Region Syddanmark er snart klar med 4. stik til særligt udsatte borgere

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Syddanskere med et svært nedsat immunforsvar tilbydes 4. vaccination mod COVID-19

Region Syddanmark tilbyder fra midten af uge 4 udvalgte borgere med et svært nedsat immunforsvar en 4. vaccination mod COVID-19. Det er den behandlende sygehuslæge, der henviser til 4. vaccination, og borgeren vil derefter modtage invitationen i e-Boks skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Regionens sygehuslæger vil i de kommende dage begynde at henvise de patienter, som opfylder kriterierne til en 4. vaccination. Hvis sygehuslægen vurderer, at det er relevant med en 4. vaccination, vil man fra midten af uge 4 og frem modtage en invitation i sin e-Boks. Man skal derfor ikke selv kontakte egen læge med henblik på at få et 4. stik. Hvis man mener, at man er omfattet af tilbuddet, men ikke har hørt noget inden for de kommende par uger, kan man eventuelt kontakte den sygehusafdeling, man normalt er tilknyttet. Man kan også tale med den behandlende læge på sygehuset, næste gang man er til kontrol eller behandling.

Der skal være gået mindst tre måneder mellem 3. og 4. vaccination, og borgerne vil blive vaccineret med den samme vaccinetype – Pfizer eller Moderna – som ved tidligere vaccinationer mod COVID-19.

Udvalgt gruppe inviteres

De borgere, som inviteres er personer, som lider af visse blod- og knoglemarvsygdomme, personer der er organtransplanterede, personer i dialyse og personer, der har fået behandling med særligt immunsupprimerende lægemidler eller har været i aktiv kemoterapi i løbet af 2021 og 2022.

Sundhedsstyrelsen har lavet en detaljeret liste over, hvilke borgere der tilbydes en 4. vaccination. Den kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Mange vaccinationsmuligheder

4. vaccination kan fås ved at bestille tid eller møde op til drop-in på regionens vaccinationssteder, hos Carelink og VaccineDanmarks vaccinationssteder, hos en praktiserende læge eller på et af de apoteker i regionen, der tilbyder vaccination mod COVID-19.

Regionens vaccinationssteder findes regionens hjemmeside.