Sanders Historiske Hjørne: Vinterferien, almen hygiejne, sundhed, svage maver og dårlige tænder

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

I næste uge holder alle skolebørn her i området vinterferie. Og det har de gjort i nu godt 45 år. Vinterferien er et forholdsvist nyere fænomen og et aspekt af det moderne velfærdssamfund. En af årsagerne til indførelsen af denne ferie var, at mange forældre i starten af 1970erne bad om få børnene fri fra skole i uge 7. Herefter tog man så f.eks. på skiferie. Billund Kommunes Museer har i de sidste årtier altid haft et større vinterferieprogram. Også i år med mange forskelligartede aktiviteter fra lørdag den 12. februar til og med søndag den 20. februar (10-16 alle dage). I år vil der være fokus på knaphed, livsvilkår og sundhed her på egnen som gennemgående temaer. Blandt andet kan man møde Sølle-Søren og Fattig-Mads, der laver fattigmandssuppe. Ligesom man på en skattejagt for børn får eksempler på begrebet knaphed. Og knaphed i 1940erne behandles i udstillingen SPOR om besættelsestiden i udstillingsbygningen.

Her koges suppe i vinterferien 2010, hvor der laves suppe af de råvarer der var tilgængelige sidst på vinteren – Foto: Billund Kommunes Museer

Men hvordan var sundhedssektoren så egentligt herude på heden i 1800-tallet og i 1900-tallet? og hvor fattige var man egentligt midt i det mørke Jylland?

Ja, indtil midten af 1800-tallet fandtes der ingen læger endsige apoteker her på egnen. De lokales sundhed blev varetaget af kloge koner og kloge mænd. Disse havde praksisser i blandt andet Give området og Stenderup området. Kloge koner og kloge mænd var autodidakte og havde ingen teoretisk uddannelse. Fra midten af 1800-tallet frem til starten af 1900-tallet var der dog et landsdækkende fintmasket net af private almenpraktiserende læger. Når man hertil lægger, at tandlæger ikke blev almindelige før i første halvdel af 1900-tallet, må man konkludere, at især manglen på tænder undergravede de lokale bønders generelle sundhedstilstand. Maden skulle jo nærmest sluges, og noget af det råt, og det var hård kost for maven. Svage maver har været almindelig her på egnen. Hertil skal tilføjes, at vand ikke kunne bruges i husholdningen, blandt andet som drikkevand. Erstatningen var sødt hjemmebrygget øl, der var tilpasset børnenes smag.   

Selve kosten har også været ensformig, hvis man sammenligner med i dag. Proteiner og vitaminer på daglig basis har slet ikke levet op til nutidens standarder. Fra 1850 sker der en revolution i det danske køkken. Brændekomfuret dukker op, og det bliver meget hurtigt en del af køkkenet på landet. Ofte bliver komfuret anbragt, hvor det gamle ildsted stod, så man kan udnytte den allerede eksisterende skorsten. Kødhakkemaskinen bliver også opfundet på dette tidspunkt. Det er en praktisk opfindelse, som gør hakkemad tilgængelig for alle. Både komfuret og kødhakkemaskinen er arbejdstidsbesparende.

Indtil slutningen af 1800-tallet havde man imidlertid endnu ikke kendskab til bakterier og vira. Ved behandlingen af epidemiske sygdomme gjorde mange læger derfor stadig langt op i 1800-tallet brug af forskellige udrensningskure, der var baseret på den ældgamle opfattelse, at sygdomme skyldes manglende balance mellem kroppens legemsvæsker, og at kroppen søger at genskabe ligevægtstilstanden ved at skille sig af med det, der er i overskud. Ud fra denne tankegang mente lægerne, at de burde understøtte kroppens bestræbelser ved f.eks. at gennemføre åreladninger og give patienten afførings- og brækmidler. Museets genstandssamling af lægegenstande fra o. år 1900 er da også fortrinsvist åreladningsapparater i forskellige former.

I 1846 åbnede den første distriktslæge, der havde et ret stort distriktsområde for overhovedet at kunne opretholde sin løn. Fra midten af 1800-tallet frem til starten af 1900-tallet var der et landsdækkende fintmasket net af private almenpraktiserende læger. Også her på egnen. I begyndelsen af 1900-tallet blev lægerne suppleret af moderne offentlige sygehuse, som kommunerne byggede. Her i Grindsted blev der i 1903 indviet et epidemihus, der senere blev til Grindsted Sygehus og i 2022 er det en del af Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Den altdominerende dødsårsag på egnen var børnedødelighed. Man fik mange børn i slutningen af 1800-tallet. 8-10 stykker var ikke unormalt og mange gange næsten det samme antal døde børn. Børn var jo folkepensionen. Ofte døde moderen dog under en fødsel. Lidt kontrol kom der over det, da der i starten af 1900-tallet blev ansat en jordemoder her på egnen. Men en tommelfingerregel er, at de fleste ældre gravsten på danske kirkegårde, er tilegnet mødre og børn død i fødslen.

Boligstandarden har været lav her på egnen. Lerklinede huse og huse opbygget af tørv og ler var ikke godt for den generelle sundhed. De sanitære forhold stod også tilbage at ønske. Sæbe til håndbrug og vask, fandtes vel heller ikke her på landet i slutningen af 1800-taller og i starten af 1900-tallet. Håndhygiejnen var dårlig. Muligheden for smitte var stor. Derfor er den mest iøjnefaldende ændring i den generelle sundhedstilstand er faldet i børnedødelighed fra o. år 1900. Dette fald skyldes navnlig, at infektionssygdommene i højere grad blev forebygget gennem bedre vandhygiejne, bedre ernæring og bedre boliger. I takt med dette fald er hjerte-kar-sygdomme og kræft blevet hyppigere som dødsårsager. Når alt dette er sagt, skal man ikke glemme, at befolkningen kunne opnå en alder på 60-70 år under disse barske forhold. Iberegnet det enormt hård slid på kroppen, som den almindelig hverdag bød de lokale bondefamilier. Med andre må maden trods alt have haft en tilfredsstillende mængde af næring.

Men hvad så med knaphed og fattigdom? De jyske hedebønder havde i sidste halvdel af 1700-tallet gode kår. Hvor den østdanske bonde kom i problemer, når høsten slog fejl, så havde hedebonden flere muligheder for at tjene penge, såsom handel med stude, hosebinding og andre bierhverv. Dette førte til, at den vestjyske bonde ligefrem var bedre økonomisk stillet end de østdanske bønder. I perioden frem til 1900 kan man konkludere, at Grindsted-egnens bønder klarede sig udmærket, og i alt overvejende grad havde en velstand, der afspejler sig i, at et overskud er til stede på gårdene. I den anden halvdel af 1800-tallet er der ingen eller få af de Grindsted-bønder, der har efterladt sig skifter, der har haft et samlet underskud i boet. Dermed må det også konkluderes, at de mange genstande i museets samling, der afspejler en udpræget nøjsomhed, ikke er et absolut udtryk for at den deciderede hedebonde fra Grindsted-egnen var fattigere end andre bønder. Men større godser investerede man ikke i. Og større rigdom som man kender i 2022, eksisterede nok ikke på den jyske hede i hverken 1800-tallet eller 1900-tallet. Men ludfattige var man så absolut heller ikke herude. Nøjsomhed var og blev en dyd.