Bülows Hjørne: Den røde kat fra Kølkær

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow

Vi skruer tid og sted godt 10 år tilbage til en lun sommeraften i en lejlighed for åbne vinduer i det indre af Aarhus. Storbyens larm og trafikstøj anes som en svag summen i det fjerne, da stilheden pludseligt flænses af telefonens ubarmhjertige ringen.

Displayet viser Ukendt nummer, og forsigtigt tager jeg røret: Det er Anker Jørgensen, lyder det i den anden ende …

Mine unge års folkekære Anker Jørgensen, som jeg sendte mit livs første artikelforsøg til engang i 1960’erne, da jeg var en 14-årig skoledreng i en lille landsbyflække i det vestjyske.

Anker Jørgensen var i dé år redaktør for Fagbladet, arbejdsmændenes og specialarbejdernes medlemsblad, og på enhver anden redaktion ville min artikel – nærmest en sirligt håndskreven skolestil – sædvanligvis blive kigget igennem og derefter kylet i papirkurven. Men storsind og generøsitet havde déngang gode kår på redaktionsgangen …

Anker Jørgensen tog sig tid til at sende et langt og personligt brev til mig i stedet for den normale standardskrivelse med høfligt afslag. Flere sider med hjertevarme og opmuntrende ord, der fik stor betydning for en landsbyknejt fra små kår med drømme om at blive noget med skriveriet …

Fem årtier senere sidder jeg så hèr i Smilets By med den gamle statsminister i røret til en snak om en ny bog, han har i tankerne, og som han ønsker min medvirken til.

Nok karrig med store ord og armbevægelser, javel, men ikke fedtet med anekdoter og spændende erindringsglimt tager han mig dén mindeværdige aften méd ned ad Memory Lane til en lang snak om mennesker i sit liv.

Som da han fortæller om et muntert møde med en flok raske skoledrenge på cykel engang tilbage i 1970’erne ved sommerhuset i Hundested i det nordsjællandske. Anker har taget lokaltoget for at nyde et par gyldne feriedage med sin elskede hustru gennem fem årtier Ingrid.

Det er en lun sommeraften, og pludseligt dukker de unge knægte op på deres cykler for at kredse rundt om landets statsminister. Med Ankers ord:”På et tidspunkt tog den frækkeste af dem nok en runde, inden han triumferende udbrød: Sagde jeg det ikke nok. Det er ham Glistrup!”

Vi er tilbage i en tidsalder, hvor verden endnu ikke var gået helt af lave. Anker Jørgensen var dus og på fornavn med nationen, han stod i vejviser og telefonbog uden hemmeligt nummer og kunne færdes frit som landets statsminister uden at være mandsopdækket af livvagter og PET-agenter.

Dengang lå nymodens pjank og teknologiske påhit som CD og MP3 et par år ude i fremtiden, for slet ikke at tale om Internet, tablets og smartphones.

Kun et par år tidligere, dagen efter EF-afstemningen 2. oktober 1972, var Jens Otto Krag stået af ræset, var gået af som landets regeringschef og havde med formidabel handlekraft gjort den ret upåagtede Anker Jørgensen til sin efterfølger som Danmarks statsminister.

Senere var Anker i audiens hos den unge Dronning Margrethe til den officielle udnævnelse. Med hans ord: Ja, jeg er altså den nye statsminister” sagde jeg til Dronningen. “Det ved jeg skam godt, hr. statsminister”, sagde hun og klappede hænderne sammen – “jeg læser jo også aviser.

Der var i det hele taget god kemi mellem Anker Jørgensen og dronning Margrethe, der årtier senere beskrev ham ”sådan ligeud ad landevejen … Krag havde set mig som fummelfingret teenager. Det gjorde Anker Jørgensen ikke.”

Anker Jørgensen i april 2007 – Privatfoto

Anker blev i sjælden grad set som folkets mand på tinge med jord under neglene, på hat med de store og på bajer med bumsen. Han var på fornavn med nationen og blev overalt mødt af almindelige mennesker med noget på hjerte og et fortroligt Dav, Anker.

Som da han løftede sløret for sine oplevelser en regnfuld lørdag aften engang i januar 1975 i den lille landsby Kølkær i det midtjyske, kun få kilometer fra Herning. Vi skriver den 25. januar 1975, hvor Ingrid og Anker netop var ankommet i bil til det lille landbosamfund for at fejre den lokale  socialdemokratiske partiforenings 50 års jubilæum.

Festivitassen blev indledt med middag på en fyldt restaurant Kom tit i Kølkær, hvor der blev hygget og småsnakket fortroligt sammen i en fortættet stemning af nærvær og fællesskab. Anker faldt snart i snak med en gammel og stout arbejdsmand, Viggo, der stolt kunne vise ham sin guldnål fra DASF Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund.

En anerkendelse for mange års trofast medlemskab af fagforeningen, som han i øvrigt til sin store fortrydelse selv havde måttet betale for. Anker har senere med et lunt glimt i øjet fortalt, at hverken Viggo eller Anker selv med en fortid som gammel fagforeningsformand forstod ret meget af den regning …

Senere gjaldt det et ældre og handicappet medlem af partiforeningen Asta Pedersen, der aldrig kom uden for sit hjem men som så inderligt havde ønsket at få besøg af netop Anker. I sin dagbog lagde Anker ikke skjul på, at besøget gjorde et dybt indtryk på ham:

”Manden – Jens – var en frisk arbejder på 70. Han passer hende hele dagen … Asta havde kjole på for første gang hjemme i lange tider, fortalte Hanne. Vi fik et glas portvin. Vi snakkede om hendes sygdom, hun græd lidt og smilte, hun var lykkelig, fordi vi besøgte hende.”

Derefter kørte Ingrid og Anker til forsamlingshuset i Kølkær, hvor selve jubilæumsfesten skulle afholdes. Allerede dèngang bemærkede de en ram lugt inde i bilen. Efter et hyggeligt kaffebord med velduftende hjemmebag og æblekage blev der holdt taler af blandt andre Anker Jørgensen og Herning-kredsens lokale folketingsmedlem Robert Pedersen, og festen blev sluttet af med manér med festlige svingommer.

Efter en meget vellykket jubilæumsaften i Kølkær kunne Ingrid og Anker starte bilen og køre mod hendes barndomshjem i Pindstrup, hvor hun var født og opvokset. På bilturen mod Djursland stank det bogstaveligt talt af forrådnelse, og de fik sig lidt af et chok, da de kørte ind i gården og tændte lyset – på gulvet bagi bilen lå en død kat.

I sin dagbog fra dengang noterede Anker Jørgensen: Ak ja – sov længe. Begravede katten fra i går. …

Anker Jørgensen i april 2007 – Privatfoto