Charlotte flytter klinik fra privaten til Vestergårdsvej 9

Charlotte Egdal Sjøgaard - Foto: René Lind Gammelmark

I starten af 2017 tog Charlotte Egdal Sjøgaard med sin veninde til København for at tage Health Mentor Uddannelsen, hvor der læres en masse om kosttilskud, naturmedicin og om sund og god mad samt kropsterapeutisk massage. På massagedelen skulle man have rigtig mange klienter, inden man kunne komme til eksamen. Det begyndte hun på, og blev rigtig glad for det. 

Efter at have været til eksamen og have fuldendt uddannelsen, fortsatte hun der hjemme i privaten med massagen, samtidig med at hun arbejdede som køkkenleder i kantinen på BoConcept i Ølgod.

Så kom der Corona, og der blev omstruktureret på BoConcept. Charlotte fik arbejde i køkkenet på Erhvervspark Midt i Sdr. Felding. Her var hun et års tid og tænkte, at nu måtte det være tid til at flytte klinikken ud fra hjemmet. Hun talte med Dennis Lauridsen (ejeren red.) og lejede sig ind i lokalerne på Vestergårdsvej 9.1, som hun overtog den 1. marts. I klinikken FLOW YOUR LIFE tilbyder Charlotte massage, zoneterapi og vejledning i homøopati og kosttilskud.

Til flytningen af klinikken fra hjemmet til Vestergårdsvej har Charlotte fået hjælp til af sine to børn. Det meste har hun og datteren klaret, men de lidt tungere ting har sønnen hjulpet hende med. De praktiske ting med at hænge hylder op har Charlottes mor og hendes mand hjulpet med. Børnene har hjulpet med at dele flyers ud i postkasser i det meste af Sdr. Omme.

Logo og skilte var der en af Charlottes klienter, som kendte en, der kunne lave, og det er hun meget glad for.

Det var vigtigt for Charlotte, at der i klinikken er nogle rolige omgivelser, hvor klienterne føler sig velkomne og godt tilpas. Da Netavisen Grindsteds redaktør var ude for at lave interviewet, var det første han mærkede, da han trådte ind i klinikken, roen og den afslappende og dæmpede musik, som sammen med lyset skabte en helt speciel stemning.

Charlotte har nogle vikarjobs, blandt andet i køkkenet på Filskov Friplejehjem, og hun har nogle timer på Q8 Tanken i Sdr. Omme. Hun er i gang med at læse til zoneterapeut, og skal om kort tid til midtvejseksamen. Derefter må hun begynde at lave behandlingsplaner. Zoneterapeutuddannelsen er hun færdig med til december.

Charlotte er født i Odense, opvokset på Hindsholm Halvø nord for Kerteminde. Hendes far købte på et tidspunkt Sdr. Omme Kro og Charlotte begyndte at arbejde i køkkenet på kroen. Hun var dog tilbage på Fyn et smut, inden hun kom tilbage til Sdr. Omme hvor hun igen fik arbejde på kroen.

Charlotte Egdal Sjøgaard – Foto: René Lind Gammelmark

For at markere flytningen tilbyder hun nogle spændende åbningstilbud, som gælder fra den 14. marts til den 12. april 2022.

  • 20% Rabat på overkrops og helkropsmassage (bookes på hjemmesiden eller pr. telefon)
  • 20% rabat på D-pearls fra Pharma Nord, Multivitaminpiller og Magnesium fra Solaray, Fiskeolie fra Nordic Naturals (rabatten fratrækkes den vejl. udsalgspris)

 

Foto: René Lind Gammelmark

Foto: René Lind Gammelmark

Foto: René Lind Gammelmark