Bülows Hjørne: Majbrit Rasmussen – en gæv mormor fra Hejnsvig

Denne artikel var den 12. af Louis Bülows artikler der blev bragt her på Netavisen Grindsted. Den blev bragt den 3. december 2019

Af Louis Bülow

Et fjernt erindringsbillede toner frem fra en sommerdag på kirkegården i Hejnsvig i begyndelsen af august 1992. Til vindens blide hvisken og børns sorgløse leg som en svag summen i det fjerne bliver en kun 34-årig familiefar stedt til hvile i et væld af grønne farver, blomster og dufte.

Tidligt fredag morgen den 7. august 1992 kl. 6,45 mødte den unge tømrersvend – født og opvokset i det lille landbosamfund – sin tragiske skæbne på vej til arbejde på sin motorcykel. Grundet lav sol overså han det røde blink i en jernbane-overskæring i Stenderup-Krogager og mistede livet.

Det er tid til afsked, det sidste farvel. Med forstenede ansigter står familie og venner på den smukke kirkegård og lader tanker og minder søge tilbage til deres kære, til ham, de savner. Fyldt med sorg og vemod – men også med taknemlighed over alt det, Mussen – Kristian Rasmussen – har givet.

Der var meget at elske, og der var meget at miste. En tilværelse, der blev rykket i stykker, som hans hustru siden 1984 Majbrit Rasmussen dengang udtrykte det. Hun står alene tilbage med deres lille datter Kristine på 15 måneder og er gravid i 5. måned med parrets andet barn, Klaus. Begge ønskebørn og ventet med længsel.

– Det var frygteligt. Det er ikke noget, man ønsker for sin værste fjende. Men heldigvis havde jeg en god familie omkring mig, fortæller Majbrit senere i et avisinterview.

Sin nære familie havde hun også omkring sig 17 år tidligere hín skæbnesvangre søndag den 19. januar 1975, da hendes storebror Arne Rasmussen og hans nære ven Mogens Fuur Andersen mistede livet ved en trafikulykke mellem Starup og Agerbæk.

I det lille lokalsamfund var de to unge mænd kendt og elsket som sande livstykker, der nærmest sprudlede af spas og spilopper. I Vestkysten lød overskriften: To kammerater fulgtes ad i døden ved trafikulykke.

For en sårbar skolepige på 16 år var tanken om at have mistet sin elskede storebror ubærlig. Her fandtes ingen manual, og kun ved at være der for hinanden lærte Majbrit og familien at komme videre og leve med sorgen og savnet.

Tilbage til tiden omkring ulykken i august 1992. Mere end noget andet elskede Majbrit og Kristian de gyldne stunder i den nedlagte landbrugsejendom ved Egebjerg Landevej, som de havde overtaget efter hendes bedsteforældre. Et 160 kvm stort stuehus med stald, garage og en enorm have – alt havde de med kærlig hånd ombygget og renoveret til deres drømmerige, deres Shangri-La.

Med stolthed over familiens hjemstavn som drivkraft tog Majbrit den endegyldige beslutning at blive boende i hjemmet mellem Hejnsvig og Vesterhede med sine to små børn, også selv om det kostede uanede kræfter at holde sammen på det hele.

Der blev aldrig tid og plads til at stifte en ny familie, og hun havde rigeligt at sé til med at passe børn, hjem og ejendom. Hun var i sving fra tidlig morgen til silde aften og huserede med flid og energi i køkkenhave og drivhus, tumlede ubesværet havetraktoren, kløvede selv sit brænde og malede  alle ejendommens bygninger hvert femte år.

Vel at bemærke ved siden af sit arbejde på fuld tid som sagsbehandler igennem årtier på vel-estimerede  advokatkontoret som C. Foged Jørgensen, advokat Benny Thomsen og Penta Advokaterne i Grindsted.

