Gratis workshop: Kom og upcycl dit gamle denim til noget flot påskepynt !

PR-Foto: Foreningen Grindsted Den Grønne Hovedstad

Foreningen Grindsted – den grønne hovedstad afholder gratis DIY workshop med designer Heidi Ahtola lørdag den 26. marts.

I stedet for at smide dine gamle denimbukser ud, kan du nu komme ned i ‘Det grønne hjørne’ på Vesterbrogade 5 i Grindsted og upcycle dem til flot påskepynt. Det sker lørdag den 26. marts kl. 10.00-13.00, når designer Heidi Ahtola kommer på besøg og instruerer i hvordan pailletter og rå nitter kan være med til at give lidt kant til påskens pynt.

Heidi Ahtola er designuddannet fra Designskolen i Kolding og har udgivet bogen ‘Design med kant.’ Hun arbejder til dagligt med kreativitet og design. Workshoppen tager udgangspunkt i deltagernes eget medbragte denim, som bliver stylet, så det får deltagernes eget personlige look. Det kan både være grafisk, cool med nitter eller med bling bling look.

Heidi vil gerne være med til at udfordre grænserne for, hvordan pynt kan se ud, og hun medbringer al materiale. Det eneste deltagerne selv skal medbringe er gammelt denim (skjorte, bukser, nederdel), som må syes om og lysten til at lave noget kreativt pynt. Har man ikke et par gamle jeans, der er klar til at blive klippet op, har foreningen lidt ekstra på lager.

Der vil i workshoppen arbejdes hovedsageligt med materialerne: denim, stofmaling, poscatusser, fyld, knapper, nitter og pailletter.

Workshoppen er for børn i alderen 7-14 år med eller uden voksen. Der er et begrænset antal pladser, og det er derfor nødvendigt at tilmelde sig på info@dengronnehovedstad.dk eller via sms på 2276 3152.

Seneste tilmeldingsfrist er den 23. marts skriver Marie Juncher i en pressemeddelelse.