Bülows Hjørne: Skæbnedage i December 1944

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Juleaftensdag 1943 – den sidste julehøjtid hos digterpræsten Kaj Munk i Vedersø Præstegård ved Ringkøbing, idyllisk beliggende ved søer, fjorde og plantager i det vestjyske.

Digterpræsten Kaj Munk ved Vedersø præstegård – Kilde: Nationalmuseets samlinger online

Kaj Munk var et familie menneske, et stort legebarn, der elskede at være sammen med sine fem børn. Der blev julet, hygget og pyntet, og hele familien var tidligt om morgenen trasket ud i gårdens plantage for at hente årets juletræ. Senere blev der klippet julestads, fortalt juleeventyr, leget og sunget sange i de lune stuer. Da juletræet skulle pyntes, skete det skjult for nysgerrige blikke med vat i nøglehullet.

Ved aftengudstjenesten var Vedersø kirke fyldt til sidste plads. Efter Kaj Munks juleprædiken kunne familien tage hjem og sætte sig til bords til julemiddagen: fasansteg med bjerge af duftende grønlangkål, risengrød, hjemmebagte julekager, nødder og godter.

Endeligt blev juletræet tændt, der blev sunget salmer, og barneøjne tindrede i skæret fra de levende lys. Hen på aftenen forsvandt Kaj Munk. Snart dukkede julemanden op med langt, hvidt skæg og gule træsko og sække fyldt med alskens julegaver.

Det blev sent, inden juleaftenen var forbi i Vedersø Præstegård – børnenes glade aften, børnenes fest.

Kaj Munk – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase

Hele julen frem mod Helligtrekongersdag i begyndelsen af januar spiste man traditionen tro grønlangkål og sprængt and i Præstegården. Denne sidste juleaften i 1943 sagde Lise med et glimt i øjet til sin mand, at der ville gå et helt år, før han igen fik den elskede ret.

Kaj Munk svarede, at han ikke ville få den at spise mere …

Få dage senere holdt Kaj Munk sin nytårsprædiken i Vedersø Kirke. Netop denne dag gik han ikke på prædikestolen i ornat, men blev stående nede på kirkegulvet klædt i overfrakke med rødt halstørklæde og sort studenterhue: “… da jeg i går forberedte mig for Guds ansigt til denne gudstjeneste, fik jeg det sådan, at jeg vidste, at jeg ikke kunne gå på prædikestol eller for alteret i dag … Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: „Kommer de efter dig i Nat?” 

Gestapos bødler kom tre aftener senere, den 4. januar 1944, og hentede Kaj Munk i Præstegården i Vedersø. Dagen efter blev hans lig fundet med ansigtet indsmurt i blod, smidt i en vejgrøft på toppen af Hørbylunde Bakke mellem Pårup og Silkeborg.

Lise Munk har senere fortalt, hvordan Kaj Munk omfavnede hende, inden han blev ført bort, og sagde de berømte ord: “Stol på Gud”.

Få uger tidligere jagtede tyskerne i den anden ende af landet en af frihedskampens store skikkelser, Svend Otto Nielsen, der under dæknavnet John var leder af en Holger Danske-modstandsgruppe i hovedstaden.

Svend Otto Nielsen – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase – de sidste timer 1946

Efter en sabotageaktion overnattede modstandsfolkene Svend Otto Nielsen og Jens Lillelund natten mellem den 8. og 9. december 1943 hos syersken Hedvig Delbo i dennes lejlighed på Østerbro, der tidligere var blevet brugt af modstandsbevægelsen.

Men Hedvig Delbo arbejdede i virkeligheden som stikker for Gestapo, og Svend Otto blev taget af tyskerne efter en heftig ildkamp på hjørnet af Ryesgade og Østerbrogade, ramt af syv kugler.

Uden lægehjælp blev han smidt i en celle i Vestre Fængsel. I flere måneder måtte han ligge på en madras gennem sølet af blod og materie fra skudsår og et knust lårben, kun afbrudt af timelange forhør og mishandlinger.

For at få oplysninger ud af ham yndede Gestapo manden Walther Falkenberg at sparke med fuld kraft på hans ødelagte ben og vride benet rundt. Når Svend Otto Nielsen mistede bevidstheden, blev der smidt en spand koldt vand over ham – og torturen kunne fortsætte. Han gennemgik forfærdelige pinsler, men holdt stand og røbede intet. Den første måned tilbragte han i en pøl af urin og afføring i en enecelle, hvor han ikke kunne røre sig for smerter.

 

Om morgenen den 27. april 1944 fik hans lidelseshistorie sin afslutning, da han blev vækket i sin celle af tyske kommandoråb og støvletramp på gangen. Han vidste kun alt for godt, hvad der nu forestod og bad om pen og papir for at skrive et afskedsbrev til sine kære.

Elskede Grethepige og lille Kirsten!

Om et Par Timer er jeg ikke mere. Guds Vilje ske. Jeg er blevet klar over, hvad vor lille Datter har betydet for os, aa, hvor jeg dog ønsker at tage hende i mine Arme og trykke et Faderkys paa hendes Kind, den lille Trold, nu maa du gøre det for mig …

Han blev slæbt ud af fængselscellen og ført til henrettelsespladsen i Ryvangen, bundet til en pæl og skudt. Ved opbydelse af sine sidste kræfter lykkedes det ham at holde sig oprejst under henrettelsen.

Hedvig Delbo skiftede navn og identitet, men blev genkendt og likvideret den 9. marts 1944. En modstandsgruppe sporede hende til Sankelmarksgade på Vesterbro, hvor hun under navnet Dam havde lejet sig ind på 2.sal.

Walther Falkenberg blev efter krigen anklaget for mord og for at have tortureret Svend Otto Nielsen næsten til døde. Men mildere politiske vinde kom ham til gode. Han blev idømt 20 års fængsel ved byretten, 12 år ved landsretten, men fik nedsat straffen og blev benådet og udvist efter 5 år.

Svend Otto Nielsen ligger begravet i Mindelunden i Ryvangen. Tre henrettelsespæle og en mindetavle med et vers af digterpræsten Kaj Munk markerer i dag henrettelsespladsen. Inskriptionen lyder:

 

Drenge, I Drenge, som døde,

I tændte for Danmark

i dybeste Mulm

en lysende Morgenrøde

 

– en af de sidste udgivelser fra Kaj Munks hånd …