høje kant endte, for henved 18.000 år siden. Og denne hovedstandslinje befinder sig små 10 kilometer øst for Billund, nær Vandel.
Landskaberne på hver side af hovedopholdslinjen er markant forskellige. Det kuperede Østjylland præges af tunneldale (Vejle Ådal), morænebakker og dødislandskaber. I Vestjylland er landskabet næsten fladt og skråner langsomt ned mod Vesterhavet, kun afbrudt af spredte bakkeøer (f.eks. Hejnsvig Bakkeø). Efter Vandel kan man bogstaveligt talt se i landskabet, at isen trak sig tilbage. Og i dette kuperede terræn finder man Tørskind Grusgrav på kanten af Vejle Ådal på Tørskindvej.
Tørskind Grusgrav fungerede langt op i 1900-tallet som lokal grusgrav. Den lå i den daværende Egtved Kommune. Men i midten af 1980erne fik daværende beskæftigelseskonsulent, Ib Grunnet (1948-2002) og fhv. borgmester i Egtved Kommune Jørgen Petersen (V) (f. 1936) den ide, at Egtvedpigen, hvis grav ligger i umiddelbar nærhed af Tørskind Grusgrav, skulle have en mand. På daværende tidspunkt, i Tågelund lidt vest for Egtved, boede Danmarks nok mest internationale anerkendte billedhugger nogensinde, Robert Jacobsen (1912-1993) sammen med sin familie og for en kortere periode, den international anerkendte franske landskabsarkitekt og billedhugger Jean Clareboudt (1944-1997) i et kollektiv på Tågelundvej. Han og konen døde for øvrigt i en alvorlig bilulykke i Istanbul den 7. april 1997.
Robert Jacobsen blev født den 4. juni 1912 i København. Han kom som cykelbud til den dengang kendte Henning Larsens kunsthandel i Vognmagergade i det indre København. Her blev han stærkt tiltrukket af kunstnermiljøet med kunstnere som maleren Folmer Bendtsen (1907-1993), maleren Søren Hjorth Nielsen (1901-1983), maleren Eugene de Sala (1899-1989) og multikunstneren Wilhelm Freddie (1909-1995). Af stor betydning for ham blev også den tyske udstilling, der i 1932 blev afholdt på Den Frie i København. Her var det især tysk-schweizeren Paul Klees (1879-1940) og den russiske maler Vasilij Kandinskys (1866-1944) værker, han beundrede og fik inspiration af.
Han var autodidakt og tilhørte gruppen af abstrakte kunstnere. Fra 1949 arbejdede Robert Jacobsen med jernskulpturer, hvor træ, jern og natur spillede en afgørende rolle. I slutningen af karrieren blev der lagt megen vægt på bæredygtigheden for disse skulpturer. Skrot og kasseret træ var hovedelementerne i kunstværkerne. Robert Jacobsen boede i Frankrig fra 1947 til 1969 og var bl.a. professor ved Akadamie der Bildenden Künste i München (1962-1982) og ved Det Kongelige Danske Kunstakademi (1976-1983). I 1969 flyttede han sammen med sin familie til kollektivet i Tågelund.
Yderligere har Robert Jacobsen udført en lang række monumentalskulpturer i ind- og udland: i Danmark, bl.a. i Esbjerg, Odense, Lindø, Billund, København og Ålborg. I udlandet bl.a. i Meymac ved Abbeaye Saint-André, Centre d’Art Contemporain, Frankrig (1991), Skulpturgruppe ved Firma Würth Künzelsau, Tyskland (1992) og sluttelig skulptur på UNESCO-pladsen overfor Eiffeltårnet, Paris (1993). UNESCO opfordrede i sommeren 1992 Robert Jacobsen til at udføre sidstnævnte seks meter høje skulptur. Opfordringen blev givet efter indvielsen af skulpturen i Meymac, hvor den daværende franske kulturminister Jack Langs departementschef Francois Barre ved indvielsen af skulpturen sagde: De to største billedhuggere i dette århundrede er Albert Giacometti (1901-1966) og Robert Jacobsen.
For 37 år siden, i 1985, begyndte de konkrete planer at tage form for en kunstpark i Tørskind. Robert Jacobsens kunst i favntag med naturen skulle sætte Egtved på verdenskortet. Borgerne forstod ikke helt beskæftigelseskonsulentens store planer. Mange af dem mente, at pengene var bedre givet ud til skoler og plejehjem. Fronterne var trukket op i kommunen. Robert Jacobsen havde i mellemtiden lavet sin egen selvejende institution ’Robert Jacobsen – Jean Clareboudt Landskabskultur’. Dette fik Ny Carlsbergfondet til at blåstemple Land Art projektet. Ligesom det blev et led i kulturfremstødet Danmark/Frankrig i 1987-1988. Samtidig formåede de lokale kræfter at samle penge hos lokale virksomheder, som smeden, maskinfabrikken, tømrermesteren og entreprenøren. Derved blev projektet også et lokalt Land Art projekt.
Den 1. juli 1991 var det så kommet så vidt, at kunstprojektet Landskabskulturen kunne blive indviet. Ud over Dronning Margrethe, Prins Henrik og Robert Jacobsen selv, deltog kulturminister Grethe Rostbøll, udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og vicepræsidenten for det franske Senat, Catherine Tasca. Desuden var flere hundrede nysgerrige mødt op. Selvfølgelig var den franske kunstner Jean Clareboudt også med ved indvielsen. Jan fra Klareboderne som han blev kaldt i Egtved og omegn. Udtalen af efternavnet voldte problemer. Det var ham der havde udført det overordnede planlægningsarbejde. Han var hovedkraften, og så var han jo også landskabsarkitekt. Nogle år efter indvielsen blev han udnævnt til Professor i Reims i det nordlige Frankrig.
Landskabskulpturen i grusgraven er vel stadig en af verdens største landskabsskulpturer. Den består af i alt ni delskulpturer. Jean Clareboudts: Fremspring, Opspring, Skrå i højden, Skrå i bunden og Udsigt. Robert Jacobsens: Store Tycho Brahe, Lille Tycho Brahe, Saturns hår og Tørskind-mand. Temaerne i de ni landskabsskulpturer er nærheden til stjerner, solens betydning, naturen, offerlund (både ydre og indre) samt vores nære forhold til naturens materialer (jern og træ). Områdets historie og livsbetingelser igennem årtusinder. Robert Jacobsens mening var at fortælle naturens historie gennem dens egne materialer. Om en stor sten sagde Store Robert engang, at den fire tons tunge sten lå bare der med alt sin viden inde i sig. Viden der var ved at blive glemt, og som stenen ikke selv kunne videreformidle. Og det var så det Robert Jacobsen arbejdede på, altså at lukke stenens viden ud til alle. Og det er til fulde lykkedes i Tørskind Grusgrav. Ligesom det er lykkedes for kunstneren Ingvar Cronhammar (1947-2021) med skulpturen Elia fra 2001 lidt uden for Herning.
Men hvad er så forbindelsen til Grindsted? Da skribenten startede på det daværende Grindsted-Vorbasse Museum i 1996, mødte jeg også Mette Lissau (1940-2006) og hendes mand Kurt Lissau (1932-2011). Det var henholdsvis Robert Jacobsens datter og svigersøn. De boede i et parcelhus ude i Østbyen på Dalsøvej 20, bag ved den tidligere børnehave Spiren, der lukkede for 7-8 år siden. Det blev til et langvarigt venskab. Desværre nåede jeg ikke at møde Robert Jacobsen, men til gengæld myldrede det med andre kunstnere lige fra den lokale kendte Billund-maler Svend Aage Madsen (1928-2009), ovennævnte Ingvar Cronhammar, Asger Jorns datter Susanne til såkaldte amatørmalere der ligesom Kurt Lissau selv deltog i diverse malerkurser.
I Tørskind Grusgrav kan man, efter man har betragtet skulpturerne, gå op på en bakketop. Herfra har man så Danmarks smukkeste udsigt over Vejle Ådal. Og det man har fået formidlet igennem kunstværkerne, kan man så se in natura. Det kunstneriske miljø i hjemmet på Dalsøvej havde de samme elementer i sig som skulpturerne i Tørskind Grusgrav. Samspillet mellem elementerne i amatørmalerierne såvel som i de professionelle kunstneres værker, udvidede de besøgendes forståelse for kunst og ja var en øjenåbner for en forståelse for den kunst i det hele taget, som man derefter kunne se in natura på diverse kunstmuseer.
Tørskind-mand i vintersol, Egtvedpigens længe ventede mand – Privatfoto
