Får din virksomhed den coronakompensation, som I er berettiget til?

Oplægsholder på morgenmødet er politisk direktør fra HORESTA Kristian Nørgaard Nielsen, der er opvokset i Grindsted - PR-Foto

Særligt inden for detailhandelen, hotel-, restaurant- og turisterhvervet oplever vi, at virksomhederne ikke får den kompensation de er berettiget til.

Derfor inviterer Billund ErhvervsFremme sammen med HORESTA til morgenmøde, hvor du som erhvervsdrivende kan blive klædt på til at søge midlerne på rette grundlag.

Politisk direktør i HORESTA Kristian Nørgaard Nielsen, som er opvokset i Grindsted og har stort kendskab til vores lokalområde, gennemgår kompensationsreglerne og du bliver introduceret til HORESTA’s kompensationsberegner, der let og overskueligt opstiller de muligheder den enkelte virksomhed har, for at vælge den rigtige periode at søge
kompensation for – denne beregner kan også anvendes inden for bl.a. detail.

Derudover gives der gode råd til ansøgningen og Kristian gør opmærksom på de steder, hvor han oftest ser, at virksomhederne kan optimere på deres kompensation.
Mødet vil hovedsageligt dreje sig om faste omkostninger og tabt omsætning for selvstændige (selvstændigeordningen).

Selv om tvangslukkede virksomheder nu er genåbnet, og alle restriktioner er udfaset, er det fortsat højaktuelt at søge kompensation. Der vil være mulighed for virksomheder og selvstændige at søge kompensation for faste omkostninger for perioden frem til og med 28. februar. Det vil sige, at hvis en virksomhed på trods af de fjernede restriktioner stadig har en nedgang i omsætningen på mere end 30 procent, er det muligt at søge.

Som noget nyt, er der nu 8 forskellige perioder, der kan søges for mellem december og januar.
“Der kan være stor forskel på hvor meget man opnår i kompensation, alt efter hvilke perioder virksomheden lægger til grund for beregningen. Regler kan godt være svære at gennemskue og det vil vi gerne hjælpe med. Vi har med vores rådgivning og værktøjer sikret mange virksomheder højere kompensation end de ellers ville have opnået” udtaler Kristian Nørgaard Nielsen.
Det kan med andre ord være en rigtig god idé at få overblik over, om I har fået den rette kompensation og om I har fået alle faste omkostninger med. Kompensationsordningerne starter ved en omsætningsnedgang på 30 pct. og skal søges senest den 31. marts.

Morgenmødet er målrettet detailhandelen, hotel-, restaurant- og turisterhvervet og er gratis for alle interesserede uanset medlemskab af Billund ErhvervsFremme eller HORESTA.

Mødet afholdes på Filskov Kro den 10. marts kl. 8 – 9.30.

Tilmelding foregår via Billund ErhvervsFremmes hjemmeside www.Billunderhverv.dk/arrangementer