Første spadestik på Motorik- og Kampsportscentret ved MAGION

Maria Söderstrand, Haley Marie Boss, Stephanie Storbank samt Sebastian Friis- Foto: MAGION

Tirsdag den 15. marts tog borgmester Stephanie Storbank og tre idrætsudøvere fra GGIF Gymnastik, Grindsted Taekwondo klub og Bokseklubben Grindsted AK første spadestik til det nye motorik- og kampsportscenter ved MAGION.

Foto: MAGION

De tre var Maria Söderstrand, træner for spring talent, Haley Marie Bossen fra Grindsted Taekwondo Klub og Sebastian Friis fra Bokseklubben Grindsted AK.

De 4 spadestik signalerer starten på et byggeri, som forventes færdigt med udgangen af 2022. Når byggeriet af motorik- og kampsportscenteret er afsluttet, kan gymnaster, boksere og kæmpere efter mange års venten endelig rykke i tidssvarende lokaler. Foruden fantastiske rammer til gymnastik, boksning og kampsport vil centeret også kunne danne ramme om flere former for bevægelsesaktiviteter til glæde for lokalområdet skriver Mads Søby Helbo til Netavisen Grindsted.

Det samlede budget ligger på 23 mio. kr. I forbindelse med rejsegildet senere på året er det planen, at borgere vil kunne få en rundvisning i centeret.

Private og virksomheder kan fortsat støtte centeret med et bidrag. Byggeriet er støttet af Billund Kommune (8 mio. kr.), Ole Kirks Fond (5 mio. kr.)  og K.G. Fonden (1 mio. kr.) og en række lokale virksomheder. 

Læs mere om støttemuligheder og byggeriet på ‘MAGION.dk

Maria Söderstrand, Haley Marie Boss, Sebastian Friis samt borgmester Stephanie Storbank – Foto: MAGION