Af Louis Bülow
Vi har fra tid til anden her i Netavisen Grindsted fortalt om nogle af Grindsteds stolte sønner, der har skrevet sig ind i vor hjemstavns støvede annaler som ikóner i kulturens og historiens verden.
I denne artikel sætter vi i stedet fokus på såre almindelige mennesker fra folkets dyb i Grindsted, der forenede deres livslange og uselviske virke på egnen med empati og hjertevarme. Nok karrige med store ord og armbevægelser, javel, men aldrig fedtede med godhed og ædle gerninger.
Noget så sjældent som livets sande godgørere og glædesspredere, der med et kald og en mission i godhedens tjeneste gavmildt gav sig selv for andre:
Poul Leth Pedersen. Man hørte hjertet banke, når Poul tog sig af generationer af børn og unge, der årtier tilbage opsøgte Grindsted Gymnastik- og Idrætsforening og Grindsted Friluftsbad.
Han forenede sit virke i sportens verden med hjerte, sjæl og socialt engagement og gav plads til alle, også dém, der kom fra vanskelige kår, dém, der mistrivedes og havde det svært. Han skabte i dé år et forjættet fristed, der formåede at holde de unge væk fra gaderne.
Mangen lille purk har oplevet sin første sejr på livets bane, når Poul satte ham på svømmeholdet og tog ham med til stævner i Randbøldal, Give og Vingsted. De unge fandt en oase hos Poul Leth, der kørte tusinder af kilometer for at følge sine svømmere og aldrig svigtede datidens populære klubaftener på Bakkehuset.
I 1950’erne overtog Poul Leth Slagteriet Midtjyllands pølsevogn på Banegårdspladsen i Grindsted, og pølsevognen opnåede efterhånden ry som et godt spisested, hvor man fra tid til anden måtte stå i kø for at komme til.
Selv den dag i dag kan ældre i Grindsted med nostalgisk vemod længes tilbage til de gode, gamle dage ved Poul Leths pølsevogn.
Grindsteds legendariske pølsemand, Poul Leth Pedersen – Kilde: Privatfoto
Karen Margrethe Bolund. I 1936 flyttede den dengang 21-årige gangpige på Tarm Sygehus til de flade hedesletter ved Grindsted for at påbegynde sin uddannelse som sygeplejerske på Grindsted Sygehus. Hér i det vestjyske fandt hun sit kald – og hér bød hun livet op til dans …
Igennem årtier blev frk. Bolund omgærdet med dybfølt sympati og hellig respekt af patienter over hele landsdelen. I et trøstestløst hospitalsmiljø med hvide kitler, sterile sygestuer og opholdsrum skabte hun omkring sig et forjættet land, der emmede af kærlighed, nærvær og tryghed.
Med Karen Margrethe Bolund i nærheden blev en patient aldrig ladt alene tilbage i hospitalssengen. Altid fandt den elskede sygeplejerske tid til at dukke op, sætte sig på sengekanten og tage den syge i hånden med et lille fortroligt klem og trøstende ord.
Ved gavmildt at give sig selv for andre fandt Frk. Bolund ind, hvor ingen andre kunne nå. De syge blomstrede op med overskud til at leve med i nuet. Et lille smil her, lidt latter der. Fra sygestue efter sygestue lød det igennem alle disse år med de syges spinkle stemmer: hvor er Frk Bolund ?
Niels Kristian Mortensen. Den legendariske lokalredaktør på Vejle Amts Folkeblad døde i juli 1992, 64 år gammel. Tilbage stod et dyrebart minde om en bladmand, der ragede op som et fyrtårn i lokalområdets skrevne presse.
Som Grindsteds navnkundige julemand spredte redaktør Mortensen i årevis glæde og opmuntring blandt syge patienter på børneafdelingen på Grindsted Sygehus, hvor mange børn måtte tilbringe deres juleaften blandt skærme, dropstativer og hvide kitler.
Når Mortensen år efter år som julemand kom på besøg med sit hvide skæg, den røde nissehue og den flotte juledragt med hvide plyskanter og store lommer, fyldt med slikposer, blev han mødt af glade og blanke barneøjne, der tindrede af skøn forventning.
