I den kommende weekend er der Danske Mesterskaber for Ungdom i badminton

Foto: René Lind Gammelmark

I weekenden den 1. , 2. og 3. april afholder Grindsted Badmintonklub sammen med Badminton Danmark de individuelle Danske Mesterskaber for Ungdom, hvor man kårer danmarksmestrene i M.A, B, C og D rækken af badmintonspillere.

Der er tilmeldt 1076 spillere fra 150 klubber over hele Danmark. Københavns badmintonklub er den største med næsten 80 tilmeldte, medens Svenstrup ved Ålborg og Højbjerg Badmintonklub hver kommer med 40-50 spillere. 

Mange klubber bruger mesterskaberne som en afsluttende klubtur for spillerne. Amager Badmintonklub og andre sjællandske klubber stiller med mange spillere, men der er klubber med fra hele landet.

Grindsted Badmintonklub har selv 18 spillere med, fra U9 til U19 i M. A, B, C og D-rækken.

Der spilles i 11 byer rundt omkring Billund Kommune, i Brande , Helle Hallen, og Ølgod, samt alle hallerne i Billund Kommune.

Der er 116 badmintonbaner i brug, hvorpå der afvikles 2980 kampe i løbet af de tre dage.

Lørdag aften har Grindsted Badmintonklub sørget for sociale aktiviteter for deltagerne det er bl.a. bueskydning, banko og en tur i svømmehallen.  

Omkring 80 personer er i gang med forskellige opgaver i forbindelse med stævnet. Det er blandt andet ved dommerborde, overnatning, forplejning og information.

Sidste år var der omkring 450 tilmeldte, antallet var lille pga. Corona, men i år er antallet af deltagere tilbage på det normale.

Det er MAGION i Grindsted der er hovedkvarter for stævnet, og finalerne bliver spillet i MAGION søndag.

Erik Thøgersen der er formand for Grindsted Badmintonklub er glad for den store opbakning fra de frivillige, men kunne godt bruge endnu flere firvillige, selvom kabalen denne gang gik op. Uden de frivillige var det umuligt at holde så stort et stævne.

Grindsted Badmintonklub bruger de penge de tjener på sådan et stævne på at holde aktivitetsniveauet i klubben højt, med uddannelser af trænere, deltagelse i stævner, sociale arrangementer og ikke mindst til at holde kontingentet så lavt som muligt.