Se de mange billeder: flot tilslutning til Ukraine-støttedemonstration i Grindsted

Foto: Ulrik Wulf Nielsen

Af Marianne Thorø

 

Der var på den gode side af 100 borgere der i går havde fundet vej til først Rådhuset i Grindsted og siden fulgte med til Magions fortrappe, da Venstres Anni Matthiesen i går havde arrangeret støttedemonstration til fordel for Ukraine.

Væk var fløjkrige og regering vs opposition, da politikere fra både rød og blå blok gik på talerstolen, og stod sammen om at rette det kritiske blik én vej; mod den russiske præsident Vladimir Putin.

– Det ukrainske folk er vores venner. Men det russiske folk er ikke nødvendigvis vores fjender. Men det er Putin og hans sympatisører med sikkerhed, lød det blandt andet fra det sydjyske folketingsmedlem for SF, Karina Lorentzen.

På talerstolen var blandt også arrangøren Anni Matthiesen selv, borgmester i Billund kommune Stephanie Storbank og det konservative medlem af kommunalbestyrelsen i Billund, Allan Munk Nielsen.

Men også det socialdemokratiske folketingsmedlem, Troels Ravn, var med i optoget – og på talerstolen:

– Vi har brug for at kunne handle og vise ukrainerne vores støtte og deltagelse. Og det er det, vi gør netop nu i Grindsted. Og det er det vi gør som folk og som nation, når vi ikke blot nøjes med ord og støtteerklæringer, men yder humanitær hjælp og militær udrustning til Ukraine. Og det gør vi, når vi også i vores kommune tager imod flygtninge og hjælper børnene med skolegang og de voksne med job og velfærd, sagde Troels Ravn blandt andet i sin tale.

Efterfølgende var det en meget rørt og glad Anni Matthiesen, der takkede for borgernes og talernes opbakning – og for indholdet af talerne, som havde berørt hende meget:

– Det der har glædet mig allermest er at der er så mange, der har bakket op. Og den der gode fornemmelse der også er, når der er en god flok både til at holde taler, men også til at følges ad i demonstrationen – dét er altafgørende, lød det fra arrangøren.

Spørgsmålet er så bare; hvad nytter det hele med en demonstration i lille Grindsted i lille Danmark:

– Det nytter på den måde at man for det første sender nogen tanker – at vi i fællesskab står her og tænker på Ukraine. Og der tror jeg at både for os, der står her, men også de signaler vi sender til omverden, at det har en betydning i sidste ende, sagde Anni Matthiesen.

Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse