Nybolig: Mange handler trods roligere boligmarked

PR-Foto Nybolig

I løbet af årets første syv uger er der i gennemsnit solgt 1.700 boliger om ugen i landets mæglerforretninger. Det er noget lavere end samme periode sidste år, men fortsat markant flere end i årene 2015-2020.

Boligmarkedet har til alle tider været på danskernes læber, men under coronapandemien blev der i den grad pustet nyt liv i danskernes flyttelyst – og det har givet travlhed hos landets ejendomsmæglere.

Selvom 2022 alt andet lige ser ud til at blive et mere roligt år på boligmarkedet, nu hvor danskerne har lagt hjemmearbejdet på hylden og fået travlt med at bestille udenlandsrejser til varmere himmelstrøg, er handelsaktiviteten dog fortsat høj.

De nyeste landsdækkende tal fra Boligsiden viser, at der i de første syv uger af 2022 i gennemsnit er solgt ca. 1.700 boliger om ugen. I 2021 var tallet ca. 2.500 i samme periode. Men ser vi på boligmarkedet fra 2015-2020, blev der i gennemsnit handlet ca. 1.350 boliger i de nævnte uger.

-Handelstallene vidner om, at der trods en lidt roligere start på 2022 stadig er godt tryk på boligkedlerne. 2020 var et år med god handelsaktivitet, og 2021 var et år med exceptionel stor aktivitet. Set i det lys ser 2022 foreløbigt ud til at indtage en solid midterplacering, siger Alexander Falck Winther, der er pressechef i Nybolig i en pressemeddelelse.

Samlet set er der i øjeblikket ikke tilstrækkeligt med nye boliger til salg til at modsvare antallet af boliger, der bliver solgt. Sådan har det været, siden coronapandemien brød ud i marts 2020, og derfor ser vi også, at boligudbuddet er faldet markant i perioden. Aktuelt er det samlede boligudbud på 35.614 boliger, mens udbuddet i marts 2020 var på cirka 55.000 boliger.

-Landets boligkøbere har i øjeblikket markant færre boliger at vælge imellem sammenlignet med for bare få år siden. Derfor ser vi også, at salgstiderne er rekordlave, og at mange boliger fortsat handles til eller endda over udbudsprisen. Det gør det nuværende marked attraktivt for boligsælgerne men også mere intenst for køberne, siger Alexander Falck Winther.