Netop arbejdet, vennerne og familien blev prioriteret højt, mens det nok især turde siges at være nattesøvnen, der dengang blev sat nederst på listen. Som hun sagde: Første prioritet er ungerne …

Først og sidst brændte Majbrit for at hellige sig, hvad hun så som sin livsopgave, der mest handlede om at give sig selv for andre – børnene Kristine og Klaus, barnebarnet Karoline og familien. Aldrig karrig med godhed og kærlighed hørte man hjertet banke, når hun omsorgsfuldt tog sig af sine kæres vé og vel.

Med en kærlighed så stor som i H. C. Andersens eventyr om moderen, der kæmpede for at fravriste døden sit barn, var hun ikke bange for at sprænge alle rammer for at værne sine børn og sin familie mod livets svigt og barske fortrædeligheder.

Kristine og Klaus blev begge forundt en dejlig barndom og opvækst i det lille landsbysamfund, og det lå Majbrit meget på sinde også at give dem kulturelle oplevelser omkring musik og teater, selv om pengene var små. En udstilling, en koncert, en film, en teaterforestilling. Også ferieoplevelser blev det til, tre dage på ski her, tre dage på sommerferie der og meget mere.

Majbrit var vokset op ved Vesterhede, og livet på landet skulle forlene hende med en livslang kærlighed til hjemstavn og naturens sjæl. Helt tilbage fra sin barndom samlede hun på naturens godheds øjeblikke, som hun senere kunne genkalde sig i alle detaljer og gavmildt favne og øse af livet igennem:

Det kunne være det usynlige kor af lærker, der brød den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, solen, der med sine gyldne stråler klædte marker, enge og skovbryn i skønne farver, duften af nyslået hø med grøn kløver, der pirrede sanser og næsebor, smagen af nye kartofler, suset af den stride vestenvind.

Med ukuelig livsvilje som urkraft og solidt forankret i vestjysk bondemuld bød Majbrit livet op til dans og formåede at forvandle selv de tungeste dansetrin til en flot og fejende vals …

Da børnene var ved at vokse til, fik en spirende politisk bevidsthed hende til at slutte sig til det gamle bondeparti Venstre, efter at man lokalt havde opfordret hende til at gå i clinch med det politiske liv.

Hun besluttede at stille op ved kommunevalget i 2005. Da alle stemmesedler hen på aftenen var talt op, gjaldede det glade budskab ud over lang og by omkring Vesterhede og Hejnsvig: – Majbrit er valgt!

Efterhånden kom der flere tillidsposter og offentlige hverv til, og snart ragede hun op i det politiske landskab som én af de tunge skikkelser i byrådet med evne og vilje til at sætte sit præg på lokal-samfundets dagligdag og udvikling.

Som dengang en gruppe Hejnsvig-borgere satte alle kræfter ind for at få bygget en ny og tiltrængt hal som et samlingssted for alle på egnen. Med vægt og autoritet bakkede Majbrit Rasmussen op om planerne, og Bakkehallen blev officielt indviet i 2015.

Modigt tog hun sine kampe og gik med åben pande i brechen for sin hjemegn. Hun var altid klar i mælet – ikke noget her med lunken missionshus tale og billig portvin. Hun vandt genklang hos vælgerne, der genvalgte hende med et stort personligt stemmetal i 2009. Efter en pause på fire år opnåede hun comeback som medlem af byrådet ved valget i november 2017.

Uden at lefle har Majbrit Rasmussen forenet sit frodige politiske virke med både samfundssind og socialt sindelag. Med mod og vilje til at komme andre fordomsfrit i møde og være med til at bygge broer mellem mennesker.

Hun er omgærdet med dybtfølt sympati og respekt som en legendarisk ildsjæl, der altid har tid til at stoppe op, snakke, lytte og give et smil tilbage – også med dem fra samfundets skyggeside. Dus og på fornavn med de fleste mødes hun overalt af mennesker med noget på hjerte eller med et fortroligt Dav, Majbrit …

En hæderskvinde, der aldrig har glemt de unge års værdier og idealer eller sin livsopgave – altid klar i kulissen til at træde til og gå gennem ild og vand for sine kære.