Vinterferie og verdens største fly gav høj aktivitet i Billund Lufthavn

Foto: René Lind Gammelmark

Travl vinterferie, lempede indrejseregler fra 1. marts og imponerende vækst i cargocenteret. Billund Lufthavn har luft under vingerne og er optimistiske for foråret og sommeren på rejsebranchens vegne.

Den sidste måned i denne vinter er tilbagelagt med stigende passageraktivitet i Billund Lufthavn. Der er gået 136.322 passagerer igennem terminalen i februar, hvilket svarer til 63 procent af de passagerer, der var i februar 2019. Men det svarer til en vækst på 1450 procent ift. februar sidste år.

I januar var der en afmatning af rejseaktiviteten, men det rettede sig op igen i februar, hvor der eksempelvis var syv ud ti af de rejsende tilbage igen i den store rejseweekend op til vinterferien i uge 7. Niveauet er blevet holdt nogenlunde stabilt igennem februar, hvilket bekræfter Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn, at rejselysten er fastholdt:

– Antallet af rejsende stiger så snart, det er muligt at rejse igen, og sådan var det efter, at corona ikke længere blev kategoriseret som samfunds kritisk. Vi så det samme i sommeren 2021, da covid-passet trådte i kraft, og de rejsende kom tilbage i stor stil. Så det er dejligt igen at blive bekræftet i, at der stadig er et stort rejsebehov, der endnu ikke er fuldt forløst, siger Jan Hessellund.

Afskaffede og lempede indrejseregler til Danmark

Fremgangen i procent i februar ift. januar stemmer overens med, at trafikken er på vej tilbage. Og fra i dag, 1. marts, er reglerne for indrejse til Danmark ophævet, hvis man ankommer fra et EU- eller Schengenland. Indrejser man til Danmark udenfor EU eller Schengen, skal man fremover blot vise sit corona pas inden afrejse.

Og kravene i flere EU-lande bliver også ophævet, så det er lettere at rejse rundt indenfor EU’s grænser.

– Der er mange nye ruter på vej i Billund Lufthavn her i foråret og sommeren, og det ser ud til, at de får gode forudsætninger for succes med den brede opbakning til fri bevægelighed i EU igen. Hvis det holder stik, ser vi ind i et forår og sommer, hvor vi rammer 2019-niveauet i flere perioder, og vi skal måske kun ind i medio 2023, før vi er fuldt tilbage på 2019-niveau, fortæller Jan Hessellund.

Historisk højdepunkt i Billund Lufthavn

I starten af februar vakte besøget af verdens største fly, Antonov AN-225, stor opsigt i Billund Lufthavn. Besøget var stort for de mange tilskuere, men det var mindst ligeså stort for Billund Lufthavn, hvor der var lagt mange kræfter i at lykkedes med diverse tilladelser for at få besøg af flyet.

Billund Lufthavn har oplevet massiv vækst i cargocenteret: Store mængder af selvtest og i det hele taget store mængder import og eksport til og fra den danske industri. Der blev fragtet 6.666 tons i februar 2022, hvilket er en vækst på 22,7 procent ift. februar 2021. Men frygtelighederne i Ukraine sætter et skår glæden.

– Besøget af verdens største fly, AN-225, i starten af februar vakte glæde og opsigt fra nær og fjern, da den lettede fra Billund Lufthavn og landede i Ukraine. Det er ubegribeligt det, der udspiller sig dernede, og det sætter tingene i perspektiv. Vi skal virkelig sætte pris på det, vi har i dag. I Billund Lufthavn skal vi holde fast i den positive følelse af optimisme vedr. passagertrafikken, men i den grad også stoltheden af den ekstrem flotte vækst, der er på cargosiden – og alle de medarbejdere, der dagligt løfter opgaven, så det hele spiller sammen i en større enhed, afslutter Jan Hessellund i en pressemeddelelse.