Set med et barns øjne var gamle dages juleoptog i Grindsted årets glade tid, årets fest. Julehøjtidens budskab om godhed og næstekærlighed lyste bogstaveligt talt fra den digre julemand , som han stod dèr og vinkede til hundredevis af glade børn og barnlige sjæle.
Med Mortensen i front blev de små poder ført til julens forjættede land med hvidklædte gader og stræder, mens blide snefnug dryssede sit hvide slør over land og by. I det fjerne hørtes klokkerne i Hedens Domkirke kime julen ind.
Redaktør Niels Kristian Mortensen forrest – Kilde: Privatfoto
Niels Hjorth. Det samme år som Frk. Bolund flyttede til Grindsted, blev den 26-årige Niels Hjorth ansat som direktør for Andels-Svineslagteriet Midtjylland i Grindsted. Senere blev Hjorth valgt til formand for Danske Andelsslagteriers direktørforening, han blev valgt til Sognerådet i Grindsted med skyhøje stemmetal og blev udnævnt til Ridder af Dannebrog.
Under krigen førte Niels Hjorth med usvigelig sikker hånd Grindsteds store slagterivirksomhed og de mange medarbejdere helskindet gennem besættelsens fem forbandede år. Men selv om han måtte balancere på et knivsæg i forholdet til den tyske besættelsesmagt, støttede han under hånden det illegale modstandsarbejde.
I krigens sidste måneder var en purung tysker som en af de sidste tyske soldater indkvarteret i et værelse i Slagteriets kontorbygning. I kølvandet på krigens rædsler fulgte social nød og elendighed, og direktør Hjorth tog efter krigen kontakt til den unge soldat og hans familie. Regelmæssigt sendte han gaver og nødhjælpspakker afsted til Tyskland.
En lille finsk pige blev i forbindelse med krigen nærmest adopteret af Gerda og Niels Hjorth, og breve med gaver og penge blev også hér sendt afsted med jævne mellemrum. Også i Grindsted nød mange lokale i årevis godt af direktør Hjorths storsind og generøsitet og modtog pakker og hjælp i mange sammenhænge.
Direktør Niels Hjorth – Kilde: Privatfoto
Arvid Hansen. For godt 50 år siden skulle det blive forfatteren til nærværende artikel forundt som bankelev i Handesbanken i Grindsted at opleve en bankdirektør af den gamle skole Arvid Hansen, der i tyve år som filialens chef såede håb og livsmod omkring sig, ikke mindst, hvor livet gjorde ondt.
En bankdirektør, der forenede sit virke i banken med klassiske – nogle vil sige gammeldags – værdier og dyder. Og dertil noget så sjældent som en bankdirektør med hjerte, sjæl og socialt sindelag med hele vejen.
En hædersmand med sjældne menneskelige kvaliteter, der forblev trofast mod sin ungdoms traditionsbundne idealer og personificerede borgerlig anstændighed, længe før begrebet blev opfundet.
Hvert år til jul troppede to af Torvets velkendte gutter lettere overrislede op ved bankens udlåns-skranke og bad om at komme til at tale med Arvid Hansen. De medbragte en vekselblanket, hvor de med en vis kreativitet havde kautioneret for hinanden for et beløb på 100 kroner. Som altid lod den gamle bankdirektør godheden løbe af med sig.
Også et ungt ægtepar med rod i økonomien – selvforskyldt, javel – troppede op i banken med deres lille barn på armen, selv om Arvid Hansen internt havde givet strenge pålæg om, at al långivning var udelukket.
Den unge mor var efter barnets fødsel ramt af dødelig sygdom, og familien var havnet i en tragisk og håbløs situation med dystre fremtidsudsigter. Det unge ægtepar bad om et personligt møde med en travlt optaget bankdirektør, der kunne give dem fem minutter på sit kontor – i folkemunde kaldt Løveburet.
De fem minutter gik, et kvarter, en halv time, en time. Men først efter halvanden time gik døren op, og en synligt lettet og dybt taknemlig mor og far kunne med brede smil og strålende øjne forlade Løveburet med deres lille pode og byde bankens kasserer op til dans …
Arvid Hansen ved sin fratræden i Handelsbanken i Grindsted i 1980 – Kilde: Privatfoto
